Markedsgørelse og indikationsskred

Når det gælder markedsgørelsen af sundhedsvæsenet, så er Rubicon for længst overskredet. Det kan læsere af dette tillæg til Ugeskrift for Læger konstatere. Sundhedsydelser er blevet en vare, der bl.a. bliver forsynet med en DRG-prislap eller prissat gennem et forsikringssystem. Projektleder Jakob Kjellberg, DSI, konstaterer, at vi bevæger os mod større privatisering frem for øget kollektivisme: »alle pile peger mod et mere udbygget forsikringsdanmark, men derfra, til at tale om amerikanske tilstande, er dog et stykke vej«.

OECD har netop placeret Danmark og USA i hver sin ende på en skala over, hvor der er størst lighed i adgangen til lægebehandling. Vi ønsker ikke amerikanske tilstande. Vi ønsker at bevare det bedste fra den danske model. Vi skal bevare den lige adgang til at gå til læge og et offentligt tilbud af høj kvalitet til alle. Det kan så leveres af offentlige eller private udbydere. Små 5.000 af denne forenings medlemmer i almen og speciallægepraksis er private erhvervsdrivende, der leverer deres ydelser inden for et velfungerende offentligt system, der tilmed er økonomisk fornuftigt. De nye private udbydere skal være en del af dette system, og den nuværende udvikling skal derfor justeres.

Det siger sig selv, at der er et misforhold, når privathospitalerne nu kan rapportere om en kraftigt forbedret overskudsgrad samtidig med, at de kan betale læger tre gange så høje lønninger som i det offentlige. Hvis det er måden, hvorpå politikerne vil skabe øget konkurrence mellem offentligt og privat, så er det et konkurrenceforhold, som de offentlige sygehuse ikke kan klare i længden. Der må skabes mere lige forhold, så de offentlige sygehuse kan fastholde specialisterne og den høje kvalitet.

Nok så bekymrende er de tiltagende forlydender om et indikationsskred i den private sektor, som omtales i dette tillæg. Vi har også hørt om tendensen til, at der udføres unødvendige behandlinger og overflødige operationer i privat regi, dels fordi forsikringspatienterne forventer at få noget mere på den konto, dels fordi der i private regi ikke er den samme bremse på viljen til at give ekstra behandlinger og henvisninger. Der nævnes eksempler i artiklen, og kolleger kan komme med flere.

Det tilbagevises af privathospitalerne, der opfordrer lægerne til at dokumentere deres påstande. En mere systematisk undersøgelse ville derfor være en god idé. Det ville også være en god idé, at de private åbner deres regnskaber og en endnu bedre idé, hvis de private sygehuse og klinikker indfører den samme indbyrdes kontrol med behandlingerne, som speciallægepraksis har. Det er lægerne selv, der skal sørge for, at et indikationsskred bremses.

Men det er en kendsgerning, at danskere med en sundhedsforsikring ikke er forpligtet til at skaffe en henvisning fra deres egen læge. Det skal blot ske efter lægelig henvisning eller efter lægelig godkendelse. Derved skrider den praktiserende læges rolle som gatekeeper og det offentliges repræsentant, når det skal vurderes, om en behandling er indiceret eller ej.

Vi får igen at vide, at det er lægerne, der har problemer med deres etik, hvis de lader sig præge af disse indbyggede incitamenter til at trække væk fra den danske model. For nyligt fik vi at vide, at speciallægerne var på kanten af lægeetikken, hvis de prioriterede forsikringspatienter, der betalte dobbelt for behandlingen. Det er en mærkelig dobbeltmoral, som vores politikere gør brug af. Som Ole Hartling siger i dette tillæg, så kan man ikke bebrejde læger, at de bukker sig ned og samler guld op. Men man kan bebrejde dem, der har lagt det der.