»Man kan godt blive træt i stængerne«

Læger, der arbejder på sygehuse, går meget, ofte rigtig meget. Ikke mindst på de store sygehuse og ikke mindst på de nye, meget store sygehuse, hvad enten de er bygget i højden eller mest er udstrakte og består af lave bygninger. Man skal vente på elevatoren, eller op og ned ad trapper og man skal hen ad lange gange, for at komme til patienterne. Det kan være for at komme fra den ene funktion til den anden og det kan være læger, der har vagt, som skal rende fra stamafdeling til akutafdeling, på tilsyn på andre afdelinger, og til operationsgang.

Det kan så være mere eller mindre hensigtsmæssigt indrettet. I Aarhus, på AUH, som er et delvis lavt byggeri, er der meget langt fra mave-tarm-afdelingen til akutmodtagelsen. Her må lægerne i høj grad bruge cykler for at komme rundt. Men det har også været nødvendigt at have en ekstra yngre læge-vagt på om natten, så der er to i tilstedeværelse på én gang.

»Der er for store afstande til, at man kan håndtere både sengeafsnit, akutafdeling samt de øvrige akutte kirurgiske kald, der måtte komme«, siger afdelingens ledende overlæge Lone Susanne Jensen.

Også Herlev Sygehus er stort, det er højt, har 24 etager, men har netop åbnet en ny, rund og lavere tilbygning, der blandt andet rummer akutmodtagelsen. Også her her har personalet fået hjul stillet til rådighed.

Men uanset sygehuset størrelse og indretning: Læger går. »Det er bare sådan, det er. Det at være læge og især have vagt, er at være på benene. Men man kan godt blive træt i stængerne og fødderne«, siger lægeforeningens formand, Camilla Rathcke. Hun er en af fire læger, som Ugeskriftet har bedt måle skridt en dag, de er på arbejde. Her kommer deres beretninger.

5.000 skridt

Camilla Rathcke, overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Herlev Hospital.

Arbejdsdag torsdag den 24. juni fra kl. 8 med funktion i Diagnostisk Enhed til kl. 15, derefter funktion i Akutmodtagelsen kl. 15-18.

Mobilen lå på bordet i ambulatorietiden. Derfor er skridtene, Camilla Rathcke tog, da hun gik ud og ind for at hente patienter, ikke talt med.

Camilla Rathcke fortæller:

»Min afdeling er spredt ud over flere forskellige steder på hospitalet. Så man får gået meget i løbet af en arbejdsdag. Denne dag startede med morgenkonferencen i det store auditorium, som ligger på 3. sal. Derfra skulle jeg over til det endokrinologiske ambulatorieafsnit, hvor Medicinsk Daghospital og Diagnostisk Enhed er placeret. Man skal både op ad trapper og en 500-600 meter hen ad gange for at komme dertil. Herlev Hospital er bygget på en skrånende grund, og derfor er der niveauforskelle, så tredje etage på den ene side er stueplan på den anden side. Turen, jeg går der, starter på 2. etage på forsiden af huset, og så tager jeg trappen en etage op for at komme over på bagsiden af huset, hvor jeg så befinder mig på stueplan. Her ligger Diagnostisk Enhed i pavilloner bag hospitalet næsten diagonalt modsat.«

»Kl. 12.30 går jeg hele vejen tilbage til det høje sengetårn og tager trappen op til 6. etage til vores sengeafsnit, hvor vi holder middagskonferencen. Jeg tager stort set altid trappen, det er det hurtigste. Ellers skal man bruge tid på at vente på en elevator, og når den så kommer, er der på grund af coronarestriktionerne tit ikke plads. Faktisk kunne jeg godt tænke mig, at der var flere hovedtrappeopgange i vores 4-etagers behandlingsbygning. Bagefter tager jeg turen igen, jeg skal tilbage til diagnostisk enhed«.

»Kl. 15 er jeg færdig der og går over i akutmodtagelsen. Den ligger i det nye runde byggeri på hospitalets forside. Så jeg skal fra den fjerneste afkrog omme på den anden side af huset, gennem behandlingsbygningen og gennem forhallen og over i akutmodtagelsen, hvor den medicinske del ligger i den alleryderste del ud mod vejen. Det er et pænt stykke. Der tager 5 minutter i rask trav«.

