Skip to main content

Fotobog af Lone Kühlmann & Tine Harden

296 sider, pris: 299 kr.

Gyldendal, 2005

ISBN 87-02-04315-7

Vesten er med til at fastholde de gammeldags kvindeundertrykkende regimer i den arabiske verden, siger en af kvinderne til Lone Kühlmann (LK) i ovenstående bog. Lederne tager med kyshånd mod en fælles fjende, som kan retfærdiggøre deres selvbestaltede fortolkninger af Koranen. I allerhøjeste grad aktuelt. I Ugeskrift for Læger har debatten omkring tørklædet fremkaldt debat om danskernes og indvandrernes mentalitet. Flere af indlæggene fra begge sider har været tankevækkende. Men LK's ærinde med denne bog var oprindeligt at lære sig noget om muhamedanismen. Hun tog til Syrien og interviewede en række kvinder fra flere samfundslag om deres livsvilkår. LK lader først og fremmest kvinderne komme til orde. For nogle kvinder er det at blive spurgt om deres holdning helt usædvanligt. Det er lovfæstet, at kvinder og mænd står lige i alle henseender. Men over loven står i familiehenseende Sharia-loven, hvor det er manden, der bestemmer, også om kvinden må udnytte sine rettigheder. Ifølge Koranen skal manden beskytte kvinden og kvinden adlyde manden. Nogle mener, at Koranen retfærdiggør, at kvinden skal beskyttes mod blikke fra andre mænd end hendes egen. Derfor de uskønne tildækninger, som mange dog ikke bærer, men som flere er gået tilbage til på det seneste, både for at føle sig beskyttede, men også anonyme. Der findes mange religioner og mange retninger inden for muhamedanismen. Man har stort set ingen problemer med at omgås hinanden på tværs af disse, men kommer det til giftermål, holder man sig til sine egne. Det kan give problemer med indgifte i de mindre samfund. Der er stor forskel på kvinderne i byerne og kvinderne på landet. Sidstnævnte arbejder hårdt i det umoderne landbrug. Imellem markarbejde passer de børn og hjem og varter manden op, adlyder ham fuldstændigt og føder mange børn. Blandt de mere veluddannede og mere velhavende kvinder i byen er livsformen mere som i Vesten, og mange mænd accepterer og respekterer det. Fotografen Tine Harden fulgte med og tog spændende billeder, ikke umiddelbart knyttet til de enkelte kapitler men med en selvstændig indgangsvinkel. God og aktuel læsning.