Litteraturens læger

»Arrogant«, »grådig« og »ufølsom«. Sådan er i store træk det portræt, som verdenslitteraturen har tegnet af lægen gennem årtusinder.

»Den ,typiske` læge, som regel en mand, er normalt arrogant og overbærende. Han er en handlingens frem for en eftertænksomhedens mand. Han arbejder hårdt men er ikke noget godt familiemenneske«, opsummerer forfatteren - og lægen - Solomon Posen det litterære lægeportræt i sin nye bog »The doctor in literature«.

Bogen er den første i en serie på fire om fiktionens lægeportrætter og handler specifikt om mødet mellem læge og patient.

Skal man tro litteraturen, går det ofte grueligt galt.

»Millioner af lidende mennesker, der dagligt søger hjælp hos medlemmer af professionen, oplever i store træk korte møder, som er tilfredsstillende for begge sider ... Men i et mindretal af tilfælde opnås denne positive tilstand ikke, og det er dette mindretal, der dominerer i fiktionens beretninger om læger«, forklares det i bogen.

Pengefikseret, fortravlet og ubehøvlet

Tit er det penge, som er årsag til uoverensstemmelserne.

Fra Asklepios over Chaucer til Arthur Miller portrætteres læger som pengefikserede. Men retfærdigvis noteres også, at nogle læger føler sig beklemte ved deres høje honorarer, når patienterne ikke ligefrem er ved muffen.

»Medicin er en utaknemmelig profession. Når du bliver betalt af de rige, føler du dig som en lakaj, af de fattige, som en tyv«, som Céline skriver et sted i »Rejse til nattens ende«.

Et andet kritikpunkt, som ofte optræder i noveller og romaner, er lægernes tid eller mangel på samme.

Med Raymond Chandlers ord fra romanen »Lille søster« påstår læger altid, at de er »midt i en undersøgelse«.

Patienter bryder sig heller ikke om at se tegn på, at lægen ikke altid arbejder, og at han ligefrem har et privatliv. Litteraturen vrimler med eksempler på læger, der f.eks. må ile væk fra et bal for at tilse en patient, doktorer som spiller golf, mens deres patienter lider, eller udøvere af den ædle gerning, som på anden måde formaster sig til ikke at være »på« 24 timer i døgnet.

Ligeledes er der ingen mangel på portrætter af læger, der optræder ubehøvlet, eller som i det mindste har særdeles stort besvær med kommunikationsevnerne.

I »Les Morticoles«, en nærmest anti-lægeroman af Léon Daudet, er lægen Wabanheim indbegrebet af den uforskammede doktor. Han brøler ad sine kvindelige patienter, at de skal tage tøjet af, og han bliver hurtigt utålmodig.

»Skal jeg hjælpe Dem? Ved De ikke, hvordan De løser op for Deres korset? Også Deres undertøj ... Ja Deres undertøj - er De døv? ... De leder efter Deres strømper? Jeg har ikke stjålet dem! Jeg samler ikke på strømper! Hvad sker der nu? Tårer! Kan en eller anden ikke komme med en spand?«

Det er lige før, man godt forstår tårestrømmen.

Så hellere doktor John Finch fra Harper Lees »Dræb ikke en sangfugl«, som får sine små børnepatienter til at slappe af, fordi han »altid fortalte os nøjagtig, hvad han ville gøre, gav os en vurdering af, hvor meget det ville gøre ondt, og forklarede nytten af de tænger, han brugte«.

Uanset god eller dårlig kommunikationskunst viser forfatterne gennem tiderne forståelse for, at der ikke findes noget endegyldigt svar på, hvordan og hvornår man siger hvad til hvilke patienter. Især da ikke, når de ligger for døden.

Doktor Grabow i Thomas Manns »Huset Buddenbrook« er for slibrigt optimistisk, da Elizabeth Buddenbrook er ved at nå den sidste grænse, mens Henry James' lægeskikkelse, Sir Luke Strett, fra »The wings of the dove« finder balancen og formår at udsende de rette signaler med en blanding af autoritet og medfølelse. Solomon Posen kalder Sir Luke for »en af de mest imponerende læger i fiktiv litteratur«.

Det universelle dilemma

Dilemmaet med, hvordan man får givet de vanskelige budskaber og sagt det usigelige, er universelt og ændres ikke over tid. Sådan var det i antikken, og sådan er det nu. Og universelle er også vanskelighederne for litteraturens læger med at finde den gyldne mellemvej mellem for stor distance og for stor involvering i deres patienters liv.

For eksempel er tre af Balzacs læger i »Chagrinskindet« nærmest ligegyldige, mens den fjerde er en ung mand, der ikke »endnu har lært at holde de tårer tilbage, som slører en mands klarsyn«.

I det hele taget er der ikke meget nyt under solen med hensyn til de problemer, der kan opstå i mødet mellem læge og patient. Hvad enten det er ordbrug, der forekommer arrogant, for lidt empati, utilfredshed over en mangelfuld diagnose eller hvad det nu kan være.

»... Patienternes klager fra for to tusind år siden er næsten identiske med de klager, der høres i det 21. århundrede«, som Solomon Posen skriver i sin konklusion.

Hvor det f.eks. før var »de lavere rangklasser«, som betragtede lægen enten som alvidende orakel eller med stor mistro, er det nu nyligt indvandrede borgere med sprogvanskeligheder, der har svært ved at hamle op med den hvidkitlede ekspertise.

Og hvor det tidligere var adelen, som betragtede lægen som en »hyret hånd«, er det blevet det velstående borgerskab, som ikke finder sig i ret meget fra doktorsnudernes side.

Som Fru Baedeker fra Fitzgeralds »Den store Gatsby« skriger ad lægen, der beder hende holde lidt igen med alkoholen ved en fest: »Tal for Dem selv ... Deres hånd ryster. Jeg ville aldrig lade Dem operere på mig«.

Et af tidens varme temaer, det ulige sundhedsvæsen med social slagside, er også en historisk konstant, skal man tro litteraturen.

»Den idealistiske tanke, at alle patienter uanset deres sociale status bør behandles lige, er uudtrykkeligt upraktisk og behandles som sådan over århundrederne«, som Solomon Posen skriver.

Alt i alt et ganske trist budskab, altså. Skal man tro litteraturens læger, har standen ikke voldsomt meget at være stolt af.

Posen, S. The doctor in literature - satisfaction or resentment?

Oxford: Radcliffe Publishing, 2005. 298 sider. Pris: 37,50 £