Skip to main content

Lean for læger - nu også i almen praksis

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

5. okt. 2007
2 min.

Værdistrømsanalyser, procesoptimering og andre begreber hentet fra erhvervslivets verden har for længst indfundet sig på hospitalerne. Nu står almen praksis for tur.

»De rette ydelser i rette tid og i rette kvalitet«. Sådan står der f.eks. på et af A4-arkene fra konsulentfirmaet Deloitte, som en del af firmaets præsentation af noget nyt - effektiviseringsredskabet lean i almen praksis.

»Vi har lavet det konceptuelle og er nu ved at gå i gang«, fortæller partner Sten Peters fra Deloitte.

Meningen er at forbedre praksis' evne til at imødekomme allehånde stigende krav til patientkonsultation, administration, it, forløbshåndtering og ikke mindst det interne samarbejde, som i stigende grad vil komme i fokus i takt med, at læger slår sig sammen i større enheder - ofte sammen med andre faggrupper.

Det vil bl.a. sige at gøre arbejdsgange mere effektive, minimere spild og skabe »fejlfri og standardiseret opgaveløsning«, som der står i oplægget - alt med det ypperste formål at højne værdien for patienten.

Nu venter Sten Peters så på, at det til tider noget konservative og skeptiske lægemiljø skal få øjnene op for ideen. Når de først får det, regner Deloitte med, at succesraten i almen praksis faktisk vil være endnu større end på f.eks. hospitaler.

»Der er færre medarbejder og færre ledelseslag involveret, og dette handler meget om mennesker og kultur. Meget af det, der vil rykke noget i almen praksis, vil f.eks. være en kritisk gennemgang af opgavefordelingen mellem læger, sygeplejersker og HK'er«, siger manager Ina Dam, fra Deloitte.

Andre er inde på de samme tanker.

Center for PraksisUdvikling (CPU) på Fyn er efter en projektperiode [1, 2] gået i konkrete forhandlinger med i første omgang Region Syd og Region Midt om regionale CPU-kontorer og evt. fælles uddannelse af CPU-konsulenter.

»Lean-principperne er noget af det, vi vil inkorporere i CPU«, siger en af initiativtagerne, praktiserende læge Per Grinsted, som også har forfattet et skriftligt oplæg om emnet.

»De principper, som lean-konceptet har anvendt på sygehusene med succes, kan bestemt også benyttes dels i den enkelte almene praksis, dels i forhold til patientforløbene mellem almen praksis, sygehuse og kommuner«, som der står.


Referencer

  1. Center for PraksisUdvikling - en fremtidssikring af almen praksis! Ugeskr Læger 2007;169: 2136.
  2. Den gode praksis. Ugeskr Læger 2006;168: 4447.