Skip to main content

Det danske videnssamfund har brug for mere politi, et nyt fængsel, og mere konsekvens over for lovovertrædere. Samfundet har derimod ikke umiddelbart brug for flere penge til forskning. Det er en af de umiddelbare konklusioner, man kan drage af finanslovsaftalen, der er indgået mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Finansminister Thor Pedersen tog ikke denne gang »grønthøsteren« i brug, så forskningsområdet slap for direkte besparelser, men han havde også ladet gødningen og nye investeringer blive hjemme på en af sine gårde. For ifølge finanslovsaftalen vil regeringen afvente udløbet af den nuværende forskningsaftale i 2005, og ikke foretage nye investeringer i 2004. Statens bevillinger til forskningen forbliver derfor på et uændret niveau på ca. 9,5 mia. kr. om året. Finanslovsaftalen styrker dog forskning i alternativ behandling og medicin, idet der afsættes 10 mio. kr. i år 2004 til Videns- og Forskningscentret for Alternativ Behandling.

Lang vej til Barcelona-målet

Med et uændret investeringsniveau på 9,5 mia. kr. er der langt op til det mål, som regeringen sidste år satte sig i Barcelona, hvor de europæiske regeringschefer underskrev en erklæring om, at investeringer i forskning og udvikling skal øges, således at EU-landenes samlede investeringer i 2010 skal nærme sig 3% af bruttonationalproduktet. Heraf skal de offentlige investeringer udgøre 1%. For Danmark betyder det, at de offentlige forskningsbevillinger skal op på 16-17 mia. kr. Det kan blive svært at nå inden for de næste seks til syv år. I dag svarer de 9,5 mia. kr. til 0,7%.

Ifølge tal fra EU-Kommissionen vil en opfyldelse af Barcelona-målsætningen i 2010 give et ekstra skub i bruttonationalproduktet på 0,5% om året og føre til, at beskæftigelsen i EU vil stige med 400.000 job om året. At det kan lade sig gøre at nå målene og mere til er vist af bl.a. Finland og Sverige, der begge investerer mere i forskning og udvikling end de 3%. Med finanslovsaftalen er der også lang vej til, at der kommer en anden balance mellem medicinalindustriens forskning og den offentlige forskning, hvilket blandt andre Lægeforeningen har argumenteret for. Dansk Folkeparti tilslutter sig nemlig regeringens udspil om en handlingsplan, der skal skabe nye og forbedrede rammer for samspillet mellem erhvervsliv om forskning og udvikling.

For dem der har håbet på, at finansloven vil rette op på manglen på forskere og gøre det mere attraktivt at blive ansat som forsker ved universiteterne, er finansloven også skuffende læsning. For der er ikke afsat penge til at finansiere flere forskere på universiteterne. Det er der ellers brug for. Det skønnes således, at der i 2005 vil mangle 1.000 ph.d.er inden for det biomedicinske område, og ifølge tal fra OECD har Danmark relativt færre forskere end sammenlignelige lande som Finland, Sverige, USA og Japan.

Ingen læger i pipelinen

Universiteterne mangler læger. Hvor 57% af lektorerne og 79% af professorerne på de grundvidenskabelige fag i dag er læger, er kun en fjerdedel af de unge forskere læger. I løbet af de næste ti år går halvdelen af gruppen af lektorer og professorer på pension, men der er ingen yngre læger til at erstatte dem. Konsekvensen bliver, at den lægevidenskabelige grunduddannelse vil blive varetaget af andre faggrupper end læger. For tandlæger og farmaceuter er situationen den samme.

»Hvis man ønsker, at de kommende læger skal uddannes af læger, står vi over for et meget stort problem, for vi har så godt som ingen lægelige kandidater i vores ,pipeline`. Vi har mange ph.d.-stipendiater på de lægevidenskabelige institutter, men det er cand.scient.er, der søger dem, ikke læger«, siger lektor, dr.med. Ole Sonne, Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet, og formand for Medicinske Universitetslæreres Forening. Som en af årsagerne peger han på, at det ikke er muligt at tilbyde ph.d.-studerende en konkurrencedygtig løn i forhold til det, de kan tjene ved at arbejde som yngre læge eller alternativt som klinisk assistent.

Igennem de seneste mere end 15 år har lektorer og professorer brugt mere og mere tid på undervisning og administration end til forskning. Denne udvikling er sket parallelt med, at der i dag skal bruges megen tid på at søge om økonomiske driftsmidler til den biomedicinske forskning, der er blevet mere omkostningstung. Det har den konsekvens, ifølge professor, overlæge, dr. med. Ralf Hemmningsen, Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, at universiteterne ikke er på niveau med basisfaciliteterne.

