Skip to main content

»Medicin er vigtig, men det kan ikke stå alene«

For en uge siden startede lægestuderende Line Bjerrehave i et tomåneders lægevikariat på Afdeling P på Psykiatrisk Hospital, Risskov. I dag har hun tre patienter og skal koordinere et netværksmøde.

Line Bjerrehave, Lægevikar på Psykiatrisk Modtagelse, Risskov.
Line Bjerrehave, Lægevikar på Psykiatrisk Modtagelse, Risskov.

Kristine Buske Nielsen, krn@dadl.dk / foto: privat

14. jul. 2017
3 min.

6.45 Jeg står op, spiser morgenmad og læser nyheder. Cykelturen til Psykiatrisk Hospital i Risskov tager ca. 15 minutter. Jeg møder lidt før, så jeg kan tjekke mail og se, om der er sket noget i weekenden, jeg skal være opmærksom på. Det er der ikke.

8.30 Der er morgenkonference, så jeg henter kaffe. Vi gennemgår de nye indlæggelser og taler om, hvordan vi får puslespillet til at gå op. Der er ikke nok senge til alle de patienter, der har brug for indlæggelse. Herefter taler jeg med mine kollegaer på kontoret om løst og fast og drøfter patienterne.

9.15 Det er tid til tavlemøde på sengeafdelingen med læger, sygeplejersker og SOSU-assistenter. Flere af patienterne er meget komplicerede, så det tager længere tid end normalt. Vi taler om, hvorvidt der er nogle, som skal udskrives, om der er nogle, som skal have lavet ændringer i medicinen, og hvad der er af planer for de forskellige patienter. Nogle patienter er det ikke nødvendigt at tale med i dag, resten fordeler vi mellem os. Jeg har tre patienter i dag.

10:00 Sammen med en anden læge har jeg pårørendesamtale med en ung mand, som vi endnu ikke har stillet diagnose på. Overvejelserne går på skizofreni eller en stofudløst psykose. Hans pårørende vil gerne høre, hvordan det går med ham. Vi konkluderer, at vi fortsætter med hans Risperdal to uger endnu, og så følger vi op på, hvordan det er gået.

11.00 Næste patient er en stuegangsamtale. Han har diagnosen paranoid skizofreni. Da han blev indlagt, var han meget psykotisk og sagde ting som: »I kan ikke høre lungerne, for de sidder inde i væggen«. Sådanne ting siger han ikke mere. Jeg spørger til, hvordan han har det, og han oplever også selv at have fået det bedre. Vi beslutter at arrangere et netværksmøde med ambulatoriet og hans bosted for at lægge en fremadrettet fælles plan for ham. Han har været en del inde og ude af afdelingen, så vi skal finde en løsning, så vi kan holde ham stabil. Jeg koordinerer mødet, som skal afholdes i næste uge.

12.00 Alle yngre læger mødes til frokost og taler om, hvad vi har lavet i weekenden.

12.30 Supervision ved afdelingens overlæge. Her er der plads til spørgsmål og tvivl. Jeg har ingen spørgsmål i dag, men orienterer overlægen om, at jeg har fået koordineret netværksmødet med patienten med paranoid skizofreni.

13.00 Det er tid til journalnotering.

14:00 Dagens sidste patient sammen med en anden læge. Patienten har muligvis psykose og en adfærdsforstyrrelse, men der er endnu ikke givet en endelig diagnose. Han får Olanzapin mod psykosen, men han mener ikke, det virker, og oplever i stedet at blive mere træt. Han ønsker derfor at stoppe, men vi har brug for, at han fortsætter lidt endnu, så vi kan vurdere, om medicinen virker. Vi taler om, hvad vi kan gøre, for at han bliver mere samarbejdsvillig om medicinen, og for at han kan trives bedre. Vi bliver enige om at finde nogle værksteder, hvor han kan lave noget, da det kan være kedeligt at være på afdelingen 24/7. Medicin er vigtigt, men det kan ikke stå alene. Der skal sættes ind på mange parametre for at hjælpe patienterne. Desværre er ressourcerne ikke altid til det.

14.30 Jeg fortsætter med patientnotaterne og beder de andre læger om supervision. De er enige i mine observationer, men har få sproglige rettelser.

15.30 Arbejdsdagen er slut, og jeg cykler til løbetræning i Fitness World på Nørreport.

18.00 Jeg mødes med en veninde hjemme hos hende. Vi laver pizza og hygger det meste af aftenen.

21.00 Hjemme igen. Jeg læser »Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage« af Naja Marie Aidt og lægger mig til at sove 22.30.