Landets mest effektive læge?

Patienten går ind til lægen. Patienten kommer ud igen.

Hos de fleste læger går der 10-15 minutter mellem de to begivenheder, men hos Søren Gam i Randers går det anderledes tjept.

Den dag, Ugeskriftet besøger, hvad der formentlig er landets mest effektive almene praksis, er der et par af patienterne, der tilbringer under fem minutter i konsultationen. Og det er vel at mærke i den almindelige konsultationstid. Hver dag har Søren Gam også afsat 1,5-2 timer til åben konsultation, hvor folk kan komme uden at bestille tid, og hvor de er vant til, at tingene ekspederes lynhurtigt.

Til gengæld er der så også patienter, som tager betydeligt længere tid. Tid, som de får. Og det er sådan, tingene hænger sammen.

»Det, der skal tage fire minutter, det tager fire minutter. Det, der skal tage et kvarter, tager et kvarter«, som Søren Gam forklarer.

Hans praksis har p.t. 3.040 patienter - på et tidspunkt var han oppe på 3.107. Normtallet er 1600.

Egentlig burde der ifølge overenskomsten være lukket for tilgang allerede ved 2.542, men der skete en fejl, så der ikke blev lukket alligevel. Da regionen opdagede det kolossale antal patienter, forklarede Søren Gam, at han ikke havde noget besvær med at overkomme dem, og det blev aftalt, at han kunne fortsætte. Han får almindeligt basishonorar for dem alle. Der blev dog så lukket for yderligere tilgang, og praksisen forventes »normaliseret« via naturlig afgang.

Visse forudsætninger

Det siger sig selv, at en del forudsætninger skal være opfyldt for at kunne servicere så mange mennesker.

Søren Gam er for eksempel tydeligvis ferm til at multitaske. Mens han svarer på spørgsmål, taster han f.eks. samtidig ting og sager ind på sin computer, holder øje med venteværelset og får også konfereret med sin sekretær, Sanne Johnson.

Hun er også en af forudsætningerne. Hun ekspederer f.eks. recepter, fornyelser osv., så Søren Gam kan nøjesmed at skrive dem under - foruden at hun sørger for det praktiske f.eks. med den booking, der ikke foregår over internettet.

Men yderligere hjælpepersonale er der meget lidt af. I lokalerne sidder der i alt fem praktiserende læger - de fleste i solopraksis - og to børnelæger, som driver en børneklinik. Sammen deles de om en laborant og en receptionist.

Søren Gams erfaring er også en vigtig forudsætning. Han har haft sin praksis i Randers siden 1992.

»Det siger sig selv, at sådan gik det ikke, da jeg startede. Men da jeg først havde lært patienterne at kende, udviklede det sig stille og roligt«, siger han.

Og endelig er den måske vigtigste forudsætning, at Søren Gam er en læge med sikkert håndelag.

»Jeg går ikke rundt og er bange for klagesager. Det ville være unaturligt, hvis der ikke sker fejlskøn på et eller andet tidspunkt i et langt lægeliv - det gælder også for mig. Men jeg rekvirerer f.eks. ikke vildt mange røntgenbilleder til støtte. Jeg stoler på mig selv«, siger han.

Han stoler også på patienterne.

»I min dagligdag er intet nyt godt nyt. Patienterne får relevant behandling, men jeg overchecker ikke«, siger han.

Ligeledes gør Søren Gam meget for løbende at få patienterne til at stole på sig selv og ikke løbe til lægen med det mindste.

Derimod er der ikke noget særligt ved Søren Gams patienter, som gør dem nemmere end andre. Der er tale om en blandet landhandel med både patienter fra by og opland - nogle fra temmelig langt væk endda - og såvel unge som gamle.

Rødvin og motion

Søren Gams patienter har indtil videre ikke blot forskånet ham for klagesager, men også givet ham pæne ord med på vejen i DANPEP-undersøgelsen om patienttilfredshed.

»De var især tilfredse med tilgængeligheden«, siger Søren Gam og griber undersøgelsen fra en hylde.

Det tror pokker. Søren Gams sekretær fortæller, at patienter normalt kan komme til samme dag eller næste dag.

Det ser ellers helt umuligt ud, når man kigger på Søren Gams skærmbillede for dagen efter. Der er fuldt booket op med patienter, som er sat til at arrivere med et kvarters mellemrum. Men det er et helt forkert indtryk.

»Ork, der er masser af tid. Det kan jeg se, fordi jeg kender dem«, siger han og peger.

»Se f.eks. ham her - det kommer max. til at tage fem minutter«.

På trods af de mange patienter - rekorden er omkring 65 på en dag, vurderer Søren Gam - virker lægen ikke specielt stresset. Men der kan godt være travlt. Ugen inden, Ugeskriftet kommer på besøg, havde praksisen 25 mennesker igennem på den halvanden time, der er åben konsultation hver onsdag eftermiddag. Men så varede konsultationen også til klokken 18.00.

