Skip to main content

Langt flere snager i patientdata

Antallet af sundhedsansatte, der politianmeldes for at snage i patientdata, er steget voldsomt.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
9. aug. 2016
1 min.

Antallet af sundhedsansatte, der snager i patientdata, er steget voldsomt.

I hvert fald politianmeldte Sundhedsdatastyrelsen sidste år 21 læger og sygeplejersker for at slå folk, som ikke var deres patienter, op i Det Fælles Medicinkort. Yderligere 50 sager blev henlagt uden politianmeldelse.

Det samlede antal politianmeldelser i årene 2011-14 var syv, og årligt oplevede Sundhedsdatastyrelsen kun fem sager, skriver Metroxpress.

Det er ikke oplyst, hvor mange af sagerne, der involverede læger. Det var tirsdag ikke muligt at få nogen i Sundhedsdatastyrelsen til at udtale sig, men Metroxpress havde talt med styrelsens direktør, Lisbeth Nielsen.

Lisbeth Nielsen siger, at det i de anmeldte sager kan dreje sig om ”læger, der slår familiemedlemmer op, eller en mand, der slår sin ekskone op”.

De 21 ansatte, som blev politianmeldt i 2014, fik bøder fra 4.000 til 15.000 kroner.

I alvorlige tilfælde kan snageriet straffes med afskedigelse, fratagelse af autorisation og i de mest alvorlige tilfælde op til fire måneders fængsel.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger til Metroxpress, at hun ”er åben over for at drøfte en yderligere stramning”.