Medicinen er for dyr

Samfundets årlige udgifter til medicin på 12,5 mia. kroner har nu taget et sådant omfang, at lægerne alvorligt må spørge sig selv, hvordan vi kan være med til at nedbringe de stadig stigende udgifter.

Det mener Ole Eckhardt Poulsen , formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg.

»Jeg er overbevist om, at befolkningen på mange områder kan opnå den samme behandlingseffekt med billigere medicin«, siger han.

Ole Eckhardt Poulsen kan konstatere, at udgifterne til medicin siden begyndelsen af 1990'erne er steget markant i forhold til samfundets betaling til de alment praktiserende læger og speciallægerne. I løbet af 1990'erne udgør medicinen en større og større del af de samlede sundhedsomkostninger, og stigningen fortsatte med 12 procent sidste år og i første kvartal i år med 17 procent.

Han forudser, at udgifterne langtfra har toppet.

»Samtidig med at udgifterne til lægemidler generelt stiger, kommer der medicin på markedet, som bliver endnu dyrere, specielt til cancerpatienter, men også en række præparater til fx gigtpatienter er voldsomt dyre set i forhold til virkningen af allerede kendte lægemidler. Hvis vi samtidig skal have råd til de nye, dyre præparater i et ellers økonomisk betrængt sundhedsvæsen, må vi undersøge om ikke vi som læger kunne udskrive medicinen på en anden måde for derved at flytte resurser fra medicinen over til andre dele af sundhedsvæsenet. Det kan blive en meget vanskelig øvelse, men Lægeforeningen er positivt indstillet på at gå i dialog med de relevante parter på området«, udtaler Ole Eckhardt Poulsen.

Nationale guidelines

Først og fremmest efterlyser han nationale retningslinjer for en rationel farmakoterapi. I dag kan det være meget vanskeligt for lægen at finde det bedste og billigste præparat, for priser skifter jævnligt og præparater udgår, nye kommer til, bemærker han.

Derfor efterlyser han nogle hjælperedskaber, typisk it-baserede, fra en objektiv, videnskabelig instans. Det ville være en tiltrængt modvægt til de stadig stigende mængder information fra lægemiddelindustrien, som bestandigt tilflyder lægerne. Det kan være svært for lægen at få overblik over og gennemskue de store mængder information og reklame fra industrien, som naturligvis er farvet information, nævner Ole Eckhardt Poulsen.

»Der findes i dag dyre lægemidler, som har opnået betydelige markedsandele, selv om der sådan set ikke er lægefaglig begrundelse for det. De pågældende lægemidlers succes skyldes i høj grad lægemiddelindustriens evne til at markedsføre produkter, og læger er jo afhængige af, hvor de får deres informationer fra, og det er klart, at de firmaer, som markedsfører deres produkter, gør deres bedste for at komme af med deres ting. Derfor har vi behov for en markant anderledes information over for lægen, som kan matche det store informationspres fra industrien«, mener Lægemiddeludvalgets formand.

»Nationale guidelines skal hjælpe lægen med at træffe de bedste beslutninger omkring ordination af lægemidler. I dag kan det være meget vanskeligt for lægen at ramme plet hver gang og give det bedste og billigste præparat. Det er ikke muligt for den enkelte læge i sin konsultation at lave en totalvurdering af lægemiddelområdet, veje fordele og ulemper samt vurdere og sammenligne forskellige forskningsresultater«, siger Ole Eckhardt Poulsen.

Den neutrale, videnskabelige instans kunne være Lægemiddelstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi, som i givet fald har brug for et større budget end det nuværende på 35 mio. kroner p.a., for ellers får instituttet ikke kapacitet til at udstikke de ønskede retningslinjer.

En anden instans, som ifølge Ole Eckhardt Poulsen kunne bistå med at lave de nationale guidelines, er de videnskabelige selskaber.

Ole Eckhardt Poulsen oplyser, at Lægeforeningen sammen med P.L.O. er ved at udarbejde et katalog af forslag til, hvordan samfundet kan nedbringe medicinudgifterne - og efter foreningens ønske forhåbentlig føre de sparede penge over til udredning og behandling.

Spredte forsøg

Enkelte steder i landet har man så småt forsøgt at gøre ordinationerne mere omkostningsorienterede og rationelle med fx lægemiddelkonsulenter. Men arbejdet er ofte ujævnt og ukoordineret, nævner Ole Eckhardt Poulsen.

Dog er der positive resultater i de amter, hvor lægemiddelkonsulenterne aflægger besøg hos den enkelte læge og gennemgår ordinationerne og kommer med råd og vejledning. Ole Eckhardt Poulsen fremhæver også sammenligningen af egenprofiler, som det sker i Storstrøms Amt. Her kan læger sammenligne ordinationsmønstret med kolleger og derved eventuelt justere det i en mere hensigtsmæssig retning.

»Vi ved at ordinationsprofilen sammenlignet med andre kolleger hjælper i en vis udstrækning, men det løser langtfra hele problemet«, bemærker han.

Kataloget over indsatsområder kan blive langt, og kortlægningen af problemer og løsningsforslag handler også om at gribe i egen barm, nævner Ole Eckhardt Poulsen.

Han giver et eksempel:

»Det er fx ikke usædvanligt at en patient bliver udskrevet med op til seks forskellige lægemidler. De er alle veldokumenterede enkeltvis, men ingen ved, hvad der sker, når man blander dem alle seks. Lægemidler med et kort erfaringsgrundlag skal vi også være påpasselige med. Der er måske dokumenteret effekt, hvis man giver et præparat til en patient i op til tre år. Men hvad hvis man ordinerer det samme middel i fem, seks eller syv år? Vi skal være mere kritiske med at evaluere den slags processer«.