Klassisk dannelse, teknologinørd og eliteforsker med politisk tæft. Liselotte Højgaard er blevet kaldt Danmarks mest indflydelsesrige forsker, og som bestyrelsesformand for Grundforskningsfonden er hun ikke til at komme uden om.
LÆGER LIGE NU Liselotte Højgaard går stik mod tidens trend ved at fortælle om sin manglende interesse for motion, og at hun elsker lagkage fra det fornemme konditori La Glace. Da en ph.d.-afhandling for nylig dokumenterede, at en halv times motion om dagen er lige så godt som en hel time, var hun begejstret. De daglige cykelture fra lejligheden på Grønningen til Rigshospitalet er rigeligt.
»Nej, der er bestemt ingen maratonløber gået tabt i mig«, siger hun leende.
Hun elsker at ligge på langs i sin grønne sofa med en god bog, helst en om europæisk historie eller en biografi. Men den grønne sofa og familielivet med venner og sommerhus er de eneste områder, hvor hun slapper af. Ellers er der fuld knald på Liselotte Højgaard.
Den 56-årige professor, klinikchef og bestyrelsesformand for Grundforskningsfonden er et menneske, der bogstavelig talt lyser af energi. I årenes løb har hun dokumenteret, at hun kan omforme energien til handlinger, der virker rent forskningsmæssigt med et lederjob, et stort antal publikationer og en række tunge tillidsposter i forskningsverdenen i Danmark og Europa.
Hun er klinikchef for Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET på Rigshospitalet, der bl.a. tiltrækker store EU-forskningsbevillinger på op til 40 mio. kr. Det kræver forskning i verdensklasse og beviser for, at man kan arbejde på tværs og har et stærkt forskningsmiljø.
Nyhedsavisens Dagens Medicins såkaldte magtliste placerede sidste år Liselotte Højgaard som den mest magtfulde i forskningsverdenen.
»Det passer nu nok meget godt«, siger hun roligt.
Faktaboks
Liselotte Højgaards arbejdsliv har indtil i år handlet om naturvidenskab. I det seneste år er der også kommet humaniora og kultur ind i hendes billedfelt. Som bestyrelsesformand for Grundforskningsfonden fra 2013 er hun den øverst ansvarlige for 4,5 mia. offentlige forskningskroner, der skal deles ud til videnskabelige projekter i topklasse.
Så har der været »bijobbene« som videnskabelig redaktør for Ugeskrift for Læger, en uddannelse som civilingeniør på DTU, formand for De Mediciske Forskningsråd i Europa i seks år, formand for EU´s Udvalg for Medicinsk Forskning, der uddeler 7,5 mia. kr. om året, og bestyrelsesmedlem i Det Franske Forskningsråd, der også uddeler 7,5 mia. kr. året om året.
De seneste år har hun snakket meget om »personalized medicine«:
»Her bruger man patienternes genetik og epigenetik, altså molekylærmedicin, sammen med deres kliniske data og billeder til at stille diagnoser og til at indrette behandlingen. Det er et paradigmeskifte af de allerstørste, som jeg nogensinde kommer til at være med i«, siger hun og fortæller, at hun skal holde et keynote-foredrag i Heidelberg i det hæderkronede European Molecular Biology Lab i november.
»Hvis jeg skal have et motto, så er det: at gøre, at gøre det rigtige og at gøre det ordentligt«, siger hun og fortæller, at hendes inspiration er et citat fra en ungarsk nobelpristager: »Det er den, der gør det, der gør det«.
»Vi kender alle nogle forskere, som er meget højt begavede, men altid har en meget god grund til ikke at få gjort noget. Men det vigtigste er at rejse sig op, at ville, at gide, at engagere sig«, siger hun.
»Når man møder sygehistorierne hver dag, så bliver man så berørt, at man er nødt til at sørge for, at patienterne får den rigtige undersøgelse af faglig høj kvalitet. Vi er også nødt til at komme et stykke videre end der, hvor vi er i dag. Derfor er det lige så vigtigt at lave forskning, både så vi kan blive klogere, men endnu mere for patienternes skyld«.
