Skip to main content

Det var stressinduceret psoriasis og eksem, der for over 40 år siden tvang Bent Bjerre væk fra en hospitalskarriere som kirurg og fik ham til at se sig om efter en stille landsbypraksis.

Valget faldt på en gammel praksis med en smuk lægebolig i Rynkeby på Fyn, nogle få kilometer fra det idylliske Kerteminde. Lægen, dr. Svendsen, var langtidssygemeldt. Han havde for nylig mistet sin kone og ville gerne væk for at blive skolelæge. Så købet kom hurtigt i stand, og Bent Bjerre var nu landsbylæge - for ca. 2.500 mennesker plus deres børn i 13 sognekommuner og lige så mange sygekasser.

Man gik altid til doktoren først

»Prisen var 250.000 kroner: 130.000 for huset, og praksis-goodwill kostede 120.000. Det syntes jeg, var frygtelig mange penge«, siger Bent Bjerre.

»På det tidspunkt var det endnu let at afhænde en praksis, men det varede ikke længe, før det blev svært. I løbet af 1960'erne udbyggede man hospitalerne kolossalt og ansatte mange læger. Og når der har været muligheder på sygehusene, er det altid gået ud over praksis. Der havnede man først, når det var svært at finde en hospitalskarriere«.

Almen praksis var ikke et speciale i 1963. I princippet kunne man nedsætte sig lige efter overstået turnus - som dengang kun omfattede et halvt år i hhv. medicin og kirurgi. Så Rynkeby kunne godt være tjent med sin nye læge, der havde 13 års hospitalserfaring, især kirurgisk, et års kandidattid på Rigshospitalets fødeafdeling og endda en kort periode som praksisamanuensis med i bagagen. Bent Bjerre var godt rustet til at overtage en landpraksis i en tid, hvor første stop så godt som altid var »doktoren« - sjældent sygehuset inde i byen.

»Det var en veldrevet praksis, jeg overtog. Dr. Svendsen var en mand i sin bedste alder, og han havde ført et omhyggeligt kartotek over patienterne - maskinskrevet! Og de vigtige ting var fremhævet med rødt«, fortæller Bent Bjerre.

»Konsultationen lå i stueetagen. I gavlen ud mod vejen var patientindgangen. Man kom gennem en lille entré og ind i et venteværelse med spisestuemøbler og et lavt bord til udtjente tidsskrifter og - viste det sig senere - syv lag linoleum på gulvet. Der var også et lille toilet og to rimeligt store konsultationsrum: Det forreste var et såkaldt samtalerum med skrivebord og kontorartikler, og det næste var undersøgelsesstuen med gynækologisk leje, sterilisator,

instrumentskab plus et kæmpemæssigt vægskab med forbindsstoffer og andet udstyr. Møblementet var i sort voksdug og forkromede rør. Der var også en stol, hvor folk kunne få undersøgt hals og næse, og hvor de i sin tid endda havde fået fjernet mandler og polypper - dog længe før min tid. Dengang tog de sig virkelig af de mest utrolige ting«.

En uhyggesnat

En moderne læge vil nok mene, at også Bent Bjerre tog sig af de mest utrolige ting. Som dengang han blev tilkaldt til et afsidesliggende bindingsværkshus nede ved mosen, hvor et fattigt husmandspar lige holdt næsen oven vande.

En nat ringede manden fra nabogården: Den var helt gal derovre, og husmandens kone havde lige vækket dem.

Fuldmånenætter med drivende skyer, der tænder og slukker for månens lys, får stadig Bent Bjerre til at tænke på denne nat, da husmanden havde hængt sig på loftet i den lille sidebygning.

Mens den rædselsslagne kone ventede udenfor, kravlede Bent Bjerre op ad en stige og gennem den åbne loftslem. I lyset fra lommelygten kom mandens fødder til syne. Lægen måtte skubbe først fødderne, siden benene og kroppen til side for selv at kante sig op. Den hængtes iskolde fingre gled ned over hans ansigt, inden han endelig nåede så langt op, at han kunne føle rebet om mandens hals.

Turde han skære rebet over? Stigen var spinkel, og den hængte var ingen letvægter. Bent Bjerre er selv en stor mand. Kunne stigen bære vægten af dem begge? Af respekt for den døde, og af hensyn til enken, kunne han ikke bare lade liget falde »som en sæk kartofler«. Pligtfølelsen sejrede over fornuften. Han skar med højre hånd, mens hans venstre fattede liget om sædet, så han kunne holde det over skulderen. Med denne uhåndterlige dødvægt klatrede han nedad, mens han afprøvede hvert trin ved gradvist at øge vægten på det.

