Skip to main content

At tale om ældrebyrde giver ingen mening i Henning Kirks univers, idet han i sin bog om kognition, træning og seniorkompetencer slår fast, at hjernen giver gode muligheder for, at vi kan bevare og endda udvikle vores ekspertise højt op i årene. Forstanden vokser således i den skrumpende hjerne, et paradoks, som bedst kan illustreres med oplysningen om, at hjernen volumenmæssigt topper i teenageårene.

Bogen tager afsæt i forfatterens gerontologiske forskningsbaggrund og formidler på tilgængelig vis en lang række interessante aspekter af aldringsprocessen. Sociale, kulturelle og økonomiske faktorer danner rammerne for den enkeltes udfoldelsesmuligheder. Således kan samfundsforhold begunstige eller forringe individets chance for en vellykket aldring. Kirk argumenterer for at ophæve de automatiske forventninger om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på et givet tidspunkt i erkendelse af, at der er stor forskel på, hvortil den enkelte er nået i en alder af 65 eller 70. I bogen er eksempler på den 103-årige pianist, som stadig er aktiv, og anvender de kompensatoriske færdigheder, som hjernen åbner mulighed for. Men det kommer ikke af sig selv - øvelse skal der til. »Use it or lose it«. Så måske giver det mening at blive nogle ekstra år på arbejdsmarkedet, hvis alternativet er, at det skal blive godt, »endelig at slappe af«. Dette forudsætter naturligvis, at der arbejdsmæssigt tages de fornødne hensyn. At vedligeholde sin fysik hører med til at vedligeholde sin kognitive fitness. Hjernegymnastik er således andet og mere end kryds og tværs.

Med årene ændres hjernens søgemaskine, således at den i højere grad betjener sig af kategoriserede forenklinger, når oplysninger skal hentes frem fra arkivets dyb. Det er derfor i højere grad mønstergenkendelse end en detaljeret rekonstruktion, den modne hjerne kan præstere. Disse vidensmønstre kan udvides livslangt, og jo mere aktivt, de udnyttes, jo mere konsolideres de.

Så opskriften lyder i al sin enkelhed, at man skal fortsætte med at bruge sine erfaringer, som desuden bør udfordres med nye, varierede opgaver, hvor mønstergenkendelsesmodulet kan komme på arbejde. Mangfoldighed er nøgleordet. Diskussioner med mennesker, man ikke automatisk er enig med, stimulerer mekanikken. Et element af leg og risikobehæftet adfærd virker yderligere aktiverende på såvel tænkning som fantasi ligesom indlæring og brug af fremmedsprog kan anbefales (er der andre end mig, der synes, at det lyder som en jobbeskrivelse af livet i almen praksis?).

Bogen kan anbefales til enhver, som måtte have behov for argumenter for en aktiv livsstil højt op i årene. Den kan også anbefales til regionspolitikere, som her kan få aflivet myter, indhentet viden om seniorkompetencer samt blive inspireret, til hvordan seniorer kan motiveres til at forblive nogle år ekstra på arbejdsmarkedet - under passende vilkår.

Akademisk Forlag, 2008

232 sider

Pris: 249 kr.

ISBM 978-87-500-3558-9