Lighed og rettigheder

Debat er alle demokratiske processers moder. Derfor er det positivt, at holdningerne nu brydes omkring Lægeforeningens udspil om lovfæstede patientrettigheder og etableringen af en patientombudsmand. Det skete på det tredje debatmøde om regeringens kvalitetsreform på Bornholm i sidste uge, og det sker på webloggen, jenswintherjensen.dk, som Lægeforeningen netop har sendt i luften. Blandt synspunkterne er, at Lægeforeningen måske skulle arbejde på at skabe flere rettigheder for læger i stedet for at tale så meget om patientrettigheder, at Lægeforeningen arbejder på at skabe mere bureaukrati, og at rettigheder giver større ulighed.

Hvad angår det sidste, så bygger det på den antagelse, at det er de stærkeste, der er bedst til at bruge nedskrevne rettigheder. Det er umiddelbart korrekt, men det er også sådan, at de stærkes evne til at få det bedste ud af deres rettigheder i anden omgang gavner de svage, det såkaldte »second loop«. De resultater, som de stærke skaber, bliver siden hen brugt af de svage eller kommer de svageste til gode, fordi andre tager hånd om, at de får gavn af kvalitetsforbedringer. Det kan på sundhedsområdet være pårørende eller patientforeninger. Som det er nu, bruger de stærke en anden ret, nemlig ytringsfriheden, til at få deres sager i pressen. Det giver ikke megen lighed.

Det er også ganske vigtigt, at man i diskussionen om rettigheder skelner mellem sundhedssektoren og andre sektorer. De rettigheder, som vi foreslår for patienterne, er for det første konkrete og skal kunne måles mod standarder, som sektoren selv producerer, bl.a. gennem Den Danske Kvalitetsmodel. For det andet er der netop på sundhedsområdet behov for ensartede landsdækkende normer, og at alle behandlingssteder bestræber sig på at blive lige så gode som de bedste. Syge mennesker er per definition den svage part, og patienter skal kunne regne med, at de får den samme gode behandling, uanset hvor i landet de bliver behandlet.

I forlængelse af rettighedsdebatten foreslår Lægeforeningen et nyt klagesystem, der er så lidt bureaukratisk, som det vel er muligt. Men vi mener, at der både er behov for et kvalificeret organ i form af et disciplinærnævn, der kan behandle sager mod sundhedspersoner, og et klagesystem, hvor patienterne kan få afprøvet deres fulde rettigheder, også om de fx har været udsat for systemfejl. Patienterne skal efter vores opfattelse have en patientombudsmand, der kan tage sig af sager på individniveau og tage sager op af egen drift ligesom Folketingets Ombudsmand. Men den helt overvejende del af klagerne skal klares lokalt i et ubureaukratisk system. Ved dialog på stedet mellem patient og behandler og ved, at man på behandlingsstedet forklarer eller undskylder.

Med forslaget om et disciplinærnævn demonstrerer vi, at vi sandelig også tænker på lægers rettigheder og ikke finder, at samfundet kan være det nuværende klagesystem og den tilfældige udhængning i gabestokken bekendt. Vi mener bestemt, at der er plads til forbedringer. Når vi har talt så meget om patientrettigheder skyldes det, at de i forbindelse med kvalitetsreformen kan være den motor, der får kvalitetscirklen til at køre. Til gavn for alle i sundhedsvæsenet.