»Kun det nederste trin holdt ikke, men jeg holdt balancen og fik den hængte lempet ned på gulvet«.

Det var ikke den eneste selvmorder, Bent Bjerre kom til at skære ned i tiden, da den praktiserende læge også var redningskorps, skadestue, skriftefader og socialrådgiver. Men hvad dramatisk effekt angår, er det »uhyggesnatten« ved mosen, han husker klarest.

Da lægen kørte på sygebesøg

Ved ankomsten til Rynkeby havde Bent Bjerre været spændt på, hvordan han ville blive modtaget.

»Det var meget tilfredsstillende at bo midt i gruppen af patienter. Folk interesserede sig for, hvad man gik og lavede - på godt og ondt. Til at begynde med var holdningen jo noget i retning af, at sådan en københavnersnude kunne da ikke finde ud af noget her ude på landet. Så lånte jeg en traktor, som jeg kunne køre rundt på og hale træstød op på vores kæmpestore grund. Det hjalp noget«.

Privatlivet havde han efterladt i København. Herude havde telefoncentralen nummer 1. Lægens telefon havde nr. 2.

»Centraldamerne fulgte vist med i, hvor lægen kørte. Det var jo lidt mærkeligt men fandt efterhånden et acceptabelt leje. Og det kunne endda være en fordel. Engang jeg havde vagt og havde glemt telefonen nedenunder, kom centraldamens mand og bankede mig op, fordi jeg var kaldt ud på sygebesøg. Så det var jo en hjælp«.

Dengang kørte en praktiserende læge på mange sygebesøg: »De færreste havde endnu fået bil, og folk ringede som det naturligste i verden. For lægen gjaldt det om at klare flest muligt i konsultationen, hvor der jo også findes det bedste udstyr. Men konsultationen sluttede ved middagstid, så om eftermiddagen var der som regel fem-seks sygebesøg, plus det akutte, der kunne komme når som helst - både mens jeg havde konsultation eller var ude og køre«.

Radiotelefoni og tidsbestilling

Omkring 1970 rykkede Bent Bjerre sammen med en kollega ind i et nyt lægehus i Langeskov. Da det rygtedes, at doktoren åbenbart gik i flytteplaner, var der mange i Rynkeby, der blev sure, og Bent Bjerre var spændt på, hvor mange patienter han ville miste på den konto. Men langt de fleste var trofaste og holdt ved. Og da mange odenseanere samtidig var begyndt at flytte på landet, voksede patientskaren så stærkt, at de måtte tage en tredje kompagnon ind.

Der blev tjent gode penge, selv om renten på etableringslånene i en periode nåede op omkring 17%.

Men der skulle også køres mange

sygebesøg, og derfor besluttede Bent Bjerre at anskaffe en radiotelefon af mærket »Storno« med hovedstation i lægeboligen. Det gav anledning til kontroverser med kolleger, som mente, at lægen på denne måde blev til »jaget v ildt«. For Bent Bjerre var det snarere en måde at skaffe sig pusterum i løbet af arbejdsdagen:

»Hvis man var på vagtkørsel i yderkanten af sit distrikt, behøvede man ikke længere køre hjem for at høre, hvor man nu skulle hen. I stedet kunne man efter et sygebesøg køre en tur til stranden og vente på, at bilen dyttede, når der var et opkald hjemmefra. Det gav nogle gode frikvarterer«.

En anden kontrovers havde han med lægekredsforeningen, da han i Rynkeby, som en af de første indførte tidsbestilling. Foreningen mente, at det skulle takstsættes gennem forhandling med sygekasserne.

»Tidsbestilling var helt nødvendigt, og det endte med, at der altid skulle bestilles tid i konsultationen. Det var en enorm lettelse for lægerne, og patienterne var tilfredse med, at de ikke længere skulle tilbringe en halv dag i venteværelset. Så det føltes lidt underligt at blive ringet op og skældt ud af sine egne«.

Læger til det hele

De tre læger i vagtkredsen kørte med treskiftevagt: Hvert tredje døgn havde man en vagt, der varede fra kl. 16 til kl. 8 næste morgen. »Ved ferier og sygdom var det naturligvis oftere«.

