Ledelse kræver mod og den rette personlighed

FAS-MØDE   Landets læger – ikke mindst overlægerne – føler sig klemt på rollen som ledere i sundhedsvæsenet. Sygeplejersker og djøfere indtager flere ledelsesposter, mens overlægerne i stigende grad melder pas. Men hvis lægerne skal have større indflydelse, kræver det et opgør med vanetænkning, ikke mindst i egne rækker, siger en af landets fremmeste ledelseseksperter, professor Steen Hildebrandt.

»Der har i både sundhedsvæsenet og andre dele af den offentlige sektor været en tendens til, at de professionelle mente, at de fagligt dygtigste skulle være ledere. Det er en af grundene til, at der gennem tiden har været eksempler på dårlig ledelse i den offentlige sektor. For man er ikke automatisk en dygtig leder, selv om man er blandt de fagligt bedste. Det er ganske enkelt ikke holdbart at forlange af folk, at de skal høre til den faglige elite og samtidig være gode ledere. Hvis lægerne ikke kan slippe den traditionelle holdning, ender det med, at man på sygehusene løser problemet ved at udpege ikkelæger som ledere«.

Foreningen af Speciallæger indbyder på sit årsmøde den 4. oktober medlemmerne til debat under overskriften »Ledelse – en lægelig opgave?«, hvor man også stiller spørgsmålet: »Kan læger lede – og ledes?«. Det svarer Steen Hildebrandt ja til, men med klare forbehold. For man kan ikke lære at blive en god leder, hvis man ikke har de nødvendige personlige egenskaber:

»Nogle læger kan lede, men andre kan ikke. Det handler i høj grad om personlighed. Det er et generelt problem at blive accepteret som leder. Første forudsætning er, at man selv betragter sig som leder og træder i karakter. Men mange evner ikke dette og påtager sig derfor kun nødtvungent lederskabet. Ledelse handler om personlig profil, empati, evne til at kommunikere, nærvær og visioner. Oven i det kan man så tilsætte uddannelse, for lederuddannelse er en god og nødvendig ting. Men man kan ikke læse sig til at blive en god leder«.

Behøver læger at blive ledet af læger?

»Selvfølgelig behøver det ikke være læger, der leder læger. Læger kan ledes af mange andre faggrupper, hvis lederen er dygtig. Det ser man gode eksempler på f.eks. i medicinalindustrien. Det er naturligvis en fordel med lægelige ledere, når man er tæt på det kliniske arbejde, men strengt taget er det ikke en nødvendighed. Desværre har debatten om djøfiseringen medført, at det kan være svært at finde en fornuftig arbejdsdeling, bl.a. fordi mange automatisk forudsætter, at djøferne kun har fokus på økonomi, kontrol, benchmarking og den slags. De bliver identificeret med nogle forhold, som under alle omstændigheder er i vækst og bliver på den måde til et fjendebillede. Det er uheldigt for alle parter«.

Er man i sundhedsvæsenet dygtige nok til at finde de gode ledere?

»Nej. Mange offentlige organisationer har haft en udpræget fremmedhed over for ledelse og reservation over for professionel ledelse. Men det er dog blevet mindre i de senere år. Hvis man vil finde de gode ledere – og give læger mulighed for at være ledere – handler det om at skabe en kultur på arbejdspladserne, hvor man spotter mennesker med de rigtige egenskaber, prikker til dem og animerer dem til at vælge en karriere som leder. Man kan opnå meget på den måde. Og så kan man selvfølgelig også komme et stykke vej med kontant belønning. En god løn er ikke odiøst, men tværtimod et helt almindeligt redskab, som man bruger i mange andre sektorer«.