Skip to main content

Medicinaftale afværger sammenbrud i WTO

Journalist Jesper Heldgaard, heldgaard@post7.tele.dk

1. nov. 2005
12 min.

I efteråret 2002 skete det, der ikke måtte ske: 35.000 doser aids-medicin, som medicingiganten GlaxoSmithKline havde solgt med ikke mindre end 90 procents rabat til Senegal, Elfenbenskysten og DK Congo, dukkede pludselig op i Holland og blev solgt illegalt videre til hollandske og tyske grossister. Medicinen havde i Vesten en samlet værdi på 100 mio. kr.

Eksemplet viser, hvor galt det kan gå, når man sælger eftertragtet og livsnødvendig medicin billigt til fattige u-lande, og samtidig - i ly af patentbeskyttelsen - sælger den samme medicin i lande med købedygtige markeder til skyhøje priser. Det er ganske enkelt svært at styre nogle af de mere dunkle markedskræfter i en stadig mere globaliseret verden.

Dilemmaet er enormt, men samtidig enkelt: På den ene side står hensynet til de store medicinalselskaber, der har en kommerciel interesse i at tjene det størst mulige overskud til aktionærerne, men derudover har en helt legitim interesse i at tjene de milliarder hjem, som det koster at udvikle et nyt lægemiddel, inden andre producenter får lov til at kopiere deres præparat og sælge det langt billigere. På den anden side står millioner af hiv/aids-, tuberkulose- og malariapatienter i udviklingslandene totalt afskåret fra den medicin, som kan kurere dem.

Hvordan dilemmaet skal løses, og hvordan de modsatrettede hensyn skal vejes op mod hinanden, afgøres ikke i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som nogen kunne forledes til at tro - det er jo i høj grad sundhed, det handler om. Nej, sådanne spørgsmål afgøres nu om stunder i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det kunne antyde, at økonomi er vigtigere end liv og død. Men faktisk har der været et enormt pres for at få en aftale, der tilfredsstiller udviklingslandene, før ministre og topembedsmænd fra 146 lande den 10.-14. september mødes på WTO's ministerkonference i badebyen Cancun i Mexico. Verdens fattigste lande har nemlig truet med at lade forhandlingerne bryde sammen, hvis de rige lande ikke indfrir de løfter, de tidligere har givet på medicinområdet.

Og truslen er reel. Ganske vist har udviklingslandene ikke mange økonomiske muskler at spille med. Men WTO fungerer sådan, at der først er en aftale, når samtlige 146 medlemslande er enige. Og aftalen skal omfatte samtlige punkter på den lange, lange dagsorden i Cancun: patentrettigheder, landbrugsstøtte, tekniske handelshindringer og så videre.

Det gav - i hvert fald formelt - ulandene mulighed for at blokere, at der kom noget som helst ud af konferencen i Cancun, hvis de ikke blev imødekommet på medicinområdet.

Gjorde de alvor af truslen, ville skylden for sammenbruddet blive placeret hos USA. USA's regering har - kraftigt sekunderet af landets enorme medicinindustri - som det eneste af de 146 WTO-lande blokeret det aftaleudkast, der har ligget klar siden december sidste år. Den rolle kan den amerikanske regering måske nok leve med, men internt i medicinindustrien spores en stigende frustration over at blive hængt ud som skrupelløse forretningsfolk, der kun tænker på at maksimere deres profit og slet ikke bekymrer sig om syge i den fattige del af verden.

Spillet om patentrettigheder er hamrende kompliceret, men det er langtfra nogen ligegyldig, akademisk diskussion, mener Hanne Bak Pedersen. Som chef for medicinindkøbene i UNICEF Supply Division i København er hun teknisk ansvarlig for indkøb af lægemidler til udviklingslandene for ca. 30 millioner dollars årligt. Derudover er UNICEF verdens største indkøber af vacciner.

- Udfaldet af TRIPS-forhandlingerne er afgørende for, om fattige mennesker, især i Afrika, skal have nogen som helst chance for at blive behandlet med ny medicin. Konkurrence er det bedste middel til at få acceptable priser, og vi har brug for acceptable priser for at kunne behandle sygdomme i udviklingslande. Ikke kun i relation til hiv/aids, men også til effektiv behandling af en lang række andre sygdomme. Hvis ikke udviklingslandene imødekommes, kan patenter i endnu højere grad end nu komme til at blokere for den frie konkurrence. Det vil betyde dyrere medicin, blandt andet i Afrika, hvor situationen er katastrofal, ikke blot på grund af aids, men også på grund af de gammelkendte sygdomme som malaria og tuberkulose.