»Tre af min afdelings sengeafsnit er flyttet over i den nye runde bygning og er oven på akutmodtagelsen. Men de resterende sengeafdelinger er stadig på 6. og 7. sal i sengetårnet. Også inde i den nye akutmodtagelse er afstandene store, fx fra det rum, hvor vi sidder ved computerne og skriver journaler og laver gennemgange, og over til vores fast track, hvor jeg flere gange skal ned og supervisere yngre læger, er der nogle 100 meter frem og tilbage hver gang«.

»Så konferencerum, ambulatorium, diagnostisk enhed, sengeafsnit og akutmodtagelse er spredt ud over hospitalet, og det betyder, at vi kommer vidt omkring, og man virkelig får rørt sig. Jeg er vagtfri, men bagvagtskollegerne, der har 13-timers bagvagt med tilsynsfunktion og skal på medicinsk tilsyn rundt omkring i huset, kommer endnu mere omkring. Og de yngre kollegaer, der har 18 timers vagter får bestemt også rørt sig en del«.

»Jeg tænker ikke, at det kan være meget anderledes, når man arbejder på et stort hospital, derfor er der også cykler og løbehjul, for nogle gange skal man jo kunne nå rigtigt hurtigt frem. Det er bare sådan, det er. Det at være læge og især have vagt, er at være på benene. Men man kan godt blive træt i stængerne og fødderne«.

5.873 skridt

Christopher Kirkegaard Torp, KBU-læge på Horsens Akutafdeling

Søndag til mandag den 4.-5. juli, aften-/nattevagt fra kl. 17:45 til 8:00

Christopher Kirkegaard Torp skriver:

Det var en rimelig ordinær vagt. Der var ikke så mange patienter, da vi mødte ind, hvilket (for det meste) er forventeligt på en søndag. Mange af de patienter, vi modtog, sendte vi hjem igen, da der ikke var noget alarmerende eller indlæggelseskrævende. Stemningen på afdelingen bar præg af gårsdagens 2-1 EM-sejr over Tjekkiet, og der var tid til kort at snakke med patienter herom. Ud over to spritprøver (fortsatte EM-festen for nogle?) blev jeg ikke kaldt til så mange opgaver ud over at se patienter. Ingen hjertestop eller kald. Vi plejer ellers at have nogle ultralyds-venflons eller A-gas. Jeg fik som forvagt tre timers søvn på vagtværelset, hvilket er i den gode ende. Antal skridt ligger lavere, end jeg havde forventet, men det kan skyldes, at vi ikke blev kaldt så meget fra den ene ende i afdelingen til den anden, som det nogle gange kan hænde.

11.467 skridt

Kimie Ødorf, i hoveduddannelse i urologi på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital

På vagt fra kl. 16.30 til 8.30. Søndag til mandag den 1.- 2. august

Kimie Ødorf fortæller:

»På vagten er vores hovedfunktion at være i akutmodtagelsen, som er helt ny. Det svinger, hvor meget der er at lave. Denne vagt var den sidste i en periode med atypiske sommervagter, hvor jeg har arbejdet ekstra, denne uge 64 timer mod normalt 45-50 timer. Denne vagt var lidt anderledes end normalt, fordi der var ret roligt frem til midnat. Der kom lidt færre patienter, en del med skrotale smerter og en hel del stenpatienter. Det var søndag og der kom en del patienter fra 1813. Kvaliteten af visiteringen er svingende, da det kan være svært over telefonen, og en flankesmerte kan vise sig at være helvedesild. Henad midnat er der som regel ryddet op, og de to forvagter bliver og tager de sidste ting, mens bagvagten, det er mig, kan gå over på vagtværelset og hvile«.

»I den nye akutmodtagelse er der ikke nok vagtværelser til, at alle vagter kan være der. Forvagterne hviler i barakker ude foran hovedindgangen, så de er tættere på patienterne. Os bagvagter ligger spredt rundt omkring i huset. Der er pladsproblemer, og det betyder f.eks., at vores ene forvagt lige nu ligger i et sekretærkontor og nogle gange, når sekretærerne møder, ligger der en læge og sover på deres kontor. I nat mødte jeg en tidligere kollega fra mave-tarm-kirurgisk afdeling, hvis vagtværelse var blevet flyttet fra højhuset ud i barakkerne foran. Det var de kede af, fordi der er meget lydt der«.

»Mit vagtværelse ligger på 24. etage og det mærkes, at akutmodtagelsen er flyttet ud, den ligger i den fjerneste ende af den nye bygning, og man skal igennem en lang død gang for at komme hen til højhuset«.

