På Børnemodtagelsen på Herlev Hospital må man godt sige, hvis der er noget, man er usikker på eller ikke kender til, uanset om man er grøn eller erfaren. Det er nærmest en forventning. For sådan skaber man en uddannelseskultur.
Tavlemøde. En daglig foreteelse på mange hospitalsafdelinger, hvor der bliver gjort status over patienterne, og når vagten skal overdrages. Men det er også en oplagt mulighed for læring.
Og den griber man på Børnemodtagelsen på Herlev Hospital. Fire gange om dagen samles sygeplejersker og læger om tavlen, hvor hver patient bliver gennemgået. På dette møde, som Ugeskrift for Læger overværer, og som af hensyn til en udenlandsk lægestuderende foregår på engelsk, griber overlæge og områdeleder Marianne Sjølin Frederiksen flere gange chancen for at etablere noget læring. Hvorfor har den veltrænede, feberfrie 13-årige dreng så meget kvalme og er så træt?, spørger hun de unge læger. Hun siger ikke, at det er et tegn på det og det, nej, hun spørger de unge læger om, hvad de tænker, at det kan være. De kommer med forslag, og Marianne Sjølin Frederiksen kommenterer og spørger, hvilke undersøgelser, de synes, der skal sættes i gang. Hun lytter og supplerer deres forslag med den ældre læges viden og erfaringer.
IKKE FORMALISERET
„Vi har kun få formaliserede læringssituationer. Vi forsøger i stedet at skabe en uddannelseskultur på afdelingen. Det betyder, at vi griber de situationer, hvor der kan være noget at lære. Vi tager det ad hoc og tager os tid til at sige, at nu diskuterer vi lige denne patient, og så bliver vi alle klogere“, siger Marianne Sjølin Frederiksen. Hun understreger, at det er afdelingsledelsens beslutning, at bruge kræfter på at skabe en uddannelseskultur.
„Jeg tror, at det handler meget om de rammer, man skaber. At der er den tryghed, der skal til, for at folk føler, at det er o.k. at stille spørgsmål og få forklaret tingene på det niveau, som man nu en gang er på. Vi gør meget ud af, at man skal kunne stille spørgsmål uden at føle sig dum“.
Det fører til meget snak og en i øvrigt meget positiv evaluering, som en uddannelseslæge sagde efter et forløb: „Hold da op, hvor I snakker!“, fortæller Marianne Sjølin Frederiksen. Hun fortsætter:
„Som ældre kolleger bliver vi stillet spørgsmål, og vi siger ikke bare, du skal gøre sådan og sådan, men spørger: ’Hvad har du selv gjort dig af tanker om, hvordan du kan håndtere denne situation’. Vi sætter et spejl op for dem og giver dem et refleksivt feedback. Ofte inddrager vi andre medarbejdere og andre faggrupper, så flere kan byde ind. Det sjove er, at man som ældre læge ofte selv bliver udfordret, fordi der ikke sjældent kommer forslag op, som man ikke selv har overvejet“.
UNGE LÆGER: VI HAVDE BARE TRAVLT UDEN AT LÆRE NOGET
Den bevidste opbygning af en uddannelseskultur var oprindelig en reaktion på, at de unge læger klagede over al den tid, der gik i akutmodtagelser og med vagtarbejde.
„Vi har vagtarbejde hele tiden, og vi lærer ikke noget, sagde de unge læger. Det provokerede mig, for man kan lære noget af hver eneste patientkontakt. Så måtte jeg jo gøre noget ved det“, siger Marianne Sjølin Frederiksen.
