Skip to main content

Lovforslag: Her kommer UVVUs afløser

Regeringen foreslår et centralt nævn til afløsning af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelig-hed. Det skal også være muligt at skelne mellem sjusk og egentlig svindel.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

26. jan. 2017
2 min.

Snart synger UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – på sidste vers.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) fremsætter nu et lovforslag, som foreslår et nyt nævn til behandling af de mest alvorlige sager om videnskabelig uredelighed.

Samtidig skal forskningsinstitutionerne selv have større fokus på høj troværdighed og integritet i forskningen.

Ifølge lovforslaget skal der oprettes et centralt nævn til at afløse UVVU – Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

Når nævnet behandler sager om videnskabelig uredelighed, skal de berørte forskningsinstitutioner inddrages i højere grad end tidligere, og de vil få et større ansvar i selve sagsbehandlingen.

Mindre alvorlige sager om tvivlsom forskningspraksis skal behandles af de berørte forskningsinstitutioner. Formålet er, at institutionerne selv får større fokus på høj troværdighed og integritet i forskningen.

I 2014 blev der udarbejdet et dansk kodeks (på engelsk) for integritet i forskning, og i 2015 kom et ekspertudvalg nedsat af uddannelses- og forskningsministeren med 12 konkrete anbefalinger til, hvordan man kunne tilpasse rammerne for UVVU. Lovforslaget bygger på udvalgets anbefalinger med de forslag til justeringer, der kom ind i høringsfasen.

Til forskel fra tidligere lægger lovforslaget op til at skelne mellem sager om videnskabelig uredelighed og tilfælde af tvivlsom forskningspraksis, som er langt mere udbredt end de relativt sjældne tilfælde af uredelighed. Ansvaret for at håndtere tvivlsom forskningspraksis placeres hos den invol-verede forskningsinstitution.

Hvor UVVU bestod af tre stående udvalg, skal et kommende centralt nævn ifølge lovforslaget bestå af en formand plus 8-10 faste medlemmer, som fra sag til sag kan indhente ekspertviden – om fornødent forskere fra udlandet, som ikke er fedtet ind i de danske forskningmiljøer.

Lovforslaget skal til 1. behandling i Folketinget torsdag 2. februar.

Læs lovforslaget med bemærkninger her (pdf)

Læs også: ”Ekspertudvalg anbefaler hovedreparation af UVVU”