Med Aprilheksen til eksamen

»Det er ,kult`, at man kan læse en skønlitterær bog i eksamensperioden. Det er jo afkoblende«.

24-årige Kajsa Ericson taler om sin eksamen i arbejdsmedicin, retsmedicin og samfundsmedicin. De tre fag er lagt sammen på Lunds Universitet.

Men det er ikke det mest usædvanlige.

To måneder før den kombinerede eksamen fik Kajsa og de andre studerende på 10. semester udleveret en bog. En skønlitterær bog. Og helt gratis.

Det var ikke pensum. De studerende kunne i princippet selv bestemme, om de ville læse »Aprilhäxan« af Majgull Axelsson. Men det kunne være en hjælp, fik de at vide. I stedet for spørgsmål a la »en 18-årig kvinde med smerter i benet« var samtlige eksamenspørgsmål formuleret med udgangspunkt i personerne fra romanen (se Boks).

»Det er sjovere. Man kender personerne. Man kender jo deres liv og tanker fra bogen«.

Dermed rammer Kajsa Ericson noget af pointen i det utraditionelle projekt.

Vi sidder i et halvmørkt kontor, der tilhører professor i retsmedicin Peter Löwenhielm. Han sidder med krydsede ben i sin stol ved vinduet. Nærmest i sofaen sidder den 25-årige studerende Johan Sjunnesson og ved siden af Kajsa Ericson.

Peter Löwenhielm er den direkte årsag til, at den nye eksamensform er blevet indført. Foreløbig har tre hold gået til eksamen med en roman under armen. En spørgeskemaundersøgelse på et af holdene viste, at tre ud af fire læste den uddelte bog. Og næsten alle var positive.

Også Johan Sjunnesson: »Det er mere lystfyldt at lave den slags eksamen. Man kender personerne. Man sidder og småfniser lidt«.

Peter Löwenhielm ser tilfreds ud. Den nye eksamensform har pustet til en debat om humaniora i medicinstudiet, og han har haft besøg af flere svenske medier og er blevet kontaktet af journalister så langt væk fra som Australien.

Men hvad er formålet med det hele?

»For at udtrykke det vældig kort,« starter Peter Löwenhielm. »Jeg tror, man bliver en bedre læge af at læse skønlitteratur«.

Hvorfor det?

»Man får en større ydmyghed for virkeligheden. Man kan lære at betragte sine patienter som subjekt i stedet for objekt. Man får en bedre balance mellem humanistisk menneskesyn og et naturvidenskabeligt menneskesyn«.

Hvad mener du med en større ydmyghed?

»Man lader patienten spille med i beslutningsprocessen. Som læge skal man være en autoritet, men ikke autoritær«.

Mener du, at læger opfatter patienterne som objekter?

»Ja, det hænger jo sammen med, at sundhedsvæsenet bliver mere og mere teknisk. MR-scannere og computere. Metoderne bliver bedre. Vi har en DNA-teknik, som stormer frem. Alt det værktøj gør, at det naturvidenskabelige syn tager over i forhold til det humanistiske.

Men patienterne er mennesker, som faktisk kan tænke selv. Lægen ser i dag patienten som objekt - som noget der er tilgængeligt for behandling«.

Kan I følge det?

»Mmm«, siger Johan Sjunnesson og Kajsa Ericson fra sofaen, men ser ikke overbeviste ud.

Johan Sjunnesson: »Jeg tror altid, læger har risikeret at gøre patienter til objekter. Jeg er ikke sikker på, at det er noget, der er et voksende problem«.

Peter Löwenhielm: »Lægerne var tidligere mere autoritative, og det er forsvundet mere og mere. Men samtidig er det tekniske apparat blevet større. Tiden med pleje og kontakt bliver reduceret mere og mere«.

Men hvordan kan Johan og Kajsa blive bedre til at se patienter som hele mennesker, ved at man stikker dem en bog?

Kajsa Ericson: »Men det er jo ikke kun en bog. Vi øver os i samtale og den slags gennem hele studiet. Vi har haft seminar i konsultationsmetodik og videofilmet os selv«.

»Det er ét ud af flere tiltag,« supplerer Peter Löwenhielm.

Kajsa Ericson: »Man skal jo også være lidt speciel, hvis man ikke tænker på sådan noget af sig selv. Det er klart, at man bliver berørt, når man som student kommer ud i den kliniske hverdag«.

Ideen var, at du skulle blive bedre til at se på patienter som mennesker. Men du siger, at det gør du automatisk?

»Ja. Men den specifikke bog var virkelig god. Der findes personer, som jeg privat aldrig ville træffe eller forstå mig på. Jeg er blevet klogere på visse typer mennesker gennem bogen«.

Det handler om at blive klogere på mennesker og så læse i en bog. Det virker paradoksalt?

»Jeg vil svare ...« starter professoren. »Hvad gør man i dag, når man køber en ny computer eller noget andet? Man får en manual med. En bog fungerer som en slags manual«.

Men havde du foretrukket virkeligheden?

»Ja, for det handler jo om virkeligheden. Den kunstlitteratur er et intellektuelt destillat af den viden, man har om området lige nu. Så det er ligesom en genvej. Desuden er teori og praktik to forskellige ting«.

Er det her det næstbedste?

»Nej, sådan vil jeg ikke udtrykke det. Det er en af violinerne i et symfoniorkester«.

