Skip to main content

»Man skal være personlig«

Journalist Jacob Berner Moe, jacob@bernermoe.dk

8. jun. 2007
9 min.

»Han er død nu. Han hedder Munke Hertel Wulff.«

Inger Beck rejser sig pludseligt fra sin stol ved det lille samtalebord under det skrå loft på Ungdomspsykiatrisk Afdeling på »Fjorden« i Roskilde. Kort efter kommer hun tilbage med Lægeforeningens Vejviser

»Jo, det er med to f'er,« siger hun og klapper bogen i. Inger Beck er behandlingsansvarlig overlæge for over 200 årlige henvendelser. Alle unge mellem 14 år og 17 år. På afstand lever hun sikkert op til fordommene om en psykiater: Gråligt hår sat op i en knold i nakken, runde briller og røde lavskaftede læderstøvler. Men når man kommer tættere på, er hun et sæt levende øjne omgivet af en vifte af fine rynker og et ansigt, der aldrig hviler.

Og hvorfor er han din mentor?

Hun begynder at le lidt.

»Det er han, fordi han nok er ... eller var et ... eller blev et ... billede på et menneske, som havde stor overensstemmelse mellem sit private liv og sit faglige liv. Der var en harmoni. Han tog ikke en anden frakke på, når han gik ud ad døren.«

Inger Beck taler hurtigt og til en begyndelse hakkende. Der er mange indskudte sætninger og øh'er, som om hun har det hele i hovedet, og nu står ordene og sætninger og maser i køen for at komme ud. Men hendes blik er hele tiden roligt.

»Det bliver aldrig sagt direkte,« fortsætter hun. »Men det ligger mellem linjerne: En læge uddannes til at være den, der ved bedre end patienten. Den, der ved bedst. Lægen siger, at den sygdom skal behandles sådan og sådan, og patienten siger ,ja tak`. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hvis ikke man formår at møde det menneske, man skal hjælpe - i allerbedste Kierkegaardske stil: Møde det der, hvor det er - så bliver den merviden, man har, ikke til patientens gode.«

Inger Beck ser ind under lampen, der holdes over hovedhøjde af en knude gennemboret af en rød Viking-blyant.

»Munke Hertel Wulff havde en kolossal stor respekt for patienten. Og han var klar over, at patienten vidste bedst. Behandlingen skal altid indrettes efter det enkelte menneske. Det viste han mig.«

Før Inger Beck mødte Munke Hertel Wulff, var hun slet ikke sikker på, at hun skulle være psykiater. Faktisk var hun glad for kirurgi.

Men overlægen på Sct. Hans gjorde forskellen. Det var også ham, der hjalp hende ind på arbejdsmarkedet, da hun efter studiet havde gået hjemme i to år med sine nyfødte tvillinger og sin toårige datter. I alt 32 havde søgt en reservelægestilling hos Munke - heriblandt Inger Beck. Mange var langt mere kvalificerede end Inger Beck, men hun fik alligevel jobbet.

Senere forklarede Munke Hertel Wulff hvorfor: »Jeg værdsætter, at du valgte din familie frem for dit fag.« Munke Hertel Wulff var ikke helt almindelig. Tilbage i 1960'erne kom en såkaldt antipsykiatrisk bølge fra England under navnet Det Terapeutiske Samfund. Tanken var, at psykisk sygdom er en sund reaktion på et sygt samfund. Derfor lavede man såkaldte terapeutiske samfund, hvor der var plads til folks særheder. Den filosofi passede perfekt til den humanistiske Munke Hertel Wulff, og han indrettede en afdeling, A6, efter de nye principper. En af reservelægerne på A6 kom til at hedde Inger Beck.

»Som læge vaskede man gulve med patienterne, man gik i Brugsen med dem, og man lavede mad med dem. Man gik uden om det traditionelle læge-patient-forhold. Tanken var, at patienter på nogle områder kan være meget bedre end læger. Det har farvet mit syn siden.«

Hvad er det helt konkret, der har farvet dit syn? Hvad var det, han viste dig?