»Den lægevidenskabelige forskning står over for store økonomiske problemer, hvor vi bl.a. skal sikre midler til apparatur og eksperimentelle faciliteter. Inden for molekylærbiologien sker udviklingen så hurtigt, at det er nødvendigt med flere midler, hvis vi fortsat skal være med i front. Vi mangler således 50-70 mio. kr., blot for at komme i niveau med basisfaciliteterne«, siger Ralf Hemmningsen, der også peger på, at konkurrencen om de offentlige midler er blevet hårdere.

Bedre forhold for forskere

Universiteterne kan byde på en usikker karrierevej med lange udsigter til en sikker, fast og velbetalt stilling. Det vil få konsekvenser for forskningen og for uddannelsen af læger. Der er i disse år et stort behov for at kombinere molekylærbiologisk viden og højteknologisk ekspertise med forskning i bedre patientbehandling. Det kræver, at faggrupperne på universiteter og hospitaler arbejder sammen. Når stadig færre af de sundhedsvidenskabelige forskere er læger, udnyttes forskningsresultaterne ikke tilstrækkeligt i patientbehandlingen. Dertil kommer de konsekvenser denne udvikling får i forhold til undervisning i den lægelige terminologi, patientbehandling og etik.

»Universitetet kan heller ikke tilbyde et synligt karriereforløb. Hvis man som ung kandidat vælger universitetskarrieren, så er det en usikker karrierevej, hvor man skal være godt inde i aldersudviklingen inden for det område, som man ønsker at arbejde inden for. Men sikkert er det alligevel ikke, for det job man en dag vil søge kan fjernes ved den næste finanslov. Og de der vælger universitetskarrieren, lukker efter få år for valgmuligheden for at springe tilbage til klinikken«, siger Ole Sonne.

Ralf Hemmningsen er helt enig i disse problemstillinger, og i at de skal løses for at sikre den lægelige rekruttering i fremtiden.

»Vi er nødt til at styrke fagligheden, skabe attraktive karriereforløb og bedre lønninger. For øjeblikket arbejder vi med at skabe forskningsnetværk, hvori der kan skabes projekter med deltagelse af både grundforskere og kliniske forskere. Disse netværk skal udfordre de unge kandidater fagligt, og være med til at sikre, at de ikke oplever, at de afskærer sig selv fra at fortsætte i klinikken. Derved kan de gøre karriere med kontakter til både klinik og grundforskning. Jeg argumenterer også for nødvendigheden af højere lønninger og for en bedre balance mellem lønniveauet inden for grundforskningen og indenfor klinikken. Det kan måske lyde ulogisk, at jeg som dekan, og dermed arbejdsgiver, argumenterer for lønstigninger, men det er nødvendigt, hvis vi skal sikre rekrutteringen og koblingen mellem den prægraduate grunduddannelse og klinikken«, siger Ralf Hemmingsen.

Samarbejdet med industrien er blevet sværere

Det er paradoksalt, at mens politikerne presser på og argumenterer for et øget samarbejde mellem universiteterne og industrien, så oplever Ole Sonne, at det i modsætning til tidligere er industrien, der er tilbageholden.

»Da jeg blev ansat på universitetet sidst i 1960'erne, kunne man tale om en modvilje mod at samarbejde med industrien - men i dag er det omvendt. I dag står vi og venter, men industrien er ikke interesseret i at samarbejde i så høj grad, som vi er. Ånden har også ændret sig gennem årene. Tidligere var der mere åbenhed, og det var lettere at skabe kontakter. I dag er alle bange for, at forskningsresultater bliver stjålet og misbrugt, hvorfor vi skal underskrive alle mulige dokumenter og fraskrive os alle rettigheder, hvis vi fx er interesserede i at undersøge et stof, som et firma har i deres stofbank, og som de ikke bruger. Så kræver firmaets jurister at vi fraskriver os alle rettigheder og tager hele ansvaret, også selvom firmaet ikke bruger eller regner med at bruge stoffet - og vores jurister kan ikke forstå, at vi skal afskrive denne ret. Patentloven siger, at vi skal søge patent, hvor vi kan, hvorfor det ender i et juridisk slagsmål mellem vores og deres jurister«, siger Ole Sonne.

Læs mere:

Finanslovsaftalen kan downloades på www.fm.dk.

Rapporten »Forskningens vilkår ved de prækliniske og odentologiske institutter under de sundhedsvidenskabelige fakulteter samt Danmarks Farmaceutiske Højskole«, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, kan downloades på www.forsk.dk eller rekvireres ved henvendelse til Forskningsstyrelsen, tlf. 3544 6200 eller e-mail forsk@forsk.dk