»Mange er endog meget bange«

Overlæge, anæstesiolog Ivan Petersen, beredskabsansvarlig på OUH, bedøvede skudofret på traumestue 2, omkring 50 meter fra indgangsportalen:

»Jeg er på arbejde en ganske almindelig mandag. Aften/nattevagt. Jeg er bagvagt, klinisk anæstesi. På operationsstuen 00.19 for at være præcis, bliver jeg og traumeteamet kaldt til traumestuen. Vi skal modtage et skudoffer.

Vi kommer ganske kort før en ung mand, der er skudt i det ene ben og knivstukket adskillige gange i det andet. Han har også smålæsioner på arme og hænder, formentlig afværgelæsioner. Han er bleg, klamtsvedende, men vågen.

Ret kort efter bliver han dårlig. Formentlig på grund af det lave blodtryk og blodtab. Vi har netop fået ham bedøvet, og vores dør står stadig åben, da en sygeplejerske råber, at der kommer 15 til 20 personer bevæbnet med flasker og baseballbat.

Jeg råber, at vi skal have lukket døren. Den bliver lukket i al hast.

Ikke mange sekunder efter hører vi voldsom tummel ude på gangen, og de her 15-20 personer løber forbi og slår med deres køller på væggene og genstandene udenfor, mens der råbes og larmes voldsomt.

Folk har lidt forskellige opfattelser. Jeg har jo læst, at vi blev bestormet af 50-70 mennesker. Men det oplevede vi ikke, der hvor jeg var, selvom det jo nok er rigtigt. Vi oplevede 15-20.

Selvom vi er i gang med at behandle vores person, holder vi faktisk en kort pause i sekunderne, hvor de løber forbi, og hvor vi lige står og tænker: Gad vide hvad vi stiller op, hvis de pludselig kommer herind.

De har ikke opdaget, hvor vi er, og fordeler sig kort efter på over- og underetage i deres søgen efter deres skudoffer. Mere hører vi ikke til dem.

Politiet kommer ind på stuen og siger, at vi ikke må forlade traumestuen, før der er samlet en politistyrke, så vi kan blive fulgt på behørig vis gennem sygehuset til operationsstuen.

Vi venter en times tid, inden to maskinpistolbevæbnede betjente guider os videre. Han bliver opereret og sat sammen.

Initialt er stemningen som ved alle andre traumemodtagelser, saglig og relevant. Det er først efter råbet, at de kommer, at der breder sig en voldsom utryghed. Det er helt tydeligt, at der er mange, der bliver endog meget bange. Folk ryster på hænderne og kan ikke koncentrere sig.

Det er først efter 5-10 minutter, hvor det ligger fast, at de ikke kommer tilbage, at der falder ro over stuen.

Jeg mener ikke, at jeg har registreret, at jeg var bange. Men bestemt bekymret. Var de kommet ind og havde sagt, at jeg skulle flytte mig, så ville jeg gøre det. Jeg ville ikke have lagt mig imellem. Det er jo ikke mig, de skal have fat i. Men jeg vil ikke sætte livet på spil for patienten, hvis de stod der med køller.«

Rigshospitalet: »Vi skal ikke bures inde bag sluser«

Claus Falck Larsen, klinikchef for TraumeCenter og Akutmodtagelse, Rigshospitalet, der har oplevet lignende situationer:

»Jeg synes ikke, at danske hospitaler er for åbne. I virkeligheden er det ulykkeligt, hvis vi bures inde bag sluser, så vi ikke kan have det åbne hospital, vi har. Det er ikke den kultur, vi bør have. Vi er beriget af, at vi gør det godt for patienterne og deres pårørende, og en del af det er vores åbenhed.

Jeg arbejdede på et tidspunkt i USA, hvor der var skudsikre døre og vinduer. Jeg fattede det ikke. Det var så anderledes. Jeg håbede dengang - og gør stadig - at vi aldrig får det sådan her i Danmark. Det er ikke den vej, vi skal gå.

Hos os har vi i mange år haft lignende udfordringer som den i Odense. Måske ikke, hvor de har været lige så ophidsede og voldelige. Vi har jo kendt til rivalisering mellem grupperinger i lang tid, og i perioder har relativt mange villet vise sympati eller det modsatte over for de svært tilskadekomne. Og nogle har været tættere på behandlingen end godt er.

Vi prøver at lukke nogle ind fra gruppen, men ikke horder. Det forhandler vi om. Og de forstår det næsten altid godt. Vi kan jo ikke arbejde under vilkår, hvor så mange som i Odense løber rundt.

Så vi har i årevis arbejdet med at sikre området - vi vil helst bare ikke underholde med det. Men det er ingen hemmelighed, at vi kan lukke hele traumecenteret af og sikre adgang gennem sluser. Der sker dog meget, meget sjældent.

Noget andet, jeg tror, der er meget vigtigt, er samarbejdet med politiet. Vi har, synes vi selv, et rigtig godt samarbejde med Københavns Politi. De tænker på os, når der sker noget som det i Odense. Det er ikke sjældent, at vi allerede er adviseret, før vi bliver det fra akutlægebilen, og så politiet allerede er til stede hos os«.