Den forkætrede TRIPS-aftale

Den verdensomspændende aftale om patentrettigheder, TRIPS*, er ret ny. Den blev til samtidig med WTO i 1995, og samtlige WTO-lande skal overholde aftalen. Dog er der en række overgangsbestemmelser for medicin: Indien skal for eksempel først fra 2005 helt tiltræde TRIPS på medicinområdet, mens verdens 49 mindst udviklede lande har fået frist helt til 2016.

TRIPS-aftalen er en enorm gevinst for de selskaber, ikke blot i medicinindustrien, der udvikler nye produkter, for den betyder, at deres patenter skal overholdes af samtlige WTO-lande. I mindst 20 år sikres de global eneret på deres opfindelser, og den manglende konkurrence gør, at de kan tage sig godt betalt.

I alt 97 pct. af alle verdens patenter ejes af indbyggere i verdens rige lande. USA er den store vinder og tjente allerede i 1996 20 mia. dollars om året i licensafgifter og royalties. Udviklingslandene er taberne. Beregninger fra Verdensbanken viser, at TRIPS, når aftalen er tiltrådt af alle lande, vil give udviklingslandene ekstraudgifter på i alt 38 mia. dollars om året.

At manglende konkurrence er lig med højere priser, ved Hanne Bak Pedersen fra sit daglige arbejde:

- Når en producent i for eksempel Indien starter kopiproduktion af en medicin, der er patentbeskyttet, falder prisen typisk til en tredjedel. Men Indien skal stoppe kopiproduktion af patentbeskyttet medicin fra 2005, når landet skal tiltræde TRIPS, medmindre aftalen laves om. Det vil være katastrofalt - ikke blot for Indien, men også for de mange ulande, der nyder godt af, at konkurrencen fra lande som Brasilien, Indien og Kina presser medicinpriserne.

Det skændes de om

Selv de skarpeste kritikere af TRIPS-aftalen anerkender, at patentbeskyttelse er nødvendig:

- Det er klart, at private selskaber ikke vil forske i ny medicin, hvis de risikerer, at de produkter, de har brugt milliarder af kroner på at udvikle, med det samme kan kopieres frit af andre selskaber, hvad enten de ligger i Danmark, USA eller Indien, siger farmaceut Birna Trap fra konsulentfirmaet Euro Health Group.

Derfor er målet at finde en løsning, der på én gang sikrer patentbeskyttelsen på de købedygtige markeder i de rige lande og billig medicin i udviklingslandene. På den seneste WTO-ministerkonference i Doha i 2001 enedes samtlige lande om en erklæring, der klart og entydigt fastslår, at TRIPS-aftalen ikke må forhindre noget land i at beskytte borgernes sundhed eller i at fremme alles adgang til basale lægemidler. WTO-landene gav hinanden en frist på udgangen af 2002 til at omsætte det overordnede mål i en konkret aftale. Men det mislykkedes, og her, kort før alle rejser til Cancun, har der været intens aktivitet for at få et aftaleudkast på plads.

Nøgleordet i de indviklede forhandlinger er »tvangslicenser «. TRIPS-aftalen rummer allerede nu mulighed for, at et land kan udstede en tvangslicens, altså sætte et patent ud af kraft, hvis bestemte kriterier, for eksempel hensynet til folkesundheden, er opfyldt. Den ret har Canada og USA benyttet adskillige gange.

Problemet er, at TRIPS kun tillader, at der udstedes tvangslicenser til selskaber i det land, der udsteder licensen. Med andre ord skal kopiproduktionen finde sted i det land, der udsteder tvangslicensen, og det kan et land som Malawi, der er hårdt ramt af både aids, tuberkulose og malaria, ikke bruge til noget som helst, for Malawi råder ikke selv over en medicinindustri.

Kritiske NGO'er som Læger Uden Grænser mener, at løsningen er enkel: Ethvert land skal selv have lov til at definere, hvornår det er nødvendigt at udstede en tvangslicens, og tvangslicenser skal også kunne udstedes til firmaer i andre lande. Samtidig skal de lande, der råder over en konkurrencedygtig medicinindustri, have sikkerhed for, at de ikke straffes af WTO, hvis de eksporterer kopimedicin til et land, der udsteder en tvangslicens.

Alt sammen skal naturligvis ledsages af en garanti og en mærkningsordning, der sikrer, at den billige kopimedicin ikke havner i helt andre lande. Episoden fra september 2002 med aids-medicin til rabatpris, der pludselig dukkede op i Holland, skal ikke gentage sig. Men det er for vidtgående, mener både medicinindustrien og regeringerne i de rige lande. En så bred aftale vil udhule patentbeskyttelsen.

