Skip to main content

Med ryggen til almen praksis

Græsset er grønnere og patientflowet mindre udenfor almen praksis. To frafaldne praktiserende læger forklarer, hvorfor de ikke længere er at finde i en af de affolkede nordjyske lægepraksis.

For mange nordjyske almenmedicinere er job på Aalborg Sygehus et attraktivt alternativ til fod under eget bord. Foto: Aalborg Universitetshospital Syd med Medicinerhuset.
For mange nordjyske almenmedicinere er job på Aalborg Sygehus et attraktivt alternativ til fod under eget bord. Foto: Aalborg Universitetshospital Syd med Medicinerhuset.

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dk

18. okt. 2016
4 min.

Elsebeth Højmark Hansen er en af de 750 almenmedicinere, som ifølge et nyligt offentliggjort notat fra PLO, har vendt almen praksis ryggen.

I region Nordjylland, hvor både mangel på praktiserende læger og antallet af udbudsklinikker er størst, har 21 almenmedicinere - ifølge en opgørelse som PLO Nordjylland har foretaget - således forladt almen praksis til fordel for en hospitalsansættelse. Af de 21 er fem tidligere praktiserende læger.

En af dem er Elsebeth Højmark Hansen.

Efter 17 år som praktiserende læge solgte hun i 2006 sin praksis i Aalborg Midtby for i stedet at blive ansat som afdelingslæge i Aalborg Universitetshospitals socialmedicinske enhed. Det skyldtes dels et ønske om at bevæge sig ind i socialmedicinen. Og dels var det et fravalg af en arbejdsdag med kronisk utilfredshed med ikke at ”kunne holde tiderne”.

”Nej, jeg er ikke desertør”

Således bekræfter Elsebeth Højmark Hansen langt henad vejen PLO’s antagelse om, at fravalget af almen praksis til fordel for fx en ansættelse på et hospital i høj grad bunder i, at det at være praktiserende læge har mistet attraktionsværdi.

”Der var meget tryk på. Og jeg var ikke god til at arbejde hurtigt nok. Jeg kunne ikke begrænse mig til at interessere mig for, hvor højt patientens blodtryk var og behandle det. Hvorfor var det for højt? Hvad var patientens livsomstændigheder? Og hvorfor synker verden sammen for nogle patienter, når et røntgenbillede afslører slidgigt? Den slags spørgsmål optog mig, og derfor var jeg dårlig til at afslutte patienterne efter ti minutter”, siger Elsebeth Højmark Hansen og fortsætter:

”Nej, jeg føler mig ikke som ’desertør’. Og min lægeidentitet er fortsat ’almenmediciner’ – jeg er jo ikke hverken samfunds- eller arbejdsmediciner”.

Siden Elsebeth Højmark Hansen forlod almen praksis har hun erhvervet sig en master i sundhedsantropologi, som hun længe havde haft lyst til: ”Det ville have været meget besværligt at gøre, mens jeg sad i praksis – på min nye arbejdsplads gled det glat igennem”.

Nej til seks i timen

Ib Thrane Christensen har været vidt omkring i sine mere end 25 år som almenmediciner, men har sammenlagt kun været praktiserende læge i Danmark i to år – i en solopraksis i Aalborg. Resten af tiden har han arbejdet som sygehuslæge på det nu nedlagte Skagen Sygehus og i Norge og Sverige, hvor han stortrivedes, bl.a. som distriktslæge.

I ti år arbejdede han på geriatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital og de seneste halvandet år i gerontopsykiatrien på Brønderslev Psykiatriske Sygehus – sidste stop inden pensionen.

Ib Thrane Christensen har ikke meget godt at sige om arbejdsvilkårene som praktiserende læge i Danmark:

”Vi er urimeligt honorererede både i forhold til arbejdsmængden og sammenlignet med f.eks. de privatpraktiserende speciallæger. Seks patienter i timen, hvor patienterne uundgåeligt bliver gjort til gidsler ved at vi beder dem dukke op over flere dage for at få alt det, der generer, undersøgt. Det vil jeg ikke være med til”, siger han.

”Var jeg ti år yngre og skulle lokkes tilbage til almen praksis, skulle patientflowet ned, og honoreringen være bedre. Og så ville jeg nok foretrække at være ansat, have tid til patienterne - tre i timen - og være fri for at skulle bekymre mig om rengøring og lignende opgaver. Alt det der med at man som praktiserende læge er herre i eget hus og selv bestemmer – det er jo en sandhed med stærke modifikationer. Det meste er styret oppe fra”, siger Ib Thrane Christensen.

Et lys i mørket

Kunne Ib Thrane Christensen, Elsebeth Højmark Hansen og de resterende 19 almenmedicinere lokkes tilbage til praksis, ville der pt. ’kun’ mangle 15 praktiserende læger i Nordjylland.

Udover en manko på 36 praktiserende læger, har regionen og PLO Nordjylland i skrivende stund modtaget varsler og opsigelser fra yderligere seks praksislæger, som forudser, at deres praksis ikke kan afsættes til en ny læge og derfor forventer ophør.

Et lys bliver tændt i 2017, hvor et rekordhøjt antal læger, 18 mod hidtil 10-15 årligt - vil opnå speciallægeanerkendelse i almen medicin. Men de rækker ikke langt, idet 24 læger samtidig forventer at ophøre.