Johan Sjunnesson: »Men selv om vi er lægestuderende, så lever vi også i virkeligheden. Vi skaber os et billede af virkeligheden ved at leve. Vi er ikke mere afskærmede end andre«.

Bedre end film

Peter Löwenhielm lægger ikke skjul på, at han selv elsker bøger.

»Når arbejdet er slut, så forsøger jeg at lade opgaverne blive her. Og når jeg kommer hjem, så er det ofte sådan, at min hustru og jeg sætter os i hver vores lænestol. Og så læser vi«.

Han dæmper stemmen.

»Ikke noget tv. Muligvis meget lav musik. Og så sidder vi og læser. Det er meget stimulerende«, smiler han.

Man kunne godt få den tanke, at du er glad for bøger og gerne vil have dine studerende til at læse bøger?

»Jeg tror, det handler om, at det man lærer sig i en situation, der er følelsesmæssigt ladet, det husker man«.

Han møder øjnene rundt om bordet og spørger: »Mindes du dit første kys?«

Der bliver nikket.

»Voila!« siger han og fortsætter: »Når man laver opgaver på den måde, som vi gør, så giver det en lille emotionel ladning. Jeg tror, det kan bidrage til, at man lærer mere«.

Men så burde man vel skrive fagbøgerne om, så de var fortællinger?

»Så ville det blive forfærdelig meget tekst. Der findes flere niveauer at lære på. Det første handler om bare at befinde sig i en virkelighed. Opleve på egen hånd. Det er den basale form for læring. Så kan man gå i skole og læse bøger. Sidenhen tror jeg, man kommer til et endnu højere stadie. Når man for eksempel spiller teater. Der er man inde på det emotionelle. Jeg tror meget stof kunne læres gennem rollespil. Det er en vision, jeg har«.

Kajsa Ericson: »Det er jo en slags rollespil at være kandidat«.

Peter Löwenhielm fortsætter: »Jeg har en ide om at bygge en virtuel scene, hvor man kan spille forskellige medicinske situationer. For eksempel spille en diabetespatient. Én student får forudsætninger som diabetespatient. Én er doktor. Så kan man lave en virtuel session. Som i et computerspil. Indbyde andre også. Fysioterapeuter, sygeplejersker og så videre. Lyder det spændende?« spørger han over mod sofaen.

Kajsa Ericson og Johan Sjunnesson nikker svagt efterfulgt af brummelyde, der kan betyde alt. Der bliver stille i kontoret.

»Tænker du, at nogen skulle have skrevet det hele ned på forhånd?« spørger Johan Sjunnesson.

»Der findes en anamnese«, svarer Peter Löwenhielm. »Og hvis man spiller patient, har man noget viden, så man kan svare på alle spørgsmålene«.

Kajsa Ericson: »Jeg ville foretrække at studere normalt. Denne emotionelle forståelse får man, når man er ude på klinikken, for der ligger jo en patient. Det er jo så meget virkelighed, som det kan blive«.

Peter Löwenhielm: »Jo, men det kan fungere som en god forberedelse med en virtuel session. Ikke mindst i sjældne situationer.

Man kan øve sig i kontakten med forældre, som har fået et barn, der højst kommer til at leve i ti år. I den situation tror jeg, at man har brug for en træning først«.

Kajsa Ericson: »Jeg tror, det er svært at træne. Det handler så frygtelig meget om at få en kontakt«.

Men Peter Löwenhielm er ikke enig. Og han mener, at rollespil og litteratur kan have samme funktion.

»Det skaber nogle følelser hos læseren, som gør én mere modtagelig for virkeligheden«.

Hvis det er formålet, hvorfor ikke se en biograffilm?

»Jo, men filmen udgør en tolkning af manus. Filmen er mere autoritær«.

Kajsa Ericson: »Når man ser film, så er man betragter. I bogen kan man se, hvad de tænker. Man kommer ind på livet af dem på en anden måde«.

Peter Löwenhielm har tænkt sig at fortsætte med at formulere eksamens-spørgsmål ud fra romaner. Men han har ikke nogen planer om at presse mere skønlitteratur ind på det medicinske fakultet.

»Jeg er glad for, at vi er kommet så langt. Jeg ser ikke noget mål i, at skønlitteraturen skal erstatte faglitteraturen. Der ligger mange tanker i lærebøgerne. Men man kan også ,illustrere` virkeligheden. En roman fungerer som en kobling mellem lærebøgerne og virkeligheden«.

Fakta

Udklip fra fælleseksamen i rets-, samfunds- og miljømedicin på Lunds Universitet, januar 2004.

Navne og personer i spørgsmålene er hentet fra romanen »April-häxan« af Majgull Axelsson.

... Da du kalder ham ind, har han meget svært ved at støtte på sin højre fod. En ængstelig, mager og meget ung kvinde, klædt i et sjasket sommersæt, cirkler rundt om patienten hele vejen ind til konsultationsrummet ... Osvald, der lugter af øl, men også aftershave på trods af døgngamle skægstubbe, vifter irriteret af hende, og det lykkes ham meget møjsommeligt at placere sin enorme kropsvægt på stolen i konsultationsrummet ...

... Christina og Margareta har fået at vide af Hubertsson, at Desirée er Ellens datter, og nu føler de sig næsten som Desirées søster, i hvert fald som hendes pårørende. Da de besøger hende på plejehjemmet, som drives af kommunen, opdager Christina et blårødt langstrakt ca. 5x1 cm stort blåt mærke ...