Som konsekvens indførte man på Børneafdelingen på Glostrup Hospital i 2009 som den første
Faktaboks
„Speciallægens funktion er at supervisere de unge læger til at brede viften ud i deres overvejelser om, hvad patienten fejler, og hvilke undersøgelser der er relevante. Vi ønskede at undgå, at de gik rundt og følte sig alene blandt sygeplejersker og handlede efter første indskydelse, som vi andre gjorde, da vi var unge læger. Hvis det gik godt, tænkte vi, at det nok var den rigtige måde at gøre det på, så det gør jeg også næste gang. Nu hjælper vi de unge læger til at lære noget af flest mulige af de kontakter, de har. Der er ingen patientkontakter, der er ligegyldige, siger vi, og ingen patienter, der bare skal igennem møllen“.
„Speciallægens funktion er at supervisere de unge læger til at brede viften ud i deres overvejelser om, hvad patienten fejler, og hvilke undersøgelser der er relevante. Vi ønskede at undgå, at de gik rundt og følte sig alene blandt sygeplejersker og handlede efter første indskydelse, som vi andre gjorde, da vi var unge læger. Hvis det gik godt, tænkte vi, at det nok var den rigtige måde at gøre det på, så det gør jeg også næste gang. Nu hjælper vi de unge læger til at lære noget af flest mulige af de kontakter, de har. Der er ingen patientkontakter, der er ligegyldige, siger vi, og ingen patienter, der bare skal igennem møllen“.
GRUPPETRÆNING
„Hvis økonomer regnede på det, ville de nok ikke tilråde, at fire instruktører, fire sygeplejersker og fire læger otte gange om året bruger en hel dag på teamtræning. Men det er en ledelsesbeslutning at prioritere det“, siger Marianne Sjølin Frederiksen.
Teamtræningen foregår på vores akutstue som klassisk simulationstræning af modtagelsen af et meget sygt barn. Der er et fagligt indhold, der drejer sig om, hvordan vi håndterer forskellige typer af akutte sygdomme.
„Men vi har meget fokus på, hvordan vi kommunikerer i denne situation, hvordan man påtager sig den rolle, som nu giver mening i denne situation. Det giver på længere sigt en højere kvalitet i behandlingen, og det giver samtidig en sammenhængskraft i personalegruppen, at man således har stået sammen i disse situationer og har følt sig usikker og dum, men teamet tilsammen løste opgaven. Det kan man, fordi der er tryghed i det læringsrum, og man ved, at ingen hører om det bagefter. Og det virker. Jeg ved fra yngre læger, at det har givet dem en anden ro, når de skal tage imod meget dårlige patienter, der kommer ind med ambulancen“.
UDFORDRENDE
Al denne snak og al denne feedback, som uddannelseskulturen består af, er dog ikke bare en dans på roser. Der er udfordringer, ikke bare for de unge, som skal lære, men også for dem, der skal lære fra sig.
„Det er derfor, at projektet med ’den lærende stuegang’ ikke er lykkedes, endnu i hvert fald“, siger Marianne Sjølin Frederiksen. Det handler om, at en uddannelseslæge og en speciallæge skal gå stuegang sammen. De udvælger to patienter, som de skal lære af. Speciallægen foretager så stuegangen på sin patient, mens den unge læge ser på. Og omvendt. Bagefter er det så meningen, at de skal gå ud og tale om, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde, og samtidig kan de skrive deres journalnotater, så det ikke behøver at tage så meget ekstra tid.
„Men det er vi ikke lykkedes med“, siger Marianne Sjølin Frederiksen og henviser til, at det selvfølgelig kan skyldes travlhed, men det tror hun nu ikke er eneste årsag.
„Udfordringen er de ældre læger, der synes, at det er svært. Jeg tror, at de føler, at de er lidt til eksamen. I en traditionel mesterlære siger den ældre til den yngre, nu skal jeg vise dig, hvordan det skal gøres. Men her skal de have en dialog bagefter, hvor der bliver stillet spørgsmål om, hvorfor de valgte at gøre sådan og sådan og sige sådan og sådan til patienten og de pårørende. Jeg tror, det føles lidt farligt “.
Hun tilføjer: „Vi har det i uddannelsesteamet lidt svært med, at det ikke er lykkedes, men det skal nok komme“.
