Meddelelse til politikerne: dr. Hansen er død

Det er nemt at forstå, hvorfor politikere igen og igen lover at bevare de små akutsygehuse. Hvem vil ikke gerne have et sygehus lige om hjørnet?

P.t. forsøger politikere fra flere partier bl.a. i artikler i Jyllands-Posten at sælge budskabet om, at de små akutmodtagelser nu skal tilbage på landkortet.

Rådet til partierne herfra er: Lad være, hvis I vil jeres vælgeres bedste. I er på vej i en helt gal retning, og I underminerer fagligt underbyggede sygehusplaner, som kort sagt går ud på at sikre hele befolkningen hurtig adgang til avanceret behandling.

Det er trist at skulle høre samme argumenter om hensyn til yderområderne igen og igen, og jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om politikerne ved, at de sælger falsk tryghed i metermål.

Det er ganske simpelt ikke seriøst at stille befolkningen i udsigt, at udviklingen kan skrues tilbage til dengang i Korsbæk, hvor dr. Hansen klarede alt. Et af de spørgsmål, som politikerne bør kunne svare på, er, hvor speciallægerne til at bemande de små akutsygehuse skal komme fra? Måske håber de blot, at flokke af disse læger - vupti - en dag vil materialisere sig i sygehusenes forhal. Ingen ved det, men deres udmeldinger bygger næppe på tal over, hvor mange speciallæger, vi har i Danmark.

Faktum er, at mursten ikke helbreder patienterne, og derfor er flere små sygehuse ikke svaret på noget som helst. Medarbejderne gør naturligvis alt, hvad de kan for patienterne. Men uanset, hvor meget de knokler, er betingelserne for at kunne tilbyde den bedste behandling på de små akutmodtagelser helt anderledes end på større, moderne sygehuse.

Hurtig diagnostik og behandling er en tværfaglig indsats. En moderne fælles akutmodtagelse kan trække på speciallæger fra en vifte af specialer. Patienten, der har KOL med udtalt vejrtrækningsbesvær, kan få brug for både lungemediciner, hjertelæge, røntgenlæge og intensivlæge. Ligesom den brækkede hofte hos en ældre kronisk syg patient ofte kræver mere end ortopædkirurgisk ekspertise.

Lægerne har mulighed for at få rutine i at behandle også mere sjældne eller komplicerede lidelser, fordi patientgrundlaget er større. Dette er også grundlaget for at uddanne unge kolleger. Og patienten kommer det rigtige sted hen fra start uden at skulle omkring den mindre akutmodtagelse. Alene af de grunde er det sund fornuft at samle de mest specialiserede behandlinger - også de akutte - på færre, moderne sygehuse.

Det er vigtigt, at disse hurtige politiske udmeldinger om at droppe alle faglige hensyn, får modstand. Sygehusplanerne udgør en helhed, og risikoen er, at processen kortslutter, hvis planerne brydes op i småbidder. Det vil være til stor skade for hele sundhedsvæsenet, og det burde politikerne vide.

Selvfølgelig er der et behov for at sikre tryghed i akutberedskabet overalt. Et godt præhospitalt beredskab bygger primært på en ambulancetjeneste med moderne udstyr og mulighed for assistance fra en speciallæge, når det er nødvendigt.

Hermed kan man indlede avanceret behandling allerede på skadestedet og fortsætte i ambulancen undervejs til sygehuset. Suppleret med tidssvarende lægehuse tæt på borgerne er det et langt bedre grundlag for ægte tryghed i yderområderne end at opretholde små, sparsomt bemandede akutmodtagelser.

For Lægeforeningen er det afgørende, at alle har fri og lige adgang til sundhed. Derfor kan vi heller ikke acceptere én standard for sundhedstilbud i de store byer og en anden i de mindre befolkede områder. De politikere, som vil bevare de små akutmodtagelser, bør være ærlige, og fortælle, at det er en discountløsning, de falbyder. Mon så ikke, at patienterne gerne kører lidt længere i en moderne ambulance, hvis det betyder, at de redder livet?