Content area

|

Lev fattigt, dø … gammel?

HISTORIE - En jysk gårdejer og lokalhistoriker undrede sig over, at sognets fattiglemmer levede syv år længere end andre på en underlødig diæt på kanten af sultegrænsen. Ugeskriftet dykker ned i arkivet.

Se på den lyse side: I lever meget længere! Bespisning af fattige i København omkring 1900. Foto: Holger Damgaard/Polfoto.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Hverken aldring eller ulighed i sundhed er nye temaer i Ugeskrift for Læger. Nogle gange overlapper de to eviggyldige emner endda hinanden. Det gjorde de i det mindste i et januarnummer i 1966, hvor man bragte et indlæg fra gårdejer og lokalhistoriker Svend Frederiksen fra Aasum ved Odense.

Det, som havde fået Svend Frederiksen til tasterne, var hans opdagelse af, at der var stor forskel »på almisselemmers og andre menneskers levealder«.

Han havde gransket Seden-Aasum Pastorats Fattigprotocol fra årene 1814-1864 (altså omtrent i perioden fra Danmarks tab af Norge til nederlaget ved Dybbøl). Den viste, at almisselemmerne i sognets fattiggård fik yderst sparsomme og dårlige madrationer.

Almisselemmernes daglige ernæring bestod af 350 g rugbrød, 20 g flæsk, 44 g gryn, 30 g smør og 1,1 l tyndt øl.

Som én af fattigforstanderne udtrykte det: »Fødes skal de, men fedes skal de Fanden støsme ikke!«.

Og det var ikke kun kvantiteten, det kneb med. Kvaliteten har heller ikke været den bedste, som det antydes af det øgenavn, en af leverandørerne gik under: »Per Ormeflæsk«, hed bonden, der leverede til en af fattiggårdene.

 

Med så usle rationer måtte Svend Frederiksen forvente, at fattiglemmerne i Aasum Sogn ville have en kortere levetid end sognets mere velaflagte indbyggere. Det gik han til sognets kirkebog for at dokumentere – og blev overrasket: For mens fattiglemmerne i gennemsnit levede 80,8 år, måtte sognets andre indbyggere nøjes med 73,3 år. En forskel på 7,5 år i fattiglemmernes favør.

Det krævede en nærmere undersøgelse, så Frederiksen indhentede de sammenlignelige tal fra 20 andre, vilkårlige sogne. Resultatet blev næsten det samme: Fattiglemmerne levede i gennemsnit 4,4 år længere end »de andre«.

Det rejste for Svend Frederiksen spørgsmålet: Hvorfor? Var det, fordi fattiglemmerne kom fra så barske vilkår, at »skravlet« døde tidligt? Måske levede de længere, fordi forsørgelsen befriede dem fra bekymringen for »det daglige brød«? Eller var det udelukkende den spartanske levevis, der var årsagen?

Forfatteren lod spørgsmålet stå åbent til d’herrer lægers behagelige overvejelse.

 

Svend Frederiksen var gårdejer og lokalhistoriker, men end ikke medicinen var på dette tidspunkt – i 1966 – kommet på den tanke, at en livslang sultekost og underernæring (på nutidsdansk: lavkaloriediæt, kalorierestriktion, faste) kunne virke livsforlængende. Men det er faktisk et felt, som aldrings- og ernæringsforskere i de senere år har vist stigende interesse for.

Men hvor sjovt er det så at leve i 100 år, hvis prisen er at leve som et fattiglem? Svend Frederiksen giver måske svaret:

Da en forpagter ved navn Niels for 117. gang havde drukket sig til delirium, formanede den gamle distriktslæge ham om, at han fra nu af kun måtte drikke vand.

»Vand, det er til heste«, svarede Niels.

»Ja, men så mælk, da«, foreslog lægen.

»Mælk er til kalve!«

»Ja, ja. Fortsætter De med øl og brændevin, så lever De ikke længe!«

»Så er det #&¤@§ også lige meget!«

 

Litteratur: »Almisselemmers levealder« (Ugeskr Læger, 1966, pp 59-61).

 

 

 

 

 

Blad nummer: 

Right side

af Camilla Bang | 29/11
2 kommentarer
af Stine Madsen-Østerbye | 29/11
1 Kommentar
af Kaj Seidelin | 29/11
6 kommentarer
af Pedram Kazemi-Esfarjani | 28/11
2 kommentarer
af Ulf Bern Jensen | 24/11
2 kommentarer
af Bodil Marie Nielsen | 24/11
2 kommentarer
af Toke Seierøe Barfod | 23/11
2 kommentarer
af Thorkild I.A. Sørensen | 20/11
1 Kommentar
af Kim Varming | 20/11
1 Kommentar