Skip to main content

Læren af universitetsskandalerne

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

1. apr. 2011
2 min.

Hvad er det, der sker på universiteterne i Danmark lige for tiden? Milena Penkowa- sagen belaster Københavns Universitet. Aarhus Universitet skældes offentligt ud for den måde, det omstrukturerer på. Og CBS har netop fyret sin rektor.

Ugeskriftets faste blogger om ledelse, lektor på CBS, phd Morten Knudsen, drager i sit seneste indlæg læren af turbulensen på universiteterne.

Sådan definerer han problemet: »På universiteterne er den øverste ledelse selvsupplerende og står ikke til ansvar for nogen. Så resultatet er en ledelse, som ikke ved noget om det, den er sat i spidsen for, som ikke står til ansvar for nogen, og som ikke behøver lytte til andre end sig selv«. Det er Universitetsloven, den er gal med. Den »er udtryk for den tendens til centralisering af beslutningsstrukturer, som man ser mange steder i den offentlige sektor i disse år - også i sundhedsvæsenet«, skriver Morten Knudsen.

Og hvad kan man så uddrage af det?

»Moralen er, at ledelsesstrukturer med en topledelse, som ikke står til ansvar for nogen, risikerer at give uansvarlig ledelse - og at centraliserede og simple ledelsesstrukturer i komplekse organisationer giver ineffektivitet. Læren er, at magtdeling, styrkelse af decentrale niveauer og strukturer, som tvinger ledelsen til at lytte til andre end sig selv, i det lange løb kan vise sig ikke at være en hindring for effektivitet, men en forudsætning«, skriver han.

Læs hele indlægget på ugeskriftet.blogspot.com