Skip to main content

Mayday, mayday: øerne kalder læger

Journalist Michael Bjørnbak Martensen, martensen@mail.dk

1. nov. 2005
6 min.

Bølgerne har gået højt i foråret og hen over sommeren på Samsø, der ligger i Århus Amt.

Da Lægehuset lukkede den 1. juli, uden det i mange år havde været muligt at finde købere, tegnede fremtiden til at blive en service på øen med én praktiserende læge til de 4.200 fastboende plus cirka 20-30.000 turister om sommeren plus de ekstra 5.000, der kom til den årlige jazz-festival.

I de sidste tre år havde øen været betjent af tre læger - to læger i Lægehuset samt læge Flemming Jensen - med en arbejdsdag fyldt op med dagbetjening - og nætter, der blev delt på skift.

Samsøbeboernes bekymring blev trukket skarpt op på flere borgermøder og underskriftsindsamlinger - alt imens Århus Amt og P.L.O. forsøgte at blive enige om en aftale. Men udkastet til en aftale, som amtet kom med i foråret, faldt til gulvet. Amtet forestillede sig en ø-ordning, hvor ansatte læger både skulle arbejde på sygehuset og klare lægevagten, hvilket P.L.O. ikke mente var en hverken god eller holdbar løsning.

Og med en midlertidig løsning, hvor borgerne kunne ringe til læge Flemming Jensen eller til vagtlægen uden for åbningstiden i dagtimerne, er sommeren gået - uden dramatik.

I alt fald kan embedslægen i Århus fortælle, at der i sommer ikke har været klager over lægebetjeningen. Embedslægen fortæller også, at de har fulgt situationen på Samsø, og at der ikke har været noget at komme efter, lægefagligt.

Borgmester Carsten Bruun, der tidligere var læge på Samsø, har heller ikke modtaget klager, og borgernes store bekymring tilskriver han »tabet ved at miste sin gode gamle familielæge« og at »amtets information til borgerne kunne have været bedre«.

Farvel til 2 millioner kroner

Men da udkastet til en aftale faldt på gulvet, betød det samtidig, at lægerne i Lægehuset også måtte vinke farvel til et beløb på 2,038 millioner kroner, som Sundhedsudvalget i Århus Amt ellers i februar måned havde indstillet som betaling for goodwill og inventar. Resultatet blev i stedet, at lægerne, Jenny Møller og Anders Evers, fik tilbudt 309.000 kr. for journaler og inventar. En oplevelse, der har vagt megen bitterhed mod amtet for begge lægers vedkommende.

Den 58-årige læge Jenny Møller har haft det svært med at se på det, der sker på Samsø, for hun ville gerne være fortsat, hvis hun blot kunne blive fri for nattevagterne - og dermed kunne Lægehuset været forskånet for lukningen.

»Vi spurgte amtet, om vi kunne få en læge til nogle aflastningstimer. Og havde amtet sagt ,ja` til en sådan ordning, ville jeg og min kollega, læge Anders Evers, være fortsat. Men denne løsning var de åbenbart ikke interesserede i, hvilket jo undrer mig meget, når man sådan hører, hvor vigtigt det er at bevare ,det grå guld`,« siger Jenny Møller.

Læger er selvstændige

Kontorchef Ib Kjeldsen, Århus Amt, der har forhandlet med P.L.O., opfatter sagsforløbet på den måde, at man ikke kunne nå til enighed om en aftale, hvor Lægehusets nedlæggelse og en ø-ordning kunne kombineres - og derfor var det næste skridt for amtet at sikre journalerne.

»Der er nemlig et meget uheldigt hul i loven, fordi en læge, der ophører med at drive praksis, kan beholde eller sågar brænde journalerne, så vi betalte lægerne for arbejdet med at sikre journalerne til fremtidigt brug,» siger Ib Kjeldsen og fortsætter:

»Og jeg mener også, at vi har prøvet at nå til enighed om ganske mange løsninger, også med at dele nattevagterne på en anden måde, men det har lægerne selv sagt ,nej` til - og det er jo også sådan, at lægerne selv kan ansætte mere personale, hvis de havde behov for hjælp. En læge, er jo altså en privat virksomhed, der selv kan bestemme, hvorledes driften skal hænge sammen.«

Ærgerlig udgang

»Der er to tabere i denne sag, og det er utroligt ærgerligt,« siger Klaus Friis Andersen, der som forhandler for P.L.O. har repræsenteret Jenny Møller og Klaus Evers i forhandlingerne med Århus Amt.

For der er nu så småt en løsning på vej, og havde de to læger fortsat deres praksis, indtil der kunne aftales en ordning, ville erstatningsbeløbet hedde 2 mio. kr. i stedet for de 300.000 kr., som blev udgangen.

»Så det, man kan lære af denne sag, er, at en læge er en privat virksomhed, hvor det er vigtigt at have en stærk forhandlingsposition, og at man skal handle i tide,« siger Klaus Friis Andersen.

Øerne skriger efter læger

Når der er mangel på læger, mærker øerne og de tyndt befolkede områder det først.

Fyns Amt står med fire af ni ledige ø-lægestillinger - to på Ærø og to på Langeland - og afdelingschef Peter Simonsen, Fyns Amt, betegner situationen som »alvorlig«; dog ikke så alvorlig, at de overhovedet tænker i ø-ordninger.

Og modsat Århus Amt - der mener, at lægerne er en privat virksomhed og derfor selv skal løse opgaverne - er ideen om at støtte de praktiserende læger på Ærø og Langeland slet ikke fjern på Fyn.

»På Langeland er det især vagten, der belaster lægerne, og derfor er vi parate til at se på vilkårene fremover,« siger Peter Simonsen og fortsætter:

»Lægedækningen på de to øer svarer nu til overenskomstens normtal, men da Ærø og Langeland har flere ældre borgere, og det også er besværligere at komme rundt, er vi rede til også at se på f.eks. en bedre økonomi, men også en bedre organisering - og på den måde, tror vi meget på, at vi kan få dagligdagen til at glide igen.«

Men amtet og samarbejdsudvalget er også klar over, at der skal tages stilling til de problemer, der lurer i fremtiden - hvor situationen er den, at der er flere læger omkring de 60 år, der kan forventes at stoppe om nogle år. Og derfor ser de på mulighederne for at oprette uddannelsesstillinger for få yngre læger gjort interesserede i at bosætte sig - og at etablere større enheder, som kunne være lægehuse.

»Vi ved, at yngre læger gerne vil arbejde tættere sammen, og derfor er større enheder noget, vi overvejer seriøst - og større enheder giver også bedre mulighed for at organisere arbejdet bedre og dermed opnå en større effektivitet,« siger Peter Simonsen, der ser frem til, at aftalerne falder på plads i løbet af efteråret.

Fakta

Ø-lægeordningen

Ø-lægeordninger er hidtil brugt, når der er et utilstrækkeligt patientunderlag for en privat praksis - hvor amtet betaler ø-lægen et fast honorar som supplement til indtægten efter landsoverenskomsten og stiller konsultationslokale til rådighed. En ø-læge ejer ikke sin praksis.

Hvis der kommer en ø-lægeordning på Samsø, vil betegnelsen blive udvidet til også at omfatte øer med et tilstrækkeligt underlag for en privat praksis.

De ledige ø-lægestillinger

En på Fejø, en på Femø og en på Anholt - men der er også ledige stillinger på øvrige danske øer (uden p.t. at være ø-lægestillinger): to på Ærø, to på Langeland, to på Samsø.