»Jeg er ikke et dybt filosofisk, reflekterende menneske«, siger hun, da hun bliver bedt om at fortælle om sine værdier.
»Jeg læser meget både faglitteratur, skønlitteratur og så danske og internationale aviser. Men jeg er ikke sådan en, der tænker stort over tingene. Opgaven er nødvendig, og så må man løse den ordentligt. Det bliver man stimuleret af. På den måde er man i positiv interaktion med verden. Min far var patolog ude på Hvidovre, og det lå i luften, at sådan var det. Man løste sin opgave, og man gjorde det ordentligt«, siger hun.
»Arbejde, forskning, akademi ... at tænke, læse litteratur, være engageret i verden, i debat. Det gjorde man bare i familien, og det var rigtig rart. Min mand er professor i ortopædkirurgi, så det faglige er noget, der fylder for os. Mange af vores venner er inden for helt andre dele af samfundet, men de har samme værdier: at man skal gøre noget fornuftigt og gøre sig umage, fordi det er fornuftigt«, fortæller hun.
I Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET har Liselotte Højgaard, siden hun fik posten i 2000, fået vendt udviklingen til at være en af landets mest forskningsaktive afdelinger, der bliver brugt som rollemodel for andre af Rigshospitalets klinikker, som har et udviklingspotentiale rent forskningsmæssigt. Et af hendes tiltag i afdelingen var at ansætte en anden superforsker, professor Andreas Kjær, og det er ham, der har hovedansvaret for den forskningskultur, der gennemsyrer patientbehandlingen og alle personalegrupper i afdelingen.
Som klinikchef er Liselotte Højgaard rammen for det hele med en ledelsesstil, der tager udgangspunkt i nøgleordene engagement, kreativitet og begejstring. Hun bestiller lagkage fra La Glace, hver gang noget stort lykkes, som regel er det publikationer i anerkendte videnskabelige tidsskrifter. I august var det åbningen af en særlig enhed for børnediagnostik. Her var det petitfours i lyserød og lyseblå, der passede til udsmykningen, der er skabt af tre billedkunstnere for at berolige de ofte alvorligt syge børn og deres forældre.
Liselotte Højgaard er samtidig leder af et elitehold, hvor der kræves toppræstationer for at få lov at spille med. Hvis en medarbejder i hendes klinik ikke er »med på visionen« om forskning og hårdt arbejde for at opnå resultater, bliver de med hendes egne ord »kørt uden om«.
Det tror man på, når man oplever hendes energi i aktion, selv til en hyggelig samtale over en kop kaffe i papbæger på hendes beskedne kontor i klinikken. Det klassiske fornægter sig ikke, selv her byder hun på den gammeldags fine Feodora-chokolade. Hun er rar og høflig, men bestemt ikke en, man kører uden om.
Den 56-årige forskningsleder ser optimistisk på fremtiden for den kliniske forskning, fordi der er sket et kulturskifte, der har gjort livet lettere på hospitalsgangene i hele landet.
»I de sidste 10-15 år er der sket en effektivisering i sundhedsvæsenet, så man tror, det er løgn. Vi løber simpelthen stærkt. Det er meget svært at få tid til at lave klinisk forskning på grund af det effektiviseringskrav, der selvfølgelig må være. For nogle år siden var det ikke rigtigt anerkendt, at klinisk forskning også var fornuftigt for driftsejerne. Men der er på grund af en række debatter kommet et skjult paradigmeskift. I dag er det sådan, at regionerne anerkender forskningen. Man støtter det, italesætter det og præmierer det, fordi man kan se, at afdelingerne fungerer bedst, hvis de er forskningsaktive«, fortæller hun.
»For 10-15 år siden var forskning noget, man visse steder måtte bedrive som røverkonger i dølgsmål«, tilføjer hun.
Nu er det ikke mere kun sundhedsforskningen, men al grundforskning, der har glæde af den højgaardske kombination af handlekraft, spejderdyder og begejstring for teknologi og nytænkning.
»Vi har nogle fantastisk gode forskere og det store nordiske troværdighedsbillede: et værdinormsæt i de nordiske lande, der er temmelig ens. Folk er dygtige, flittige og ordentlige«.
