Længe leve moder klinik

Professor Gregers Nørby er død for længst. Men han lever videre i en solbeskinnet have på Nordfalster. Haven vender vi tilbage til, professoren er først en præsentation værd:

Gregers Nørby fungerede som overlæge på Marselisborg Hospital og var professor i epidemiske og medicinske sygdomme. Derudover underviste han medicinstuderende i klinisk medicin. Gregers Nørby var en imponerende mand. Stor og måske en anelse dominerende. Men også morsom. Han havde altid en sjov bemærkning klar. Gregers Nørby var en krævende person, både over for sig selv som læge og over for sine studerende. Alligevel var han populær blandt de studerende, og det afkrævede stor respekt, at han havde været overlæge i Den Danske Brigade under krigen. I øvrigt en omstændighed, han aldrig selv nævnede med et ord.

Når Gregers Nørby gik stuegang, havde han i takt med tiden ofte en hvid hale af yngre læger, praktikanter og sygeplejersker efter sig. Det var på en af disse ledsagede ture, at han gjorde et uudsletteligt indtryk på en ung studerende i »praktikanttjeneste« ved navn Jørgen Hels.

Og dermed er vi tilbage i haven på Nordfalster. Ovennævnte beskrivelse af Gregers Nørby kommer nemlig fra Jørgen Hels, der sidder under en rød parasol i en baghave i Nørre Alslev. Han er 72 år, stadig aktiv i lægevagten og ikke et sekund i tvivl om, at Gregers Nørby stadig er den eneste mentor.

På grund af en eneste stuegang for knap 50 år siden?

»Ja, gudfaderbevares, det er snart 50 år siden. Men det er en begivenhed, som jeg tror jeg har haft gavn af hver evig eneste dag siden.«

Jørgen Hels ligner det, han er: En praktiserende læge. I fornuftige mørkeblå Fjällräven-bukser og en småternet skjorte med korte ærmer. Hvidt hår og troværdige øjne. Han har albuerne placeret på stofdugen, armene krydset, og hænderne holder fast i den modsatte overarm. Sådan sidder han helt roligt og ser for det meste skråt ned i græsset, mens han sender tankerne 50 år tilbage til en stuegang med Gregers Nørby.

De stod på en »sygestue« med seks eller otte patienter. I en af sengene lå en kone på omkring de 60 år med et rigtig grimt udbrud af helvedesild på maven. Der var heller ikke dengang så meget at stille op mod helvedesilden ud over morfin og andet smertestillende. Alligevel gik overlæge og professor Gregers Nørby også denne dag hen til kvinden og så på zosteren, akkurat som han havde gjort de foregående dage. Men denne dag vendte Gregers Nørby sig mod følget af unge håbefulde læger, der stod rundt om ham, og spurgte:

Hvorfor ser jeg på den zoster?«

Det var der ingen, der kunne svare på.

»Hjælper det på zosteren?« spurgte Gregers Nørby så.

Det gjorde det jo ikke, og det hvide følge rystede på hovederne. Og derefter landede Gregers Nørby sin pointe, som i virkeligheden dækkede over en hel behandlingsfilosofi:

»Næh, men det hjælper på patienten.«

Jørgen Hels er en fortæller. Men sin sprøde falstringske stemme, lever han sig ind i historien og bevæger sig op i slutningen af sætninger, nu holder han en pause, inden han afleverer de forløsende ord:

»Det er det, jeg synes, jeg har haft brug for siden. Den kliniske undersøgelse er ikke bare en undersøgelse, det er i virkeligheden ofte også en behandling.« Han synker, som om han selv skal fordøje sine egne ord.

»Jeg ved godt, at det ikke går hver gang, man har en patient. Men masser af gange. Endnu forbavser det mig, at hvis man laver en omhyggelig undersøgelse, aftager symptomerne. Man kan have en patient, der kommer med ganske svære rygsmerter - hvis man så går dem ordentligt klinisk igennem og konkluderer, at patienten ikke har nogen diskusprolaps - det er som regel det, de er bange for, og det er sjældent det, det er - så forsvinder mindst halvdelen af smerterne. Somme tider alle smerterne. Og det forbløffer mig endnu.«

Han fnyser et grin og gentager pointen:

»Det er ganske forbavsende. Undersøgelsen kan være behandlingen.«

Men dermed siger du også, at det er psykisk?

»Nej. Det vil jeg ikke sige.«

Hvorfor virker det så?

»Det vil jeg ikke sige, at jeg ved. Men smerte er jo et begreb, vi ikke præcist kan gøre rede for. Og at det er modulerbart, er i hvert fald sikkert nok. At smerte kan forstærkes af forskellige omstændigheder - også psykiske - er der ingen tvivl om. Men det kan også formindskes.«

Hvad er det så, der gør, at halvdelen eller mere af symptomerne forsvinder?

»Jamen jeg ved det ikke. Det gør det bare.« Han ler. »Ikke altid, men meget ofte.«

Hvor ofte forsvinder symptomerne?

»Ni ud af ti gange lykkes det. Men der er jo nogen, hvor det ikke lykkes. Og der er sygdomme, man ikke kan finde ud af, og problemer, der ikke kan løses, hvor patienter vedbliver at være skeptiske. Måske med grund. Så må man finde andre veje.«

Han løfter blikket, smiler og griner lydløst.

»Så var det Nørby sagde, at man skulle sende bud efter en læge.«

Men den ene oplevelse gjorde, at han blev din mentor og stadig er det i dag 50 år efter?

»Ja, det er det centrale.«

Hvordan ændrede det din adfærd eller tankegang bagefter?