»Det var faktisk belastende. Fødsler, der selvfølgelig foregik i hjemmet, kom altid om natten, eller når man havde travlt i konsultationen, og de kunne godt tage lang tid«.

Det første år i Rynkeby havde der i gennemsnit været en fødsel om ugen. Og selv om de altid kom ubelejligt, husker Bent Bjerre nu fødslerne som livsbekræftende: De handlede ikke om sygdom og død, men om fremtid, forventning - og raske mennesker. Og han har aldrig oplevet en fødsel, der ikke gik godt.

»Lægerne var der til at tage sig af det hele, og vi fungerede i høj grad også som skadestue og tog os af en del småskader, som man i dag ville henvise til sygehuset«, siger Bent Bjerre.

Bent Bjerre var heller ikke bleg for at foretage mindre kirurgiske indgreb som fx at fjerne et dybtliggende fremmedlegeme, operere en fedtknude, en hammertå eller at sy en sene.

I skabet lå en række tandtænger, som fordums læger i Rynkeby havde brugt til at trække tænder ud med, og hvorfor ikke?, tænkte Bent Bjerre. Når de gamle kunne, så kunne han også i en snæver vending - og hvis tænderne ikke sad for fast.

»Jeg tror ikke, folk var mere eller mindre pivede dengang. Når man hævder, at ,folk render til lægen med alt muligt`, skal man huske på, at der altid ligger en ægte bekymring bagved. I øvrigt er det til dels lægernes egen skyld, når folk bliver bekymrede. Hver gang er havde været en ny kampagne om at gå til lægen ,i tide`, kunne vi mærke et øget pres i konsultationen«.

Lægen er de svages advokat

Tiden som landsbylæge bragte Bent Bjerre meget tæt ind på livet af alvorligt syge mennesker, hvor han nogle gange følte, at han kom med tomme hænder, men alligevel oplevede, at han havde bragt opmuntring ved at hjælpe efter bedste evne. Og nogle gange kunne alvorlige symptomer - et insulinchok, et alvorligt epileptisk anfald - afhjælpes som ved et mirakel ved en enkelt indsprøjtning.

Bent Bjerres mange år i praksis har sat sig spor i form af en social medfølelse og indignation, der får ham til at mene, at »et land skal vurderes efter den måde, det behandler sine svage på«.

»Som praktiserende læge kommer man tæt ind på folk. Man oplever på nærmeste hold de svages nederlag og forstår deres frustration«.

»På medicinstudiet lærte vi, at vi ikke måtte engagere os følelsesmæssigt i patienterne for ikke at miste overblikket. Det er jeg lodret uenig i«, siger Bent Bjerre. Han har grædt med de efterladte, når et pludseligt, meningsløst dødsfald har knust deres tilværelse, siddet med en klump i halsen, når han har lyttet til en patients sørgelige historie, jublet med dem over glædelige begivenheder og været vred og indigneret med dem, når de er blevet dårligt behandlet i systemet.

Han lærte sig at være sine patienters advokat og at tage patientens parti i tvivlstilfælde:

»Patienten er den svage part, og det bør man aldrig glemme«.

Efter arbejdstid

Bent Bjerres karriere som alment praktiserende læge havde aldrig været planlagt. Det var heller ikke planlagt, da han ophørte:

»Jeg fik cancer og måtte have den ene nyre fjernet«, siger han. »Jeg regnede faktisk ikke med at overleve ret længe, så jeg valgte at trække mig tilbage. Det var i 1989«.

Siden er der gået 16 år, som den efterhånden 80-årige, livskraftige mand tilsyneladende har udnyttet godt.

Han har bl.a. skrevet en lille erindringsbog, »Læge på landet i 1960'erne«, der udkom som et tillæg til Månedsskrift for Praktisk Lægegerning i 1999.

»... Og så har jeg da også oversat en del. Mest fagbøger og opslagsværker. Kender du i øvrigt Roy Porter?«

Den pensionerede landsbylæge kigger over brillerne, Ja, man kender faktisk udmærket Porter. Det er ham med den over 700 sider lange »Medicinens historie«, et standardværk for enhver, der vil skaffe sig overblik over lægegerningens udvikling gennem tiderne.

Den har Bent Bjerre oversat fra engelsk. Og dikteret til sin kone, der var lægesekretær i ægtemandens praksis.

En ikke helt ringe bedrift at nævne tilfældigt, mens man er ved at tage afsked efter interviewet.