Lav klog aftale om økonomi og ventetidsgarantier

Regeringen og Danske Regioner er for øjeblikket i nogle af de vanskeligste forhandlinger længe om sundhedsvæsenets fremtidige økonomi. Det afspejler, at vi er i gang med den mest omfattende reform af det danske sundhedsvæsen i mange år samtidig med, at samfundet for alvor begynder at mærke konsekvenserne af finanskrisen. Det skaber naturligvis nogle helt specielle omstændigheder omkring forhandlinger om økonomi, og i den situation kan man kun appellere til parterne om i det mindste at bruge pengene der, hvor de gør mest gavn. Og så i øvrigt undlade at udstede løfter om flere ting, som sundhedsvæsenets ansatte siden skal forklare ikke kan lade sig gøre.

I en situation med økonomisk smalhals kan det være nødvendigt at prioritere. Regeringen genindfører den 1. juli det udvidede frie sygehusvalg med en bred ventetidsgaranti på én måned. Regionerne har skønnet, at genindførelsen vil koste tæt på en mia. kroner. Hvorvidt det er for højt sat, skal vi lade være usagt. Men det forekommer indlysende, at det i den nuværende situation ikke er klogt at udsætte sundhedsvæsenet for risikoen for, at det kommer til at koste rigtigt mange penge, som tidligere erfaringer har vist. Som den er udformet, så har den været dyr for samfundet uden, at den er kommet de mest syge patienter til gode. Denne garanti gavner de »lette« patienter til skade for tungere patientgrupper såsom de ældre medicinske patienter.

Det vi også kan se er, at ventelisterne ikke er blevet kortere på grund af den ekstra kapacitet, der er blevet købt til. Der er blot sket en stigning i efterspørgslen. Sådan er sundhedsvæsenet. Sygdom er ikke en konstant størrelse. Flere patienter bliver behandlet tidligere for flere ting, og det koster. Men det er en underlig prioritering at fremme de lettere tilstande såsom slidte knæ, hofter, åreknuder etc., mens tungere patienter, der ikke har specielle garantier under kræftpakken eller hjerteplanen, bliver svigtet.

Vi har brug for differentierede ventetider efter diagnosens og sygdommens alvor for at løse opgaverne ordentligt i de kommende år. Der ligger allerede gode regionale erfaringer fra suspensionsperioden, og Lægeforeningen har også spillet ind med forslag, hvor vi er helt enige med de organisationer, der repræsenterer patienterne. Forståeligt nok har regeringen hidtil fundet det vanskeligt at forklare befolkningen, at en differentieret ventetidsgaranti er bedre end en én måneds garanti, når statskassen i øvrigt bugnede. Men argumentet holder ikke længere, hvis det nu også medfører, at kræftpakkerne, hjertepakkerne, psykiatrien, akutplanlægningen og den stærkt tiltrængte investering i sygehuse og it stækkes væsentligt.

Med den beskedne mulighed for vækst, som den nye finansminister for længst har meldt ud, risikerer vi at kvæste centrale dele af de fremsynede reformer, som er ved at blive ført ud i livet. Det gælder også kvalitetsudviklingen, som både regering og regioner har givet en høj prioritering. Og ikke mindst psykiatrien, som har fået rigtigt mange løfter, men endnu meget få kontanter. Hvis vi nu igen skal til at løse psykiatriens problemer med satspuljemidler, så er vi lige vidt. Hold fast i den langsigtede udvikling, prioriter fornuftigt og hold igen med løfterne.