»Det gjorde, at jeg blev mere opmærksom på patienter. Når man er så ung, er man mest opmærksom på sig selv. Men netop den bemærkning gjorde, at når jeg var ved en sygeseng, blev jeg mere opmærksom på patienterne og patienternes lidelser og behov. Gregers Nørby fremhævede kliniske undersøgelser især over for den tiltagende teknificering af undersøgelsesapparatet. Det var moder klinik, der gjaldt.«

Hvad er så alternativet til Gregers Nørby-doktrinen?

»Alternativet er jo, at man har for travlt. I hvert fald, at patienterne ikke får indtryk af, at den undersøgelse, man laver, er omhyggelig, og det kan jo være smaddervanskeligt, hvis tiden er knap.«

Det, som du så Gregers Nørby praktisere, og som du selv har taget til dig - synes du, at det er en mangelvare blandt kolleger i dag?

Han venter lidt, så kommer det mørkt: »Det kan man godt komme ud for.«

Det lyder som en jysk udtalelse?

»Jeg vil jo ikke lægge mig ud med mine kolleger,« siger han med et lumsk blik.

Så efter denne oplevelse for 50 år siden har du hver eneste dag ...

»... Ja, stort set.«

... tænkt på Nørbys lære eller brugt den?

»Jeg forsøger at lade patienten få det indtryk, at jeg har tid nok. Det er heller ikke altid nemt. Jeg prøver at lave den kliniske undersøgelse så målrettet og alligevel omhyggeligt, som jeg kan. Og jeg ser, at det virker.«

Hvordan ser du det?

»M an kan mærke på patienten, om vedkommende er tilfreds eller ej. Eller fortsat skeptisk, bekymret, angst, eller hvad det kan være.«

Hvis jeg skulle være djævelens advokat, så ville jeg sige, at ja det hjælper måske på patientens trivsel og velbefindende at have en læge, der giver sig god tid til en undersøgelse, men det hjælper jo ikke på patientens sygdom?

Jørgen Hels trækker vejret langt ind, inden han langsomt begynder at svare:

»Jeg tror, at de to ting hænger sammen. Jeg mener, at det vil være en fordel for en patient, at så mange af bekymringerne som muligt bliver overtaget af lægen.«

Prøv at forklare helt konkret, hvad du gør for at give patienten indtrykket af, at du tager bekymringerne på dig?

»Der er ikke nogen original eller speciel fremgangsmåde. Kun det almindelige: Man laver en anamnese, og man laver en omhyggelig klinisk undersøgelse og beslutter derefter, hvad der så skal foretages; længere er den historie ikke. Det væsentlige er kun, at patienten får indtryk af, at man er omhyggelig, og at man har tid nok. Og at man deltager i patientens bekymringer.«

Men hvordan giver man indtryk af, at man har tid nok - det har man jo ikke.

»Nej,« ler han. »Det har man ikke. Det har du såvist ret i.« Han holder en lang pause og begynder så at remse op: »Bevare roen.« Pause. »Udvise empati.« Pause. »Patienten skal føle, at man tager den med ro. At der så er uvejr inde i en selv, tvivl og pres, det er en anden sag.«

Breve til Søren

Gregers Nørby døde i 1968, så i stedet ringer Ugeskriftet til hans søn Søren. Han er også læge men specialiserede sig i genetik og er nu pensioneret fra det lektorat, han endte i ved KU's sundhedsvidenskabelige fakultet.

Efter at have fortalt Søren Nørby historien om stuegangen for 50 år siden spørger vi, om han kan genkende sin far.

»Det kan jeg godt. Han havde stor empati og var meget afholdt af patienterne.«

Han bliver beskrevet meget positivt, men også som dominerende?

Han var meget dominerende. Også i familien. Han havde både fysisk og åndelig pondus og var altid centrum. Det gjorde blandt andet, at jeg ikke blev kliniker. Jeg skulle ikke være en stor mands lille søn. Det kunne jeg slet ikke leve op til,« ler Søren Nørby, »og min nysgerrighed og interesse gik da også i en mere basalbiologisk retning.«

Har han også været din mentor?

»Både ja og nej. Under 1. del boede jeg hjemme, og dér lærte han mig bl.a. at systematisere indlæringen af anatomi vha. diagrammer, som jeg udarbejdede og satte op på væggen i mit værelse, så de altid var for øje. Resten af studiet foregik i København, og dér var jeg i nogen grad uden for rækkevidde. Men han skrev dog breve til mig. Ikke »Kære Søren, Hvordan har du det ...«. Det var mere sådan her: »Kære Søren, Uklar urin kan skyldes ...«, og så fulgte en systematisk gennemgang. Det blev til en helt samling breve, som han faktisk delte ud til sine studenter. Så en del ældre læger kender mig igennem de der »Breve til Søren«. Far havde også mange slogans, som mange har tillært sig og husker. Når man skulle optage journal på patienten, skulle man fx starte med at spørge: »Hvor længe har De været syg?« Og derefter: »Var De rask før den tid?«

Så var isen brudt?

»Ja, og det skete jo ofte, at patienten ved nærmere eftertanke ikke kunne svare ja til det andet spørgsmål, så det førte til yderligere oplysninger af betydning for diagnosen. Og det var jo vigtigt, for som min far også sagde: »Hvad er den værste død?« Svar: »Døden uden diagnose!«

Blå bog:

Jørgen Hels er 72 år og bor i Nørre Alslev på Nordfalster med sin kone Lis. Parret har fire børn.

Jørgen Hels blev færdig på Aarhus Universitet i 1961. Fra 1971 til 1999 var han praktiserende læge i Nørre Alslev. Jørgen Hels tager stadig 1-2 vagter om ugen i lægevagten i Nykøbing og Nakskov. Det nyder han, og han truer sin kone med at fortsætte, indtil han bliver 80 år.