Manglen på speciallæger i kraftig stigning

Frem til år 2015 vil der være en tiltagende mangel på speciallæger. Mindst 2.000. Udbuddet af speciallæger falder, mens efterspørgslen stiger.

»Udviklingen er dybt bekymrende«, udtaler Bent Hansen, formand for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg.

Tallene stammer fra Sundhedsstyrelsens nye lægeprognose - den første siden 1995 - og grundlaget for at nå frem til en manko på 2.000 speciallæger er, at efterspørgslen blot stiger med én procent om året. Ifølge flere centrale aktører er det tal lavt sat. Siden 1990 har efterspørgslen efter speciallæger været på mellem fem og otte procent pr. år, men lægemangel udregnet på de procenter findes ikke i Sundhedsstyrelsens rapport.

Manglen på speciallæger gælder alle specialer, men er særligt graverende inden for de medicinske specialer, arbejdsmedicin, dermato-venerologi, gynækologi og obstetrik, klinisk biokemi, klinisk fysiologi og nuklearmedicin, oftalmologi, oto-rhino-laryngologi, patologisk anatomi, psykiatri, pædiatri og samfundsmedicin.

Her vil faldet i antal speciallæger være større end ti procent i de kommende ti år.

Prognosen peger på, at der i 2025 vil være ca. 800 færre speciallæger end i udgangspositionen, hvilket er et fald fra 11.175 i 2000 til 10.300 i 2025.

En prognose er parret med usikkerhed, og i rapporten fremhæver Sundhedsstyrelsen tre usikkerheder.

For det første, som beskrives som en »væsentlig usikkerhed«, er de studerendes gennemførelsesprocent ikke sikker, og hvorvidt de udenlandske studerende, som i 2002 udgjorde 29,4 procent af alle studerende (24 procent kom fra Norge og Sverige), vender hjem igen, er ligeledes forbundet med stor usikkerhed.

En ændring i fuldførelsesprocenten på blot fem procent vil således påvirke lægeudbuddet med 700-800 læger i perioden frem til 2025.

For det andet kan pensionsalderen også rokke ved udbuddet af læger. Hvis tidspunktet for pensionen kan udskydes med to år, vil udbuddet således stige med over 200 læger i 2010.

Tredje usikkerhed knyttet til de kvindelige læger, såmænd, for 2018 bliver skelsættende for lægestanden. Her vil kvinderne ifølge prognosen for første gang i dansk lægehistorie udgøre hovedparten af lægepopulationen. Hvis kvindernes erhvervsaktivitet målt i antal arbejdstimer pr. år og deres pensionsalder fortsat vil ligge lavere end mændenes, vil det få betydning for forudsigelserne.

Risiko for restgruppe

Ét forhold, som ikke er usikkert ved prognosen, er, at der vil opstå kø til uddannelsesstillingerne, hvis ikke amterne opretter et stort antal nye stillinger, for antallet af yngre læger vil stige fra 6.500 i 2.000 til over 10.000 i 2025.

Lægeprognosen vurderer, at der frem til 2007 vil være tilstrækkelig kapacitet i videreuddannelsen til at rumme det stigende antal yngre læger. Men hvis antallet af klassificerede stillinger i videreuddannelsen ikke øges efter 2007, opstår de frygtede køer til uddannelsesstillingerne, en restgruppe, og i rapporten står, at det »kan føre til udvandring af læger som tilfældet var i 1970'erne og 1980'erne«.

Hermed konkluderer rapporten videre, at det ikke længere er hensigtsmæssigt at fortsætte rekrutteringen af udenlandske læger, som først skal gennemføre en dansk videreuddannelse.

Rapporten slår fast, at der ikke gives nogle snuptagsløsninger for at forhindre det forventede fald i udbuddet af speciallæger de kommende 10-15 år, og for at understrege situationens alvor kan rapporten ikke se anden udvej end at pege på sygehuslukninger, nedlæggelse af afdelinger, udbygning af de funktionsbærende enheder og reduktion i antallet af vagtberedskaber.

Lægemangel presser strukturen

Bent Hansen finder udviklingen særligt bekymrende, fordi han forventer, at efterspørgslen efter speciallæger vil være stigende de kommende år, mens udbuddet af speciallæger falder.

»Nye behandlingsformer og teknologi samt pres fra patienter om den bedst mulige ekspertise i flere og flere behandlingsforløb, vil få efterspørgslen efter speciallæger til at stige«, siger Bent Hansen.

Manglen på speciallæger vil forstærke presset på strukturen i sundhedsvæsenet, vurderer han.

