Skip to main content

Lang ventetid og unødige smerter på landets skadestuer

Selv om ventetiden er blevet lidt kortere på landets skadestuer, er der god plads til forbedring. De ventende savner også information og hjælp mod smerter, viser landsdækkende undersøgelse.

To tredjedele af besøgendse på landets skadestuer oplever problemer med ventetiden. Foto: Klaus Larsen
To tredjedele af besøgendse på landets skadestuer oplever problemer med ventetiden. Foto: Klaus Larsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

19. jan. 2015
3 min.

To tredjedele af de næsten 900.000 patienter, som årligt møder op i landets skadeklinikker og akutmodtagelser, oplever problemer med ventetid. Det fremgår af en landsdækkende undersøgelse, som offentliggøres i dag.

De fleste klager drejer sig om de begrænsede muligheder for at få mad og drikke i ventetiden, og at der er ingen eller dårlig information om ventetidens varighed og årsager. F.eks. oplevede seks ud ti patienter i undersøgelsen, at de ikke blev informeret om årsagen til eller udviklingen i ventetiden.

Ubehandlede smerter

Mange har desuden smerter, som heller ikke bliver håndteret, mens de venter.

30 pct. af de patienter, som angiver at have ondt, får ikke dækket deres behov for smertelindring, mens de er i akutmodtagelsen, fremgår det af undersøgelsen, som er den første landsdækkende undersøgelse af sin slags.

”Det er ikke godt nok, når næsten hver tredje patient på akutmodtagelserne oplever, at han eller hun slet ikke får tilbudt smertelindring”, siger formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, regionsformand Ulla Astman (S).

”Derfor har vi allerede sat gang i en undersøgelse af, hvad vi kan gøre for at forbedre smertelindringen, for vi må undersøge, hvordan det kan gøres bedre fremover.”

Blandt de patienter, der oplever ventetid, er det mellem 45 og 61 procent, som ”slet ikke” har fået information om udviklingen i ventetiden og årsagen til den, ligesom de heller ikke har fået at vide, hvor længe de kan forvente at vente, når de møder op på skadestuen.

Samtidig oplever fem ud seks patienter dog, at personalet lytter og er gode til at forklare om skader og sygdomme.

Ventetider

Efter stærk kritik af lange ventetider har flere regioner strammet sig an og dels indført ”fast tracks” for patienter med mindre skader, dels ansat flere medarbejdere. Alle regioner har desuden indført servicemål i form af maksimale ventetider.

Og noget har det da hjulpet. Sidste sommer viste en rapport, at den gennemsnitlige ventetid i Region Sjælland er nede på 20 minutter. I Region Midtjylland er den faldet til 25 minutter, mens den i Region Hovedstaden er faldet fra cirka 55 til 45 minutter.

Ulla Astman tilføjer, at det bør kunne lade sig gøre at sikre en ordentlig information om, hvorfor man venter, og hvor længe man kan forvente at skulle vente.

”Det kan enten være gennem en elektronisk løsning eller ved, at frontpersonalet yder den service til patienterne, siger hun i sin kommentar på Danske Regioners hjemmeside.

Resultaterne fra undersøgelsen er baseret på svar fra 6.764 patienter, der har haft et akut ambulant besøg, uden efterfølgende indlæggelse i perioden 20. august til 9. september 2014.

Læs rapporten her (pdf)