I stedet tiltrådte alle WTO-lande, bortset fra USA, i 2002 det såkaldte 16. december-papir. Det er et flere sider langt og indviklet dokument, der giver alle lande ret til at udstede tvangslicenser, også til producenter i andre lande. Retten er ikke begrænset til bestemte sygdomme, som USA ønsker det. Og den er heller ikke begrænset til de fattigste ulande, som både USA og medicinindustrien, også i Danmark, argumenterer for. De rige lande i den vestlige verdens samarbejdsorganisation, OECD, har dog forpligtet sig til at undlade at benytte sig af retten til at udstede tvangslicenser: Det gjorde landene med stor kopiproduktion af medicin, Indien, Kina og Brasilien, derimod ikke, og det var en af grundene til USA's modstand.

I princippet var der altså en aftale klar. De intensive sidste-øjebliks-forhandlinger havde til formål at rette aftalen til, så den blev spiselig for USA, men stadig var acceptabel for ulandene. Den 30. august kunne WTO langt om længe annoncere, at en aftale, som samtlige 146 medlemslande kan tilslutte sig, var på plads. En vigtig hindring for et succesrigt topmøde var ryddet af vejen. Men dermed er striden om patenter på medicin langtfra lagt død. Meningerne om den nye aftale er nemlig stærkt delte.

Vi har et ansvar

I den danske brancheforening Lægemiddelindustriforeningen, Lif, mener vicedirektør Poul Erik Pyndt, at aftalen må få al snak om, at patenter står i vejen for ulandenes adgang til billig medicin, til at forstumme:

- Nu ligger bolden hos udviklingslandene. De kan - med aftalen i hånden - udstede tvangslicenser på for eksempel aids-medicin, også til producenter i andre lande. Det bakker vi helt op om, for der skal tages udstrakt hensyn til udviklingslandenes behov for billig medicin, samtidig med at der tages hensyn til medicinalindustriens behov for at beskytte sine patenter. De to hensyn afbalancerer den nye aftale på en fin måde.

- For eksempel har en række lande meldt ud, at de ikke vil benytte sig af muligheden for at udstede tvangslicenser, og flere lande, at de kun vil gøre det i helt ekstreme nødsituationer. Desuden er der bestemmelser, der sikrer, at medicin produceret på tvangslicens ikke havner i forkerte lande.

Lige præcis de mange sider med komplicerede undtagelsesbestemmelser har fået kritikere som Læger Uden Grænser til at anbefale, at aftalen forkastes. De mener, at aftalen er et rent slaraffenland for enhver advokat, der på vegne af et medicinalfirma vil anfægte et ulands ret til at udstede en tvangslicens. Alene frygten for en bekostelig sag og en eventuel bod kan afholde ethvert uland med få ressourcer og ekspertise fra at foretage det drastiske skridt, det er at udstede en tvangslicens.

Christian Friis Bach, lektor i international økonomi på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, er også skeptisk:

- Aftalen ligner en nødløsning og kan vise sig kun at få symbolsk betydning. Hvis hensynet til sundheden i udviklingslandene virkelig skulle tages alvorligt, burde det jo være WHO og ikke WTO, der tog sig af disse ting. Men det kan hverken USA eller medicinalindustrien leve med, og derfor er man nødtvunget gået med til denne aftale, der ikke truer selve patentsystemet. Om aftalen overhovedet kan og vil blive brugt, afhænger i høj grad af, om u-landene fortsat bliver bakket op af et folkeligt og politisk pres i de rige lande. Det har vi til gode at se.

Poul Erik Pyndt er imidlertid overbevist om, at udviklingslandene vil benytte sig af retten til at udstede tvangslicenser og dermed få billigere medicin.

- Og det er kun positivt og i vores interesse, siger Lif's vicedirektør, der dog advarer imod forestillingen om, at billig kopimedicin alene kan løse u-landenes sundhedsproblemer.

- Den største fejl, politikerne kan begå, er at overlade hele ansvaret til medicinalindustrien. Selv om medicinpriserne falder drastisk, vil ulandene stadig ikke have penge nok til medicin eller til de sundhedssystemer, der skal sikre, at medicinen kommer ud til folk og bruges rigtigt.

Birna Trap fra Euro Health Group er enig:

- Et land som Uganda har én dollar om året til medicin pr. indbygger. Det siger lidt om, hvor vigtigt det er, at Uganda kan få medicinen så billigt som muligt, men også at landet har brug for langt mere støtte udefra for at få råd til den nødvendige medicin, og det er et politisk ansvar.