»At forstå, at det er vigtigt at få et egentligt fællesskab med patienter.«

Et fællesskab? Sådan ser du på det?

»En relation, kunne man sige. En relation er først noget, der opstår, når man gensidigt får betydning for hinanden. Det behøver ikke at være positivt. Men patienternes mening betyder noget for mig. Jeg forholder mig til dem.«

Men hvis jeg skal være djævlens advokat: Er det vigtigste ikke at bevare sin professionalitet som læge?

»Det udelukker ikke at være professionel.«

Hvis du er rasende eller bange for en patient, hvor er den professionelle Inger så hende?

»Det sker jo, at jeg er det. Men jeg kan stadig godt være personlig og samtidig professionel, for jeg bliver ikke privat. Mine private behov skal ikke tilfredsstilles af patienten. Men jeg skal være personligt til stede. Selv Sundstyrelsen siger ...«

Inger Beck ser hen mod det aflange Velux-vindue. Øjnene er rettet mod en tegning i vindueskarmen, der er lavet af et af hendes fem børn, men blikket peger indad. Så citerer hun langsomt teksten fra Sundhedsstyrelsen: »Ingen behandling bliver bedre end kvaliteten af den kontakt, du har til patienten.«

Hun skaber øjenkontakt igen: »Helt genuint har man en fornemmelse af, om det menneske, man taler med, er ægte til stede.«

Hvad opnår man ved at være ægte til stede?

»At man får et gensidigt respektfuldt forhold til et medmenneske. At patienten kan se, at der ligger en værdsættelse. Det er meget nemmere for mig at skrive en recept på Stesolid og så ud ad døren. Men at sige: ,Jeg synes, at du er mere værd end, at du bare skal have et liv på Stesolider` - det giver respekt.«

Du viser i handling, at den anden person er noget værd?

»Ja.«

Hvad gjorde Munke helt konkret?

»Han stillede sig til rådighed for patienterne. Han havde sit kontor i en gammel hestestald. Der sad han med døren åben. Dengang var der mange kroniske patienter, som havde været der i 10, 20 og 30 år. De kunne stikke hovedet ind, når de ville. Derudover var han meget åben over for nye tiltag. Jeg har fået grundlagt min interesse for psykoterapi og det at forstå relationen mellem mennesker ved at være ansat hos ham.«

Du siger, at du gjorde rent og tog i Brugsen med patienterne?

»Ja, og mange af mine kolleger sagde: ,Hold kæft, at du vil finde dig i det.` Men jeg synes, at det var givende. Når jeg var med patienterne ovre i Brugsen, hørte jeg, hvordan sådan noget som ambivalens giver sig til kende foran fryseboksen. ,Hvad nu, hvis de andre ikke kan lide det?` og så videre. Jeg forstod, hvad det betyder at være ambivalent helt ned i hverdagen. Det kunne bruges som et redskab, når man næste gang talte med patienten.«

Munke Hertel Wulff var en flittig mand. Men i modsætning til flere af sine kolleger brugte han ikke de sene timer på private patienter. I det hele taget var psykiateren, ifølge Inger Beck, ikke voldsomt populær blandt sine mere kemiinteresserede overlægekolleger, der opfattede ham som stædig og anstrengende.

Var han anstrengende?

»Nej, jeg synes bestemt ikke, at han var anstrengende. Han var et rigtig godt forbillede. Jeg har tit en indre dialog med ham.«

Hvordan?

»Hvad ville han mene om det og det? På den måde bliver han en slags vejleder i forhold til, hvad der er ordentligt. Jeg blev på hans afdeling i tre år, så kunne man ikke være der længere.«

Derefter rejste Inger Beck videre til andre stillinger, indtil hun i 1991 blev overlæge ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland ved en afdeling for yngre psykotiske patienter. Her videreudviklede hun alle ideerne omkring Det Terapeutiske Samfund. Og for tre år siden blev afdelingen på grund af besparelser lukket, og hun vendte tilbage til Roskilde, nu på Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Fjorden. I øjeblikket er hun ved at færdiggøre en bog om arbejdet med Det Terapeutiske Samfund.

