Skip to main content

Locum doctor i Vestaustralien

Alment praktiserende læge Kirsten Nistrup Vilhelmsen E-mail: kivi@dadlnet.dk

31. okt. 2005
3 min.

Mediventures annoncering om arbejde i Vestaustralien gav inspiration til en kombineret arbejds- og rejseoplevelse. Processen med at kvalificere sig var omfattende: International English Language Testing System (IELTS)-test, Advanced Trauma Life Support (ATLS)-kursus og visum skulle klares.

En uges introduktion i Perth og kontrakten blev under-skrevet. Mit arbejde med Australian Medical Association var primært et halvt år som general practitioner i korte vikariater. Aflønningen varierede fra 2.250 AUD til 3.000 AUD ugentlig. Bolig og bil blev stillet til rådighed. Transport til arbejdsstedet i bil, bus, tog eller fly blev betalt for lægen.

De første vikariater blev forelagt, og så gik turen med fly til Tom Price, 1.500 km fra Perth, i to uger. Tom Price er en mineby med en af de største jernminer i verden, 7.000 indbyggere, to læger, et hospital og et akutsundhedscenter. Den nærliggende Karijini National Park tiltrækker mange turister og øger dermed ulykkesantallet. Rundt omkring byen er der flere aboriginal communities med egne sundhedsfaciliteter.

De fleste australske praktiserende læger er også specialister i gynækologi og obstetrik, anæstesi eller kirurgi. Nødvendiggjort af de enorme afstande til velfungerende hospitaler. Sundhedssystemet er anderledes end det danske. De praktiserende læger passer deres indlagte patienter på hospitalet. I de større byer er der både et privathospital, som foretrækkes af de fleste, og et offentligt hospital. Sidstnævnte mangler bevillinger. Ydelserne er gratis, men begrænsede. Det samme private/offentlige dobbeltløb ses i lægeklinikkerne. Ydelser til børn, pensionister og krigsveteraner er gratis, og Medicare betaler konsultationerne. Resten af befolkningen får via et Medicare-kort nogen refusion. Systemet er meget resursekrævende, med et stort bogholderi. Man skal have godkendelse for at arbejde på de enkelte hospitaler, og ansvarsforsikringen dækker kun de godkendte kvalifikationer. For mig betød dette, at jeg ikke måtte være fødselslæge. Derimod skulle jeg kunne behandle akut myokardieinfarkt og traumer til mulig overflyttelse med flying doctor eller ambulance. Kun et fåtal af klinikkerne har velfungerende edb.

Der er kronisk mangel på læger i Vestaustralien pga. store afstande og få mennesker. De medicinstuderende tilknyttes en landpraksis under studiet for at øge deres interesse. Den lave befolkningstæthed giver social og faglig isolation, om end it bruges. Familiemæssigt er der begrænsede uddannelsesmuligheder for børn. Gennem vikartilbud til lægerne muliggøres en aflastning. Problemet er blot, at vikarerne er få, derfor annonceringen i Nordeuropa. Ud over Commonwealth er Holland rigt repræsenteret i Vestaustralien. Skandinaviske læger er endnu i fåtal.

Selve lægearbejdet har været anderledes end herhjemme, men de dominerende sygdomme er kendt fra Danmark. Patienten taler australsk: er crook , ikke ill ! Det varme klima giver dominans af hudsygdomme. Aboriginere har et utroligt sygdomsbillede. Graden af diabetes mellitus og kardiovaskulære sygdomme overstiger en danskers fantasi, og behandlingen er svær; mistro og skam dominerer og oftest forlades hospitalet uventet. Ud i mørket til fortsat misbrug. De seks måneder som lægevikar, locum doctor , er nu ved at være slut. Det har været seks måneder med oplevelser og mange arbejdstimer og vagter i det australske sundhedssystem. Jeg forstår australsk medicinsk sprog bedre. Prøver på at holde min danskprægede »antibiotika-sti« ren. Jeg har mødt en masse sundhedsfolk, der fungerer under specielle forhold og alligevel ejer optimisme.

Vi har på det halve år flyttet 42 gange og arbejdet i ni forskellige vikariater. Nordpå, sydpå, indlands og ved kysten. Vi har også været turister. Kufferten og min mand har været mine faste holdepunkter. Udtrykket working holiday er et begreb i Australien. Opdelingen var klar: jeg var working , min mand var holiday .

En oplevelse som locum doctor er anbefalelsesværdig, men der kræves eventyr- og arbejdslyst plus en pragmatisk indstilling til omskiftelser og bureaukrati, for at det bliver en god oplevelse. Australien - og især Vestaustralien - er et varmt sted, klimamæssigt og menneskeligt.