Leder: Den næste store brik

Organiseringen af det præhospitale område er den næste store brik i fremtidens danske sundhedsvæsen. Den bliver forhåbentligt lagt endeligt på plads af regeringens præhospitale udvalg senere i år. Men, som det fremgår af dette tillæg, så bliver der allerede tænkt mange tanker og afprøvet mange muligheder i den meget store mosaik, som der er tale om. For Lægeforeningen er det afgørende, at de fremtidige løsninger skaber sammenhæng på det akutte område, og at der overalt i landet er et tilbud, der sikrer borgerne kvalitet og tryghed i behandlingen.

Det vil formentlig være svært at finde nogen, der ikke vil nikke anerkendende til disse to forudsætninger. Hvor svært kan det være. Alligevel må vi konstatere, at der allerede nu er tilløb til løsninger, som ikke falder inden for dette ideal. Det gælder f.eks. i frontlinien ved alarm 1-1-2. Her er der desværre lagt op til den næstbedste løsning, hvor det fortsat er politiet, der tager telefonen, men viderestiller opkaldet til en sundhedsperson, hvis det er sundhedsrelateret. Det er svært at se logikken i denne løsning, når vi ved, at 80 procent af alarmkaldene handler om sygdom og ulykker. Det er da et fremskridt, at en sundhedsperson hurtigt kommer på banen, men hvorfor ikke tage konsekvensen fuldt ud?

Dernæst har regeringen i sit nye arbejdsprogram holdt fast i, at responstiden for ambulancehjælp under »normale omstændigheder« ikke må overstige 15 minutter. Vi anerkender, at det er let at forklare og er lanceret for at dæmme op for mere populistiske krav om at bevare et netværk af småsygehuse med utidssvarende akutfunktioner. Men det hører til i samme klasse som den forkætrede 1 måneds ventetidsgaranti, og er som den ikke fagligt begrundet. Også her ville det være fagligt mere relevant at prioritere de konkrete behov i den aktuelle situation. Er der tale om meget alvorlig sygdom eller ulykke, er det naturligvis vigtigt, at ambulancen kommer hurtigt frem, men det er mere interessant, hvad den kan præstere, når den er fremme.

Vores pointe er, at det er lægefaglig rådgivning og styring i det akutte forløb, der kan redde liv. Ikke hurtig responstid i sig selv. Hvis speciallægen er det første led i kæden - og det gælder altså både 1-1-2 og lægevagten - er der en større sikkerhed for umiddelbart at give de rigtige råd og disponere de rullende og evt. flyvende enheder derhen, hvor der er størst behov. Så vi taler om i givet fald at få speciallæger hurtigt frem til patienten, så den rigtige, evt. højt specialiserede, behandling kan gives umiddelbart på stedet og videreføres under transporten. Det afgørende er, at der er sammenhæng i forløbet og sikker kommunikation mellem fagfolkene, indtil patienten er afleveret til behandling hos speciallægerne på den integrerede akutmodtagelse. Som det fremgår af dette tillæg, så nærmer man sig nogle steder i landet dette ideal, bl.a. i Region Midtjylland, men bestemt ikke alle steder.

Endelig må det efterhånden stå klart, at de forsøg, der er gjort på at sammenligne den danske lægevagt med udlandet, falder ud til Danmarks fordel. Når lægen tager telefonen, bliver flere patienter færdigvisiteret og derfor ikke sendt videre i akutsystemet. Det er afgørende vigtigt, at et større antal patienter færdigbehandles ved indgangen til fremtidens akutsystem, hvis det ikke helt skal sande til i mængden af uvisiterede eller forkert visiterede patienter. Derfor skal vi koncentrere os om at forbedre den eksisterende organisation i stedet for at starte helt forfra, som bl.a. Danske Regioner ellers har foreslået.