»Jeg fortalte Munke om det undervejs, og han var vildt begejstret. Vi havde ikke en tæt kontakt, men en gang om året eller hvert andet år talte vi sammen.«

Hvorfor har I ikke holdt personlig kontakt?

Der opstår en pause.

»Det ved jeg ikke. Jo, på en måde bliver den også personlig. Når mennesker kommer så tæt på, at man i et splitsekund har akkurat samme kontakt. Når vi mødtes, var det præcist, som om vi havde forladt den forrige samtale i går. Jeg lærte umådeligt meget af ham. Han var på sin vis et diskret menneske. Han ønskede ikke at være mentor, tror jeg. Det var mig, der sagde det. Og jeg tror, at du kunne finde mange andre, der ville sige det samme om ham.

Hvornår så du ham sidst?

»Det har været til hans begravelse i april 2004, hvor jeg sagde farvel. Men han lever stadig som en indre repræsentation, som man kan konsultere. Hvordan ville han have gjort?«

Blå bog:

Inger Beck er kandidat fra Københavns Universitet, 1977, og MKM (Master i KonfliktMægling) ligeledes Københavns Universitet, 2004. Allerede i sommerferierne 1974, 1975 og 1976 arbejdede hun i vikariater hos overlæge Munke Hertel Wulff på Sct. Hans Hospital. Mødet med ham betød, at hun senere valgte at blive psykiater. Efter ansættelser på Kommunehospitalet og Sct. Hans Hospital blev hun speciallæge i voksenpsykiatri. Fra 1991 til 2003 var Inger Beck overlæge på en afdeling for yngre psykotiske patienter på Nykøbing Sjælland Sygehus. Siden juni 2003 har hun været behandlingsansvarlig overlæge på Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Sct. Hans Hospital.

I dag er Inger Beck 56 år. Hun bor med sin mand Nikolaj, der er ledende overlæge, speciallæge i diagnostisk radiologi samt klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Parret har fem børn: Anna, 30 år, tvillingerne Rasmus og Laura, 28 år, Hans Markus, 21 år og Sofus, 18 år.

Mentoren Munke

Munke Hertel Wulff modtog Christian Bonde-prisen i slutningen af 2003 og døde cirka et halvt år efter.

Christian Bonde og Munke Hertel Wulff hang i øvrigt sammen på flere måder. Den nu afdøde Christian Bonde voksede op under Åndssvageforsorgen, indtil Munke Hertel Wulff (og sønnen Christian) indså, at Christian Bonde var ualmindelig begavet af at være åndssvag. Munke Hertel Wulff talte jævnligt med Christian Bonde, som blandt andet var aktiv i Galebevægelsen og blev et ganske kendt ansigt i medierne.

Munke Hertel Wulff indledte selv sin professionelle karriere ved københavnske sygehuse, indtil han som 37-årig blev ansat på Sct. Hans Hospital. Året efter blev han overlæge samme sted, og i de følgende årtier arbejdede han blandt andet for øget patientrespekt, ideerne om Det terapeutiske Samfund og langt mindre behandlingsenheder, som man kender det i dag. I begyndelsen af 1980'erne havde han i tre år Inger Beck under sine vinger.

MIN MENTOR

En mentor er en vejleder, en rådgiver. Et menneske, som typisk har fået afgørende betydning for dit professionelle (og private) liv. Mentoren lærer dig ofte værdier, begreber og sammenhænge, som ikke findes i nogen undervisningsbøger. Hvem er din mentor? Hvilken person står som et fagligt og menneskeligt pejlemærke for dig?

Ugeskriftet interviewer i artikelserien »Min mentor« læger om deres mentorer. Hvis du selv har en mentor, som du vil fortælle om, vil vi gerne i kontakt med dig. Uanset om du er yngre eller en mere erfaren læge. Det er underordnet, om din mentor stadig lever.

Skriv til: jacob@bernermoe.dk

I serien Min mentor kan du også læse:

Moe JB. Enhver tjener med sit kald. Ugeskr Læger 2007;169(18):1716-9

Moe JB. »Hun løfter mig jo op«. Ugeskr Læger 2007;169(35):2916-9