Mange sygeplejersker i England udskriver medicin

TULSE HILL - Tracey Griffiths så sig nødsaget til at protestere, da en patient for nylig sagde »Thank you and goodbye, Doctor«.

»Jeg er jo ikke læge«, siger sygeplejersken, som er tilknyttet en almen praksis i en forstad til London.

Her laver hun næsten alt det, hendes lægekolleger i praksissen laver.

»Jeg ser patienter, som jeg ikke ved hvad fejler. Jeg tager deres historie. Jeg diagnosticerer dem, hvilket jo ikke er en traditionel rolle for en sygeplejerske. Og jeg laver behandlingsplaner«, fortæller hun.

Nurse Tracey, som hendes kolleger kalder hende, udskriver også medicin og har gjort det i årevis.

De engelske sygeplejersker har over årene gradvist fået større og større beføjelser, og med den seneste reform fra 2006 kan de i realiteten udskrive al mulig medicin bortset fra de allerstærkeste narkotikamidler, forudsat at de har taget de nødvendige kurser. Efterhånden er også andre dele af Storbritannien ved at indføre lignende regler.

Men at sygeplejerskerne kan udskrive medicin, betyder ikke, at alle gør det. Mange sygeplejersker, der ønsker den rolle, tager kun en bid af den. Nemlig den bid, der er behov for på netop deres arbejdsplads. Det er en forudsætning for den udvidede rolle, at et sådan behov faktisk findes.

»Her på stedet satte jeg mig sammen med mine praktiserende læger og PCT'en [Primary Care Trust, den lokale myndighed, der regulerer almen praksis, red.]. Og så lavede vi en aftale om, hvad jeg kan ordinere«, siger Tracey Griffiths.

Det vil f.eks. sige kontraception og medicin mod luftvejssygdomme, mens hun f.eks. ikke udskriver midler mod depression.

Tracey Griffiths skulle lave en lang liste med alle de kurser og eksaminer, hun havde taget, for at bevise, at hun virkelig besad de nødvendige forudsætninger.

Siden fulgte en intensiv efteruddannelse - både et halvt år på deltid på universitetet og på arbejdspladsen. Bl.a. var en af de praktiserende læger i hendes praksis mentor og sad f.eks. med ved en række konsultationer. I systemet ligger således, at kun sygeplejersker, der har et job på en arbejdsplads, som støtter deres ambitioner, kan komme i betragtning.

Andre ting vigtige

Spørger man Tracey Griffiths, har hendes stadig mere vægtige rolle været et absolut gode.

»Det har givet mig større arbejdstilfredshed. Lønnen er også bedre. Og patienttilfredsheden er god. Systemet fjerner jo flaskehalse og betyder, at patienterne ofte ikke behøver vente på en læge«.

Men ingen lægger skjul på, at lægerne oprindeligt var noget betænkelige ved at give sygeplejerskerne så udvidede roller. BMA, lægernes organisation, kaldte den seneste reform for »uansvarlig og farlig«, mens debatten om den stod på.

Opgaveglidningen i England er helt klart sket efter pres fra sygeplejerskernes side. Ifølge sygeplejerskernes organisation, RCN, har 13.705 sygeplejersker opgraderet sig, så de nu har ret til at udskrive en eller anden form for medicin. Men i dag er det som om, at lægerne har vænnet sig til de nye tider. De kæmper i hvert tilfælde ikke imod længere.

»Frygten for, at dette her ville blive slutningen på livet, som vi kender det, er ikke blevet realiseret«, siger Laurence Buckman, der er praktiserende læge i Nordlondon og formand for det, der i Storbritannien svarer til PLO.

Læger og sygeplejersker har stadig uoverensstemmelser over f.eks. arten og længden af den efteruddannelse, som de medicinerende sygeplejersker skal igennem. Nærmere betegnet: Hvor specialiseret skal den være?

Lille betydning

Men generelt set har den britiske opgaveglidning på dette felt faktisk ikke betydet ret meget, er vurderingen fra lægeside nu.

»Så vidt jeg er orienteret, skriver de ikke mere medicin ud end lægerne, de udskriver ikke uden for indikationerne, det har ikke ført til kolossale udgifter, der har ikke været nogen skandaler, og det kan godt være, det sparer noget tid, men det er ikke det store«, siger han om sygeplejerskernes medicinudskrivning.

I en dansk sammenhæng, hvor opgaveglidning diskuteres intenst, virker den holdning nærmest nonchalant.

Og Laurence Buckman siger da også, at de britiske læger har meget større problemer end sygeplejersker, der overtager noget af medicinudskrivningen.

»Mit budskab til de danske kolleger er, at de bør være taknemmelige over at leve i et velreguleret land, hvor de ikke har værre ting at bekymre sig for. Her i landet befinder vi os i en permanent krigszone«, siger han.

Hermed mener den britiske læge og lægepolitiker det pres, som skiftende regeringer har lagt - og lægger - på det offentlige sundhedsvæsen.

Så hvad er de britiske lægers største problem - i det mindste i almen praksis, som Laurence Buckman repræsenterer?

»Privatiseringen. De store private firmaer underbyder os og udvikler tilbud, der ganske enkelt tager vores patienter fra os. Bliver det sådan ved, går vi fallit«, siger han.

Men er de opgaveglidende sygeplejersker ikke netop en af årsagerne til, at nogle praksis kan underbyde andre?

»Det er en lille faktor men ikke det mest magtfulde motiv«, siger Laurence Buckman.

»Ærligt talt - det er ret ubetydeligt«.

Hvad nu?

Undersøgelser støtter vurderingen af, at ordinationsret til sygeplejerskerne ikke har ført til nogen katastrofer - hverken for patienternes medicinindtag eller samfundets økonomi.

»Den forskning, vi har, viser, at sygeplejerskerne er forsigtige. De ordinerer ikke så proaktivt, som nogle havde troet, at de ville gøre. Der har derfor heller ikke været nogen store udgiftsstigninger«, siger Helen Ward, som leder efteruddannelsen af bl.a. sygeplejersker på London South Bank University.

Der foregår intens forskning i virkningerne af opgaveglidningen - og ikke bare til sygeplejerskerne - men der er slet ingen tvivl om, at de nye regler er kommet for at blive.

»Vi har fået at vide, at regeringen planlægger at gøre det muligt for f.eks. sygeplejersker, der arbejder med palliativ behandling, at udskrive selv de sidste, allerstærkeste smertestillende midler. Forudsat at de har den nødvendige uddannelse. Egentlig var lovgivningen varslet til april, men vi har ikke set den endnu. Men vi regner med, at den kommer snart«, siger hun.

Faktaboks

Engelske sygeplejersker har gradvist fra 1986 fået bemyndigelse til at udskrive medicin fra oprindeligt ganske få produkter til - fra 2006 - næsten hele registret. Der er nye regler på vej, som forventes at fjerne de sidste grænser.

De såkaldte »independent nurse prescribers« - uafhængige sygeplejerske-udskrivere, bogstaveligt oversat - kan ordinere medicin »inden for deres kompetence«. Det vil sige, at de skal opfylde visse betingelser - f.eks. kurser - for at kunne udskrive medicinen. En diabetessygeplejerske kan f.eks. ikke bare pludselig give sig til at udskrive hjertemedicin.

Det er op til sygeplejerskernes arbejdsgivere og de lokale myndigheder at beslutte, hvilke sygeplejerske r, der skal have lov til at blive »independent nurse prescribers«.

De medicinudskrivende sygeplejersker er ansvarlige for deres egne ordineringer.