Skip to main content

LEDER - Lægers erfaringer skal i spil i det nære sundhedsvæsen

FORMAND FOR LÆGEFORENINGEN
ANDREAS RUDKJØBING

18. apr. 2016
3 min.

For mange genindlæggelser. For mange patienter, som må tilbringe endnu en nat i en hospitalsseng, fordi der ikke er det rigtige kommunale tilbud.

Det er mange lægers oplevelser, når de »slipper« patienter for at sende dem videre til pleje- eller rehabilitering, viser en undersøgelse, som Gallup har udført for Lægeforeningen. Der er udbredt usikkerhed om det faglige indhold i kommunernes sundhedstilbud om rehabilitering og pleje. Dansk Sygeplejeråd og Ældresagen har også udtrykt alvorlig bekymring over kommunale sundhedstilbud til sårbare ældre patienter.

Det er en kæmpestor udfordring for sundhedsvæsenet at skabe sikkerhed for, at der også uden for de store sygehuse er garanti for tilbud af høj kvalitet. I nogle kommuner er man rigtigt dygtige til at løse opgaverne, og samlet arbejder kommunerne via KL også seriøst på at forbedre tilbuddene.

Men der er godt stykke vej endnu, før borgerne alle steder i landet har den fornødne sikkerhed for, at også lige præcis deres kommune formår at stille op med det sundhedsfaglige tilbud, som de har brug for. Det er uholdbart, at der er så stor variation.

Derfor er det også meget positivt, at Sundhedsstyrelsen nu – ifølge sit nye oplæg til en national handlingsplan for ældre medicinske patienter – bl.a. vil udarbejde faglige anbefalinger for de såkaldte kommunale akutfunktioner, for tidlig opsporing og opfølgende hjemmebesøg. Det er et vigtigt første skridt til at sikre samme høje kvalitet i hele landet.

Et andet afgørende skridt vil være, at vi får større faglig viden om, hvordan det nære sundhedsvæsen bedst hjælper patienterne med netop deres behov. Diagnose, netværk, mentalt overskud og andre faktorer spiller ind. Nogle patienter kan ikke overskue at skulle forlade hjemmet, mens andre er tryggest i et tilbud med døgnpleje. Derfor giver det god mening at sammensætte flere typer tilbud.

Der er i det hele taget meget at tage højde for. Det nære sundhedsvæsen er ikke en isoleret sektor. Og opgaverne ligger ikke kun hos kommunerne. At sikre udgående team fra sygehusene er f.eks. regionernes gebet. Patienterne vandrer på kryds og tværs mellem praktiserende læger, sygehusafdelinger, speciallægepraksisser og kommunale tilbud. Derfor er det også en fælles opgave for alle aktører at sikre, at vi har et velfungerende nært sundhedsvæsen, som »griber«, når det stadig mere specialiserede sygehusvæsen må »slippe«. Det lykkes kun, hvis sundhedsprofessionelle og politikere er enige om, hvordan opgaverne løses.

Af uransaglige grunde er hverken Lægeforeningen eller andre sundhedsorganisationer indbudt til at sidde med i den arbejdsgruppe, som sundhedsministeren har nedsat til at komme med et bud på et styrket nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er meget mærkeligt, at fagfolk på den måde vælges fra.

Ikke desto mindre vil Lægeforeningen insistere på at tage ansvar i dette politiske arbejde. Det er nu, at skitserne tegnes. På den baggrund har bestyrelsen sat emnet til debat på dette års Lægemøde. Læger har stærke faglige input til et velfungerede nært sundhedsvæsen. De skal i spil – først på Lægemødet og så i Sundhedsministeriet.