Livskvalitet hos patienter med atrieflimren

Flere end 10.000 individer udskrives hvert år fra danske hospitalssenge og ambulatorier med en incident diagnose for atrieflimren. Atrieflimren er forbundet med risiko for død og slagtilfælde, og atrieflimren udgør dermed et betydende problem for det danske samfund.

Atrieflimren uden kendt årsag forekommer oftest hos yngre individer, og det er alment kendt, at disse unge, aktive individer ofte føler ubehag i forbindelse med atrieflimren. I klinisk praksis vil det derfor nogle gange være nødvendigt at tilbyde behandling med antiarytmisk virkende medikamenter, DC-kardiovertering eller radiofrekvensablation, behandlinger, der teoretisk set er farlige, ikke altid effektive og som desværre også i praksis af og til har uønskede bivirkninger. Mange patienter har imidlertid subjektive gener under atrieflimren i et omfang, der medfører, at de accepterer en række potentielle bivirkninger, der er relateret til behandling.

Atrieflimren sekundært til anden sygdom er den hyppigste form for atrieflimren, og den primære opgave er her at reducere patientens risiko for død og systemisk arteriel embolisme. Først og fremmest skal grundlidelserne diagnosticeres og behandles, og hjertets hastighed sættes ned til et passende niveau. Dernæst skal det afgøres, om patienten skal og kan modtage antikoagulansbehandling med henblik på reduktion af risikoen for emboli fra hjertet. Herefter er det lægens opgave at rådgive patienten yderligere med henblik på, hvilke valg der måtte være med henblik på opnåelse af den bedst mulige livskvalitet.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger bringes der to artikler udarbejdet af lægerne Engelmann, Pehrson og Godtfredsen vedrørende livskvalitet hos patienter med atrieflimren [1, 2]. Udarbejdelse af sådanne oversigter er yderst vanskelig, idet evidensgrundlaget er begrænset. Dertil kommer, at publika- tionsbias vedrørende nonfarmakologisk behandling af atrieflimren formentlig er ekstrem, sådan at kun de bedste resultater fra de bedste centre bringes til publikation i videnskabelige tidsskrifter.

Lad os se på nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med undersøgelser af livskvalitet hos patienter med atrieflimren. Det første problem er, at man er skal objektivisere livskvalitet, der er et subjektivt fænomen, med henblik på at gøre livskvalitet målbar. Det har resulteret i udarbejdelse af en lang række af forskellige metoder til måling af livskvalitet [1, 2]. Det næste problem er, at det på lang sigt er en umulig opgave at holde flertallet af patienterne i normal sinusrytme, hvis der først har været atrieflimren. Man ender således med i randomiserede forsøg at sammenligne patienter, der har atrieflimren, med patienter, der har atrieflimren, hvor den ideelle sammenligning i et randomiseret design ville være en sammenligning af patienter i sinusrytme med patienter med atrieflimren.

Med disse forbehold in mente kommer vi til de gode nyheder. Radiofrekvensablation af atrieflimren hos patienter uden væsentlige tilgrundliggende endokrine eller kardiovaskulære lidelser ser ud til at være i bevægelse bort fra at være en eksperimentel behandling til at blive en del af den etablerede behandling. Publikation af yderligere data, allerhelst data fra lodtrækningsforsøg, vedrørende patientsikkerhed, langtidsresultater og livskvalitet afventes.

For det store flertal af patienter med atrieflimren, nemlig ældre patienter med tilgrundliggende hjerte-kar-lidelser, er det nu dokumenteret, at det prognostisk set er bedst (reduceret mortalitet) [3], at man accepterer atrieflimren, forudsat at der gives en passende atrioventrikulær blokade og oral antikoagulansbehandling. Denne nye viden er først og fremmest AFFIRM-studiets fortjeneste [4]. I denne undersøgelse randomiserede man 4.060 patienter med atrieflimren til DC-kardiovertering og behandling med antiarytmisk virkende medikamenter eller til accept af atrieflimren under passende atrioventrikulær blokade. Til begge grupper anbefalede man oral antikoagulansbehandling. Hovedresultatet af AFFIRM-studiet var, at behandlingerne var ligeværdige, men med en tendens til flere døde blandt de patienter, der var randomiseret til forsøg på opretholdelse af normal sinusrytme, især blandt patienter ældre end 65 år [4].

Mange patienter med atrieflimren er glade for information om hovedresultaterne fra AFFIRM-studiet [4], nemlig at overlevelsen og livskvaliteten [2] ikke i betydende grad afhænger af, om de har atrieflimren eller normal sinusrytme.

Korrespondance: Lars Frost , Afdeling A, Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, DK-8000 Århus C. E-mail: lars.frost@aas.auh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet