Loke Djøffs lange vej op ad karrierestigen - fejltrin på fejltrin

Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer er næppe helt tilfældig.

Det skriver Ib Brendekilde Christiansen i sin debutroman, den satiriske fortælling Raske Svende, som netop er udkommet, og i et interview til Ugeskriftet lægger den tidligere højt anerkendte kardiolog ikke skjul på, at mennesker og begivenheder er kalkeret over virkelige personligheder og hændelser i sygehusvæsenet.

For eksempel denne:

»Så er der i øvrigt en sag til,« fortsatte direktør Loke.

»Jeg kan se, at I køber mere end rigeligt ind af depotvarer. I har i øjeblikket for over 100.000 kroner liggende af noget, der hedder osteosyntesemateriale. Er det virkeligt nødvendigt? Der står for eksempel her, at I har en masse marvsøm på lager.«

»For det første får vi ofte en betragtelig mængderabat, begyndte Idunsen at forklare.«

»Det skal du ikke bryde dig om i fremtiden, afbrød Loke, - det giver alt for store og uoverskuelige dønninger i regnskaberne.«

»For det andet, fortsatte overlægen, - så skal vi have søm i alle størrelser og udformninger. Patienterne er nu en gang ikke alle lige store og alle knogler er ikke alle ens.«

»Jeg tror godt, du kan finde en gennemsnitspatient og så have et søm liggende til ham. Så kan I vel rekvirere et andet søm, hvis der dukker en ikkegennemsnitspatient op.«

»Ja, eller hvis vi taber eller ødelægger det eneste søm, vi har, bemærkede Idunsen ironisk, - og så vil du have, vi skal holde patienten i narkose i flere timer, mens vi sender en taxi efter et nyt søm, og det på alle tider af døgnet. Det er jo fuldstændigt rabiat og ekstremt dyrt.«

»Du glemmer, at al kørsel rekvireres over amtets kørselsafdeling og betales af den, så det er da absolut ingen dårlig idé. I øvrigt kan patienten da være ligeglad. Han sover jo alligevel i ventetiden.«

»Det er da helt uansvarligt, kommenterede Idunsen«

Måske andre læger kender til romanens sygehusdirektør Loke, djøf'eren Loke, som for at det ikke skal være løgn, hedder Djøff til efternavn. Om ham skriver forfatteren, »at han blev kaldt ,tuehopperen`, fordi han var kendt for en lang kæde af kortvarige direktørposter, hvor han hver gang startede med at afskedige ti procent af de ansatte uden for administrationen og rokere rundt med de tilbageblevne, som så knoklede for ikke også at blive smidt ud. Herudover blev de gjort så konstant forvirrede af nye opgaver, rapporter og mødeaktiviteter, at de kun sjældent fik tid og overskud til at gennemskue, hvad der egentlig forgik, og hvis de endelig gjorde, fik de besked om at forholde sig i ro, hvis de ville undgå beklagelige notater i deres personalemapper.«

Der skulle gå næsten fire år fra Ib Brendekilde Christiansen gik på pension som kardiolog og klinikchef på H:S Hvidovre Hospital til, at han nu offentligt går ud og - dog maskeret i form af en roman - kritiserer det sygehusvæsen, som han trofast var en del af i 40 år.

»Jeg tror ikke, at jeg offentligt kunne gå ud og kritisere sygehusvæsenet, mens jeg var aktiv som læge. End ikke i form af en satirisk roman som Raske Svende,« mener Ib Brendekilde Christiansen.

Han har gennem tiden set eksempler på åbenmundede lægekolleger, som efterfølgende er blevet fyret eller frosset ud. Heller ikke blandt lægekolleger har det været velset at ytre sin kritik offentligt, bemærker han. I lighed med mange andre læger har han ind imellem med egne ord følt sig som en »spedalsk« i lægegruppen, når han på fællesmøder havde kritiseret sygehusledelsen. De andre læger var bange for at blive anset som allierede, nævner han.

»Jeg har skrevet romanen for at beskrive de ganske forfærdelige forhold, som sundhedspersonalet arbejder under, og som er blevet værre og værre gennem de seneste 40 år. Politikerne og embedsmændene siger, at vi har fået et bedre sundhedsvæsen, men servicen bliver ringere og ringere år for år,« siger han.

»Jeg håber, at den almindelige læser bliver klar over, hvor opofrende personalet er på trods af urimelige besparelser. Jeg fokuserer ikke kun på besparelsernes størrelse, men også på, hvordan midlerne bliver fordelt,« nævner Ib Brendekilde Christiansen.

Egentlig ville han have lavet en hvidbog om sygehusvæsenets dårligdomme, siger han. Memoirer overvejede han også - gemmer måske ideen til en anden god gang - men det blev ved romanformen, den satiriske.

Dels passer det meget godt til Ib Brendekilde Christiansens temperament: man skal kunne se komikken i det man nu en gang går og laver, og dels er det hans ambition, at romanen kan nå et større publikum end hvidbogen og memoirerne.

Ib Brendekilde Christiansen vil nødigt opfattes som en nostalgisk drømmer, men han husker med glæde systemet og måden at lede et sygehus på, før djøf'erne rykkede ind i løbet af 80'erne med utallige møder, futile kurser, kontroller og endeløse cost-benefit-analyser.

»Dengang var sygehuset ledet af en håndfuld fagligt dygtige og interesserede politikere og embedsmænd, der kendte alle overlægerne personligt. Man kunne godt være uenig med dem, bestemt, men de bar aldrig nag. Og døren til deres kontorer var altid åben. Men i 80'erne kom djøf'erne til, og de har kun ét formål: opstille budgetter og opfylde dem. De kunne lige så godt være direktører for en møbelfabrik. De viser ofte ingen empati over for patienter og personalet. De lægelige direktører er ikke meget bedre. De bliver fordjøffet med tiden,« siger Ib Brendekilde Chri-stiansen, som i de sidste 25 år af sin karriere var administrerende overlæge.

»Da jeg blev administrerende overlæge, spurgte jeg, hvor meget af min tid, der ville gå med administration og fik svaret: 40 procent. Jeg fandt ud af, at undervisningen også ville andrage omkring 40 procent af tiden og patientbehandlingen ligeledes 40 procent. Det stillede selvsagt store krav til min evne til at administrere for at få det til at gå op i en højere enhed,« nævner han.

Hvordan kunne Ib Brendekilde Christiansen selv holde ud at være ansat så mange år i et så sygt væsen? Hvordan undgik han at blive fordjøffet efter 25 år som administrerende overlæge?

Forklaringen er gode kolleger og kærlighed til specialet og lægegerningen - og følgende gode råd mod stress og dræbende frustrationer:

»Jeg tog ikke bekymringerne med hjem fra arbejde ... der kom jo altid nye dagen efter. Jeg har også altid sørget for hellere at være en halv time senere hjemme fra arbejde i stedet for at tage stress-mappen med hjem,« fortæller han.

Og så er der lige overlevelsesknebet med at se tilværelsen fra en humoristisk synsvinkel, hvilket den gamle kardiolog har gjort i mere end én forstand.

Siden sin studietid har han forfattet revytekster til medicinerrevyer og til forskellige revyer i det danske sommerland. Desuden har han i en årrække været bidragyder til mange danskeres foretrukne mandelgave, det satiriske skrift Svikmøllen, hvor han ikke mindst har været pennen bag Dronningens nytårstale a la Svikmøllen.

Ib Brendekilde Christiansen. »Raske Svende«. Roman Forlaget LIVA