»Man skal ikke hænge sig for rigidt i cpr-numre …«

6.30 Normalt tager det en time med bil fra Frederiksberg, men min kone skal køre den yngste datter til ridning, så jeg må ekstra tidligt op og med toget til Vordingborg for at nå morgenkonferencen.

8.45 Efter en lang gåtur fra stationen, ankommer jeg på det smukke Oringe. Bindesbølls idyllisk beliggende sindssygehospital fra 1858 er et af landets ældste. Det er smukt bevaret, men moderne og toptunet indenfor. På morgenkonferencen er bagvagt og plejepersonale er også til stede, og vi får morgenmad.

9.30 Jeg går runde på afdelingen for at se, om der er noget akut eller spørgsmål om medicinering, jeg skal tage stilling til. Jeg ser på nogle hævede ben og taler med en patient, der klager over brystsmerter. Så begynder dagen at tage fat. Vagthavende på psykiatrisk afd. i Roskilde ringer om en ældre herre, som er indlagt på røde papirer – tvangsindlagt – fordi han er blevet voldelig over for sin kone, og hun er meget utryg. Da Region Sjællands eneste gerontopsykiatriske afsnit ligger her i Vordingborg, skal han herned. Han køres hertil af politiet.

12.00 En kvinde med en borderline-diagnose og selvmordstanker har henvendt sig. Hun har suicidale tanker og ønsker hjælp. Hende indlægger jeg i PAM, men da hun har en behandlingsdom, har hun elektronisk fodlænke på. Derfor skal man ifølge reglerne konferere med Kriminalforsorgen. De melder ikke tilbage, men vi indlægger hende alligevel. Hun får noget beroligende og falder synligt ned.

13.00 En patient med behandlingskrævende paranoid skizofreni, skal have sin daglige tvangsmedicin, og den tager hun ganske frivilligt. Jeg spørger hende, om hun vil deltage i et interview med nogle medicinstuderende. Det vil hun på ingen måde, men er i øvrigt meget sød.

16.00 Der kommer en ældre herre, som i nogle dage har haft tunge depressive symptomer, grænsende til vrangforestillinger og psykose. Han kommer sammen med sin datter. Er gået i stå og kan ikke se retningen eller meningen med livet eller hvad næste skridt skal være. Han mener, at han ikke gør noget for sine to døtre, hvad datteren helt afviser: Han gør en masse. Han er ikke psykotisk og vil helst undgå indlæggelse. Da han ikke er ikke suicidalt truet og har en stærk og sikker kontakt til datteren, sætter jeg ham i ambulant behandling.

17.00 Den ældre herre på røde papirer fra Roskilde ankommer med politiet. Han er i medicinsk behandling for demens og lidt forvirret. Tror, han er i Sydtyskland, men accepterer at være her på en fin enestue – især, da sygeplejersken er »en køn, ung pige«, som han siger til hende.

19.00-21.00 Op mod vagtens slutning har jeg en del rådføringssnakke med vores FadL-vagter, som er her hver dag fra 13-21 og giver os en sublim støtte. Derefter begynder en bølge af opringninger fra sygeplejerskerne på de forskellige afdelinger. Det sker altid lige omkring vagtskiftet. Så falder der ro på, og jeg kan sætte mig og planlægge noget studenterundervisning til på mandag.

23.00 Jeg indlægger en pige på 17 med borderlinediagnose og selvmordstanker, der kom med sin mor. Hun skulle egentlig til børnepsykiatrien i Roskilde, men det ville være lidt dramatisk at sende hende af sted nu. Jeg indlægger hende hos os med moderens samtykke. Man skal ikke altid hænge sig for rigidt i cpr-numre. Så venter jeg på en meldt patient. Da hun ikke dukker op, trækker jeg mig tilbage til vagtlejligheden og går i seng.

02.00 Telefonen ringer om noget medicin, der skal
justeres. Derefter er der nattero til kl. 8, hvor jeg står op og går til vagtoverdragelse. Derefter en længere spadseretur til stationen og morgentoget mod København.