Skip to main content

Mangfoldigheden af opgaver er stor

På Regionshospitalet Viborgs børneafdeling får uddannelseslæge Birgitte Tusgaard Petersen allerede nu lov at arbejde
med det subspeciale, hun fremtidigt ønsker at dygtiggøre sig inden for.

Birgitte Petersen.
Birgitte Petersen.

Jannie Iwankow Søgaard, mail@jannieiwankowsoegaard.dk / Foto: Astrid Dalum

2. maj 2016
3 min.

Man skal ikke gå over åen efter vand, siges det. Så da Birgitte Tusgaard Petersen for godt fire år siden søgte hoveduddannelsesstilling i pædiatri, var det derfor oplagt for hende at søge på Regionshospitalet Viborg. Her i domkirkebyen var hun allerede i en introstilling og tilmed meget glad for at være.

»Her er en rar og venlig atmosfære, som folk trives i. Og så prioriterer man uddannelse rigtigt højt«, siger hun.

Birgitte Tusgaard Petersens hoveduddannelsesstilling har været delt op mellem ophold på henholdsvis Aarhus Universitetshospital, Skejby, og Regionshospitalet Viborg. Hun understreger, at opholdet på sygehuset i Aarhus, som hun har afsluttet, var enormt lærerigt. Der bestod de fleste arbejdsdage af stuegang og vagter. Modsat forholder det sig på Regionshospitalet Viborg, hvor mange af hendes patienter er ambulante.

»I Viborg oplever jeg flere lange, samlede patientforløb, og man får en bred pædiatrisk erfaring. Samtidig er det en afdeling med så stort et patientflow, at der er plads til at orientere sig bådei bredden og dybden. Og så arbejder vi meget sammen på tværs af faggrænser, hvilket jeg rigtigt godt kan lide«, siger hun.

En af de ting, hun værdsætter på Regionshospitalet Viborg, er den uddannelsesansvarlige læges evne til arrangere forløb med indhold, som man til tider glemmer, hører til pædiatrien.

Faktaboks

Fakta

»Lige nu samarbejder jeg for eksempel med en socialrådgiver og laver statusattester, ligesom jeg er i nogle tværfaglige teams, hvor vi diskuterer de børn, der har brug for andet end det, vi kan tilbyde dem her på afdelingen. Den slags arbejdede jeg ikke med på universitetshospitalet«, siger 41-årge Birgitte Tusgaard Petersen.

I det hele taget er mulighederne for at tage fagligt individuelle hensyn store på Viborgafdelingen.

»De er meget lydhøre over for, hvad jeg gerne vil subspecialisere mig i fremtidigt. For eksempel har jeg givet udtryk for, at jeg har stor interesse i astma- og allergiområdet, og så har jeg fået lov at deltage i nogle spændende projekter, som er sat i gang på afdelingen. På den måde får vi, der ikke har lavet en ph.d., også noget forskningserfaring«, siger hun.

Birgitte Tusgaard Petersen mener ikke, at man som læge under uddannelse skal frygte et lavere fagligt niveau på sygehuse af samme størrelse som Regionshospitalet Viborg.

»På en del områder er ekspertisen her lige så god som andre steder. Selvfølgelig er der ikke eksperter inden for alle subspecialer, men så kan man altid ringe efter vejledning på et universitetshospital. Længere væk er hjælpen ikke«, siger hun og påpeger endnu et af plusserne ved at være på et mindre sygehus.

»Man bliver set lidt mere, og jeg oplever, at man tildeles et større ansvar, og at mangfoldigheden af opgaver er større«, siger Birgitte Tusgaard Petersen.