*) TRIPS står for Trade-Related Intellectual Property Right, handelsrelateret, intellektuel ejendomsret.

Citat fra Pascal Lamy, EU-handelskommissær, august 2003

»Adgang til medicin er ikke et spørgsmål, der skal forhandles om. Det er et spørgsmål om liv eller død.«

Økonomisk makværk

»TRIPS-aftalen er en gang økonomisk makværk, som ignorerer landenes forskellige behov for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder afhængigt at økonomisk udvikling, og som tilsvarende overser, at incitamentet for forskning og udvikling varierer imellem forskellige virksomheder og sektorer. Aftalen vil på kort sigt føre til øget global ulighed og kan blive en alvorlig hindring for udviklingen i verdens fattigste lande.«

Christian Friis Bach, lektor i international økonomi på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, i baggrundspapir om TRIPS fra 2001.

Det skæve marked

I 2000 blev der i alt solgt medicin for 317,2 mia. dollars i hele verden. Nordamerika, Europa og Japan tegnede sig tilsammen for 88,1 pct. af omsætningen. Latinamerika, Asien, Afrika og Australien for resten. Det er forklaringen på, at medicinindustrien koncentrerer deres forskning i medicin til de rige lande, og at det er her, patentbeskyttelsen er vigtigst. Alligevel ønsker medicinindustrien - bakket op af regeringerne i de rige lande - at hævde deres patenter i udviklingslandene også. Af flere grunde:

  • kopimedicin beregnet til udviklingslandene kan finde vej til de rige lande

  • hvis prisgabet mellem u- og ilande bliver for stort på den samme medicin, får medicinselskaberne sværere ved at opretholde de høje priser på patenteret medicin i de rige lande, hvor presset på medicinudgifterne også er stigende

  • de samme sygdomme rammer i stigende grad både i- og ulande: aids, sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme, astma osv. Ny, patentbeskyttet medicin udv iklet til de lukrative markeder efterspørges derfor mere og mere af udviklingslandene, især de rigere af slagsen

Figur og tal vedr. verdensmarkedet for medicin kan hentes på http://www.ims-global.com/insight/report/global/report.htm

Ad frivillighedens vej?
Adskillige medicinselskaber har indgået frivillige aftaler om at sælge medicin med særlig rabat til udviklingslande, og EU-Kommissionen har netop vedtaget en ordning, der kan sætte ekstra skub i de frivillige aftaler. Ordningen forpligter medicinselskaber til at sælge medicin til ulande til maksimalt 25 pct. af den pris, de tager i EU. Eller til den dokumenterede produktionspris plus 10 pct. Til gengæld stemples medicin med et særligt EU-godkendt logo, der skal sikre, at den billige medicin ikke havner i andre lande end dem, de var tiltænkt.

– Det er en rigtig god ordning, mener vicedirektør Poul Erik Pyndt fra Lægemiddelindustrien, og han forudser, at aftalen kan være med til at danne norm for, at medicinindustrien i fremtiden vil sælge medicinen til en fast rabatpris til ulandene.

Omvendt er Birna Trap fra Euro Health Group ikke tilhænger af de frivillige ordninger:

– Der har været meget snak om frivillige ordninger, men al erfaring viser, at ikke ret mange får glæde af dem. Det er lidt som at give slikkepinde til børn. Man lader dem lige smage, men det er ikke nogen varig løsning, og de frivillige ordninger bliver nemt en bekvem undskyldning for politikerne til ikke at lave de gennemgribende, forpligtende og permanente løsninger, der er brug for.

Miltbrand i USA og Canada - aids i Sydafrika

I efteråret 2001 dukkede der mystiske breve op med hvidt pulver i USA og Canada. Det hvide pulver viste sig at være miltbrandsporer, og tre amerikanere døde af den frygtede sygdom. Brevene skabte frygt for biologisk terror og fik både USA og Canada til at true med at udstede tvangslicenser på patenteret medicin. De mente, at tyske Bayer, der sad inde med patentet på den bedste medicin mod miltbrand, Cipro, var for dyr. Truslen virkede: Bayer sænkede prisen drastisk.

Medicinindustrien var knap så forstående, da antallet af hiv-smittede i Sydafrika i slutningen af 1990'erne nåede op på et par millioner, og den sydafrikanske regering besluttede at importere kopimedicin. I alt 39 firmaer, bl.a. danske Novo Nordisk og Lundbeck, anlagde sag mod den sydafrikanske regering. Men negativ medieomtale fik firmaerne til at frafalde sagen og indgå et kompromis, kort efter at retssagen i Sydafrika var startet i foråret 2001.