»De steder, hvor man overhovedet kan rationalisere på vagtdækningen, vil man gøre det. Vi kan ikke importere os ud af problemet«, siger han og nævner hermed den efterhånden meget brugte mulighed med at hente læger fra andre kulturer ind i sygehusvæsenet.

Bent Hansen mener, at drøftelser om seniorordninger vil blive intensiveret, men han nævner også mere utraditionelle løsninger såsom arbejdstiden.

»Vi bliver også nødt til at se på hellige køer som arbejdstiden. Er de 37 timer nu så hellige, når det kommer til stykket? For læger ser ud til at ville arbejde mere end 37 timer, når man ser på den lyst der er til at tage arbejde andre steder«, udtaler Bent Hansen.

Han beklager den lange ventetid på prognosen, selv om konklusionerne ikke kommer voldsomt bag på ham.

»Med den hastighed, hvormed sygehusvæsenet forandrer sig, ville det være rart med hyppigere prognoser. Ikke hvert år, men måske hvert fjerde år. Otte år er for lang tid«, mener han.

Udvid uddannelseskapaciteten nu

Mette Siemsen, formand for Uddannelsespolitisk Udvalg i Lægeforeningen, glæder sig over, at det ser ud til at, speciallægerne går en god - og travl - tid i møde, men hun bekymrer sig mest over prognosen, fordi mange yngre læger risikerer at komme i klemme i videreuddannelsen.

Enten ved ikke at få det ønskede speciale eller i værste tilfælde ved at stå urokkeligt fast foran en betonarmeret, låst dør til specialet.

»Vi står over for en situation med risiko for ophobning af kandidater foran de ønskede specialer, hvis ikke det lykkes at udvide uddannelseskapaciteten«, udtaler Mette Siemsen.

Hun mener, at det ikke nødvendigvis er ideelt at lave et videreuddannelsessystem, hvor der ikke er plads til »svinkeærinder« som barsel, forskning, udlandsophold, etc., men kun den rene uddannelsesmotorvej, som politikere og embedsmænd i amterne sukker efter.

Det vil gøre videreuddannelsestiden kortere og dermed skaffe flere speciallæger hurtigere, men en række ældre kandidater vil blive overhalet indenom, og det er ikke rimeligt med mindre de selv vælger, at det skal være sådan.

»Der er grænser for, hvor meget man skal straffe dem, som ikke ønsker eller kan tage den slagne vej. Der skal være plads til individuelle ønsker, så man ikke bliver tvunget ind i et uddannelsesforløb, som man ikke er interesseret i. P.t. er man i amterne for forhippet på at få folk hurtigt igennem systemet«, siger Mette Siemsen, og tilføjer, at det kan give problemer for nogle.

Hun glæder sig over enigheden om lægeprognosen og at det lykkedes Lægeforeningen at ændre afgørende på en passus i prognosen om tidspunktet for, hvornår uddannelseskapaciteten skal udvides. Udgangspunkt et var i 2007, men nu er det blevet efter behov.

Heldigvis, mener Mette Siemsen, for efter hendes mening er der allerede i dag - selv om der på en lang række specialer er ledige uddannelsespladser - behov for at udvide kapaciteten, for de tomme, klassificerede uddannelsesstillinger er udtryk for et strukturelt problem. Herved kan amterne få flere speciallæger hurtigere, og risikoen for forstoppelse i videreuddannelsessystemet bliver formindsket.

Steen Olesen, formand for Forsknings- og Uddannelsesudvalget i FAYL, mener grundlæggende, at der blandt læger er den fornødne evne og vilje til at uddanne det kommende store rykind af yngre læger, men han er usikker på, om amterne vil bekoste det fornødne antal uddannelsesstillinger og frigive speciallægerne til at sørge for uddannelse i dagtiden.

»Vi bør arbejde hen imod et uddannelsesintensivt arbejde og få politikerne i amterne til at erkende, at uddannelse tager tid. Alternativet er dårlige eller ingen læger«, siger Steen Olesen.

Hurtigere at blive speciallæge

Henning Bruun Schmidt, sundhedsdirektør i Viborg Amt, appellerer til, at den stigende mangel på speciallæger ikke yderligere kommer til at ramme yderområderne.

»Vi vil blive kollektivt ringere stillet, hvis ikke vi bliver solidariske på det her felt. Udkanterne af kongeriget vil i den grad komme til at savne speciallæger, både i almen medicin, privatpraktiserende og på stabene på sygehusene«, siger han.