»Efter midnat plejer roen at indtræffe, men der kom en bølge med 10-15 patienter på én gang. Det er flere, end forvagterne normalt kan klare, og jeg blev kaldt ned for at vurdere, om en patient skulle opereres for torsio testis. Der var ikke behov for at operere, men nu var jeg dernede, og jeg kunne se, at forvagterne var ved at løbe livet af sig, så jeg tog et par af patienterne, så forvagterne også kunne komme op og hvile. Her fandt jeg en anden patient, som havde en infektion, og som havde behov for akut operation«.

»Da jeg var mindre erfaren, ville jeg blive i akutmodtagelsen, til jeg kunne gå til operation. Men jeg har lært, at der kan gå lang tid, før jeg får besked fra anæstesien om, hvornår jeg kan regne med at operere, og også fordi vi deler anæstesi-vagthold med mave-tarm-kirurgerne, som ofte har noget mere presserende, derfor vendte jeg tilbage til vagtværelset kl. 3.30«.

»Jeg lå og vendte og drejede mig i noget tid, om de nu ville ringe og kalde mig til operation. Omkring kl. 5 ringede sygeplejersken fra operationsgangen og sagde, at de var i gang med en anden akut patient, og min patient måtte vente til næste dag«.

»Lidt i 6 stod jeg op og gik ned på afdelingen og så til de patienter, jeg skulle snakke om ved morgenkonferencen om eventuel operation. Kl. 7.15 gik jeg til over i ambulatoriebygningen på 4. sal til morgenkonference. Kl. 7.45 var der så vagtoverlevering, og så havde jeg fri«.

»Jeg tænker, at de 11.467 skridt er lidt mindre, end jeg normalt vil tage på en tilsvarende vagt. Men vi går generelt meget, og mere efter at akutmodtagelsen er flyttet ud i de nye bygninger. Ikke bare er der langt fra vores afdeling på 22. og 23. etage, der er også meget langt til operationsgangen derfra. Og jeg synes ikke, at indretningen på akutmodtagelsen er helt hensigtsmæssig endnu. Indskudte udearealer og venteværelser er placeret på en måde, så vi må rende en hel del for at hente patienterne og finde sengepladser til dem og få dem tilbage igen. Jeg håber, der kommer ændringer«.

»Vi har fået løbehjul stillet til rådighed, fire stykker til vagtholdet. Men jeg er holdt op med at bruge dem. Man må ikke køre på dem i stueetagen, fordi der er meget patienttrafik. Og derfor skal man køre dem ind og ud af elevatoren hele tiden. Det gør det mere tidskrævende end at gå. For eksempel, vores ambulatorium er på 4. etage – og hvis man herfra skal ud til modtagelsen, skal man ned på 2. sal med elevatoren, køre ud i den nye bygning igen, tage elevator ned til 1. sal og så køre det sidste stykke ud til lægekontoret.

Vi har målt på det og har fundet ud af, at der ikke er vundet noget tid på, om man kører på løbehjul eller går, fordi der er ventetid ved elevatorerne«.

»De lange afstande kan selvfølgelig være stressende, hvis man gerne vil være hurtigt hos en patient, der er dårlig, og det kan betyde ventetid for patienten. Men selve gangdistancerne er o.k. med mig. Sådan er det, og jeg ser kolleger, der er op til 70 år, gå de samme distancer uden problemer«.

6.780 skridt

Astrid Agger, KBU-læge på Akutafdelingen på Horsens Sygehus

Fredag den 9. juli, nattevagt.

Astrid Agger skriver:

Siden maj måned har jeg arbejdet som KBU-læge på Horsens Akutafdeling. Starten på lægelivet har været udfordrende og anderledes. I kølvandet på corona-krisen har flowet på afdelingen været væsentligt højere end normalt, og det har været udfordrende at være ny læge i et system, der skal bevare flow og på samme tid tilgodese læring. Skoene skal kridtes, hver gang vi møder på arbejde, for vi ved, at det bliver endnu en lang vagt med få pauser. Travle nætter uden megen hvile har der tilsyneladende også været flere af, end der plejer på afdelingen. Selvom det er nat, og vi har travlt, er vi heldigvis altid gode til at hjælpe hinanden på afdelingen. Ofte har en venlig kollega bagt kage til de sene nattetimer, og der er altid god stemning. Denne nattevagt var min sidste inden sommerferien. Jeg forventede, at jeg ville gå over 10.000 skridt, og jeg forventede ikke, at jeg ville få særligt meget søvn. Jeg blev overrasket på begge punkter, for det endte med at være en usædvanligt stille nat. Jeg endte med kun at gå 6.780 skridt, og jeg tilbragte hele tre timer på vagtværelset.