Lokal autonomi og central handlekraft

Regeringens strukturkommission har talt. Kommissionen har lagt seks mulige modeller frem for fremtidens kommunale danmarkskort, suppleret med et 1.300-siders bilag. Kommissionen skal roses for den entydige anbefaling af ét sammenhængende sundhedsvæsen i Danmark, men det vil næppe hindre, at de politiske hundeslagsmål om grænser, opgaver og størrelser kører i højeste gear helt frem til sommeren, med sundhedssektoren som et tilbagevendende kampobjekt.

Lad det være helt klart: Lægeforeningen vil ikke deltage i det blomstrende Tegn og Gæt-spil om det fremtidige antal af regioner, størrelsen på kommuner, øers tilknytning til byområder, eller hvorvidt der skal være direkte eller indirekte valg til dette eller hint råd.

Vi vil gerne sekundere såvel kommissionsformand som minister i, at der er behov for forandring. Vi vil også gerne medgive, at det næppe skriger på flere og mindre enheder, men bortset fra det vil vi lade det være op til politikerne at trække stregerne på det fremtidige danmarkskort. Så skal vi nok fylde det ud.

Til gengæld skal det også være klart, at Lægeforeningen har holdninger grænsende til det fundamentalistiske omkring nogle af principperne for indretningen af sundhedsvæsenet i en ny struktur. Stærkest er i Lægeforeningen kravet om, at man følger Kommissionens anbefaling af én sammenhængende sundhedssektor.

Det medfører, at vi med betydelig vildskab vil bekæmpe idéer om fx at lade de alment praktiserende læger være organiseret i kommunerne og sygehuslægerne i de kommende regioner. Det ville forringe lægernes muligheder for uddannelse og forskning, og for patienterne skabe en ny barriere at snuble over i deres behandlingsforløb. Tilsvarende for psykiatrien. Psykiske lidelser er sygdomme, og psykiatrien hører hjemme i sundhedsvæsenet.

Men der er et klart rationale i kommunesammenlægninger, også set fra et lægeligt synspunkt. Fx kan kommunallægens to hovedarbejdsområder - børn og unge-området og socialområdet - langt bedre udnyttes i kommuner på 30.000 indbyggere end i kommuner på 10.000 indbyggere. Den erfaring har vi allerede med den nuværende kommunestruktur. Til gengæld er der ikke noget rationale i at bruge planer om »minisygehuse« som begrundelse for kommunesammenlægninger. Skal de fylde tomrummet efter lukningen af mindre sygehuse, er vi lige vidt i bestræbelserne på at bruge ressourcerne mere rationelt.

Vi er tilhængere af en stærk autonomi på de enkelte behandlingssteder, fordi det modvirker ineffektivitet og forøget bureaukrati. Men det forudsætter, at der kan samarbejdes om nationale løsninger, når de er nødvendige. Den nuværende amtsstruktur har på trods af mange samarbejdseksempler været en hindring for det nationale samarbejde på en række områder. Det gælder fx forsinkelsen af en landsdækkende elektronisk patientjournal. Men det er også et eksempel på, at den statslige evne til at handle har været svær at få øje på.

Derfor ønsker vi en struktur med den rette balance mellem handlekraft centralt og autonomi lokalt.

Vi er tilhængere af et sundhedsvæsen, der styres af instanser, der har tilstrækkeligt overblik og afstand til også at prioritere systemets udvikling, herunder fx den lægelige uddannelse, kvalitetsudvikling og forskning. Vi ønsker i det hele taget regioner, der kan sikre troværdig ledelse, forhandlingskompetence og ressourcer, der svarer til de opgaver, der skal løses.