Umiddelbart fokuserer han på at nedbringe tiden på at uddanne en speciallæge som et indsatsområde, for de 14 år, som det tager i gennemsnit, mener han er for lang tid.

Samme tanke er Lars Engberg, formand for Hovedstadens Sygehusfællesskab, inde på, og selv om hovedstaden normalt ikke slås med samme vakanceproblemer som i yderområderne, gør han anskrig.

»Problemet er større end vi ellers har troet«, siger han.

Lars Engberg foreslår, at Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse giver kravene for at opnå en stilling i hoveduddannelsen et særligt eftersyn.

»Vi bliver nødt til at se på, om kravene om at få en uddannelsesstillling er rimelige. Der går lang tid med at blive speciallæge«, konstaterer han kritisk.

Han nævner, at H:S snarest vil tage kontakt til sygehusfællesskabets sundhedsfaglige råd for at finde frem til forslag, som kan reducere efterspørgslen efter speciallæger.

Umiddelbart nævner Lars Engberg muligheden for at pille ved pensionsalderen i overenskomsten, opgaveglidninger mellem faggrupperne og acceleration af patientforløb samt opstramning i den generelle arbejdstilrettelæggelse.

Men det, som virkeligt er probat, og som han selv kender fra dannelsen af H:S, er strukurændringer med sammenlægninger og nedlæggelser af afdelinger, funktionsbærende enheder, etc. Derfor sætter han sin lid til, at Strukturkommissionen ved fx at foreslå tre regioner vil kunne frigive nogle meget slagkraftige planlægningsmæssige gevinster med hensyn til at udnytte speciallægerne bedre.

Integration af sektorerne

Leif Vestergaard Petersen, sundhedsdirektør i Århus Amt, er særligt bekymret med udsigt til det markante fald i antallet af praktiserende læger i 2025 med omkring 1.000 færre end i dag - »selve fundamentet i sundhedsvæsenet med 90 procent af alle henvendelser«. De praktiserende læger skal derfor integreres mere indgående i det samlede sundhedsvæsen, mener han. Viden og kompetencer frem og tilbage mellem primær og sekundær sektor skal udnyttes meget omhyggeligt fremover, understreger han.

Situationen med mange uddannelsessøgende i forhold til uddannelsesgivende læger, erkender han, men finder en løsning for problemet med bedre udnyttelse af pædagogikken og hjælpemidler, fx simulatorer, og en nedprioritering af andre områder i sundhedsvæsenet, for uddannelsen koster og skal bekostes, siger han.

Trækket på speciallæger vil i Danmark såvel som i de andre vestlige lande fortsætte med uformindsket kraft, mener også Leif Vestergaard Petersen, og han advarer mod, at det offentlige går imod udviklingen og forsøger at bremse speciallægernes indtog.

»Vi kan mene, at vi ikke har råd til alle de speciallæger i det danske samfund. Men det er forkert! Hvis ikke vi finder finanser til at betale speciallægerne i det offentlige, er det ikke det samme som at sige, at forbruget af speciallæger ikke kommer, det vil bare ske i det private, som er en stadigt voksende sektor«, nævner Leif Vestergaard Petersen.

Fakta - Vi bliver flere

I lægeprognosens udgangspunkt, som er 2000, var der 17.310 erhvervsaktive læger i Danmark. I 2025, prognosens slutpunkt, vil der være 20.470, hvilket svarer til en gennemsnitlig årlig stigning på 0,8 procent. Antallet af speciallæger vil falde fra 11.175 til 10.300, hvorimod antallet af yngre læger vil stige kraftigt fra 6.500 til mere end 10.000.

Faldet i speciallæger er forskelligt fra speciale til speciale. For almen medicin vil der være 18 procent færre speciallæger i 2025, i psykiatri 19 procent, men det største fald sker inden for oto-rhino-laryngologi, som bliver decimeret med 31,6 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at antallet speciallæger inden for børne- og ungdomspsykiatri forventes at stige fra 93 til 208 svarende til en stigning på 124 procent.

I gennemsnit tager det 14 år at blive speciallæge fra kandidateksamen, hvilket er lang tid i forhold til andre lande, som Danmark normalt sammenlignes med. Den laveste gennemførelsestid findes inden for almen medicin med otte år, mens man inden for arbejds- og miljømedicin ikke er blandt hurtigløberne. Her tager det i gennemsnit 18 år. Ventetiden før start af den egentlige speciallægeuddannelse udgør godt halvdelen af den samlede uddannelsesvarighed i mange specialer, hvilket svarer til 5-9 år.

Se Sundhedsstyrrelsens hjemmeside www.sst.dk