Skip to main content

Ledende overlæge: »Ingen lægeopgave er for banal«

Journalist Sine Barrett-Madsen, sinemadsen@live.dk

19. maj 2011
4 min.

»Hallo, er det forvagten?«, lyder det fra speciallægen i røret. »Ja«, svarer Charlotte Wilken-Jensen i den anden ende. »Jamen, du er da overlæge«, lyder det undrende.

»Ja, men jeg har forvagtshyleren i dag«, lyder svaret. »Du har kaldt en læge - så må du have brug for en«.

Sådan refererer Charlotte Wilken-Jensen til, hvordan en telefonsamtale kunne lyde, når en speciallæge ringer for at få hjælp af en forvagt på Gynækologisk Afdeling. Traditionelt set er det reservelægerne, der har forvagten. Når Charlotte Wilken-Jensen imod alle traditioner tager forvagtshyleren, gør hun det, fordi hun mener, at det er med til at skabe en større balance i vagtbelastningen mellem de yngre læger og speciallægerne.

Viljen til at gøre op med det hierarkiske system stammer tilbage fra, da hun selv var ung reservelæge. Der oplevede hun det som ydmygende, at hun kun måtte varetage de mest almindelige rutinemæssige opgaver, hvorefter speciallægen kom og udfyldte de sidste huller i journalen.

»Det var intet uddannende ved den måde at opdele arbejdet på. Det er jo ofte det diagnostiske arbejde, man godt kan lidt som læge«, siger Charlotte Wilken-Jensen, som er glad for, at det område har ændret sig. I dag er det den læge, der tager imod patienten, som skriver hele journalen, og ofte foregår den sidste del sammen med en speciallæge, hvor de i fællesskab lægger en plan for patienten.

Forslag møder massiv modstand

Men der er stadig et langt stykke vej i fordelingen af arbejdet, mener Charlotte Wilken-Jensen. Da hun blev ansat i 2002 på Roskilde Sygehus, hed vagtstrukturen syv forvagter og 13 bagvagter. En struktur, som ifølge Charlotte Wilken-Jensen gav en stor forskel i vagtbelastningen for de yngre læger.

Hun foreslog derfor at fordele vagterne ligeligt, så både reservelæger og speciallæger ville få tre til fire vagter om måneden, samt oprette vagter med to speciallæger på vagt sammen, dvs. udføre forvagtsarbejde. Hun mener selv, at strukturen er indlysende logisk, for med to erfarne læger på arbejde vil patienterne blive afviklet hurtigere, og man undgår ophobning, hvis der skulle komme mange akutte patienter. Men forslaget møder stor modstand hos nogle af speciallægerne.

»De vil ikke kaldes til noget banalt som f.eks. at lægge et drop. For nogle læger er det enormt vigtigt at stige i graderne og slippe for at gå i vagt. Det giver prestige at have få eller ingen vagter«, siger Chalotte Wilken-Jensen, der slet ikke kan forstå, hvorfor nogle speciallæger insisterer på at have en forvagt, da arbejdsmængden er den samme.

Derfor har hun i de sidste syv år efterset vagtskemaerne og omfordelt, så alle har ca. lige mange vagter.

»Jeg tager selv forvagterne, hvis jeg kan se, at der er nogen, som skal aflastes. Nogle af dem, som har været de største modstandere af systemet, får en forvagt. Det er måske kyllingeagtigt, men det forebygger en masse konflikter«, siger hun.

Reservelæge Marie Diness, som arbejder på afdelingen, føler sig værdsat og respekteret i sit arbejde, når Charlotte Wilken-Jensen tager forvagterne.

»Vores arbejde er selvfølgelig forskelligt fra speciallægernes, men det er dejligt at møde en speciallæge, som også er villig til at udføre almindeligt forvagtsarbejde. Hvis hun kan se, at vi har travlt, så hjælper hun til. Det er rart, at der er en respekt og forståelse for vores arbejde, og man får virkelig lyst til at løfte i flok«, siger Marie Diness.

Team Arbejdsmiljø i Yngre Læger mener, at Gynækologisk Afdeling i Roskilde er et positivt eksempel på, hvordan der kan skabes en større forståelse for yngre lægers arbejde og vagtforhold.

»Det er ofte svært for yngre læger at medvirke til forandringer på en afdeling, fordi de ofte er der i så kort tid og hyppigt ikke integreres i afdelingen på samme måde som de fastansatte«, siger Josephine Obel, bestyrelsesmedlem i Yngre Læger, til Ugeskrift for Læger og påpeger, at et ønske om at skabe mere kommunikation om yngre lægers arbejdsforhold var baggrunden for, at Team Arbejdsmiljø iværksatte et vagtbytteprojekt sidste år, hvor en overlæge og en yngre læge byttede vagt. Her inspirerede ordningen afdelingsledelsen til at lave forandringer, der kunne lette arbejdsgangen for de yngre læger.