Søren Gam vurderer, at han har en arbejdstid lidt over 37 timer - op imod de 40 - om ugen.

»Man kan håndtere sådan noget på to måder. Ved at tage en flaske rødvin - det gør jeg fredag aften. Og ved at motionere - det gør jeg resten af ugens aftener. Jeg skal helst have motion hver dag, for ellers kan jeg ikke holde til det«, siger han.

Men selv den mest effektive læge må have en grænse - hvor går Søren Gams?

»Det her er, hvad jeg oplever som min kapacitet - det værste, jeg ved, er at sidde og hænge. Men jeg ved ikke, hvor den øvre grænse er«, siger han.

Antallet må op

Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), er meget interesseret i, at danske læger ville tage flere patienter, for så kunne problemet med lægemangelen i almen praksis bedre løses.

»Vi må undersøge de gode eksempler og se, hvordan de gør det, og hvordan vi kan understøtte det - med hjælpepersonale eller hvad der nu skal til«, siger Bent Hansen.

»Tallet skulle gerne op på 2000 patienter eller måske mere«.

Spørgsmålet vil uden tvivl dukke op i de næste overenskomstforhandlinger, der p.t. er under forberedelse, men ikke gået i gang endnu.

»Tallet på 1600 tilmeldte er ikke noget helligt tal for mig. Mange har jo vist, at de kan tage flere«, siger Kristian Ebbensgaard (V), formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

»Udgangspunktet er jo, at vi får færre læger de kommende år. Så må vi se på, hvordan man kan nytænke og få en højere grænse, samtidig med at de læger, der er der, ikke bliver overbelastede, og patienterne får samme service«, siger han.

Nedre grænse

Hvordan de kommende forhandlinger om almen praksis' arbejdsvilkår end spænder af, kan det vise sig kortsigtet at fokusere udelukkende på at få grænsen sat op. Det mener praktiserende læge, dr. med. og professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet, Frede Olesen.

»Det kan ikke generelt anbefales at sætte konsultationstiden for den enkelte patient ukritisk ned, selv om enkelte læger godt kan klare det. Det kræver, at man har rutinen og lægger arbejdet godt tilrette«, siger han.

Han tror mere på, at en omfordeling af arbejdet kan løse lægemangelen.

»Det kan typisk være ved opgaveglidning - måske helt væk fra almen praksis. Og så kan man f.eks. i overenskomstforhandlingerne søge at få støtte til hjælpepersonale. Det burde man efter min mening have gjort for længst, fordi vi vidste, at lægemangelen var på vej, i stedet for f.eks. at forhandle normtallet ned og ukritisk give adgang til at indføre delepraksis«, siger han.

Efter Frede Olesens mening er det imidlertid en god ide at bibeholde et loft over antallet af patienter.

»Hvis vi lige ser bort fra den aktuelle situation med en lokalt meget akut og ubehagelig lægemangel, som vidtgående skyldes kortsigtet planlægning, så sikrer vores rammeaftaler en rimelig fordeling af læger over hele landet, og det skal vi værne om«, siger Frede Olesen.

Fem spørgsmål til Michael Dupont, PLOs formand

Er over 3.000 patienter for en læge i solopraksis for mange?

»Der findes unikummer alle vegne. Det er jo godt i en tid med lægemangel. Men tiden til den enkelte patient må være begrænset. Der må være nogle benhårde prioriteringer«.

Men hvis lægerne tog flere patienter, var lægemangelen vel løst?

»Det er ikke sikkert, at den måde at arbejde på kan anvendes i andre praksiser. Man kan ikke bruge et enkelt enestående eksempel på, at én kan løbe ekstra hurtigt og ekstra langt til at sige, at så kan alle. Det ville være som at sige, at fordi Mette Jacobsen kan svømme 100 meter på et minut, så må alle kunne det, bare fordi de kan svømme«.

Går du ind for at sætte normtallet op?

»Egentlig ville jeg helst have det nedsat. Eller fastholde det, hvor det er, og så indføre incitamenter for læger, der ønsker at gå op til f.eks. 2000. Men det skal være frivilligt. Tvinger man alle til at gøre det, risikerer man, at det giver bagslag«.

Hvordan bagslag?

»Gør man det til en regel, at man skal tage så og så mange flere ind, risikerer man, at der er nogen læger, som ikke kan magte det og så holder op. Men jeg vil gerne være med til at belønne dem, der selv ønsker at tage flere«.

Giver det ikke ulighed og forskelsbehandling blandt lægerne?

»Jo. Men hvad skal man gøre i en tid med lægemangel?«