Medicinreklame til alle

Hvis det står til EU-kommissionen, skal det være muligt at reklamere for receptpligtige lægemidler over for offentligheden. Kommissionen ønsker som et femårigt forsøg at gøre det tilladt at reklamere for lægemidler mod astma, aids og sukkersyge.

Hermed er kommissionen i karambolage med gældende dansk lovgivning, som kun gør det muligt for lægemiddelindustrien at reklamere over for medicinalpersoner, som inden for humanmedicinen tæller læger, tandlæger og farmaceuter.

Begrundelsen for EU-kommissionen er, at det vil forbedre den europæiske lægemiddelindustris konkurrenceevne over for USA og Japan, samt at det vil føre til en bedre information af offentligheden.

Kommissionens forslag er p.t. under behandling i EU-parlamentet og Ministerrådet.

Teddy Hebo Larsen , formand for Lægemiddelindustriforeningen (Lif), mener, at forslaget fra EU-kommissionen er godt, men ikke tilstrækkeligt. For ifølge Teddy Hebo Larsen burde alle sygdomsområder, og ikke kun de tre udvalgte, omfattes af forslaget.

Den informerede patient vil alligevel ikke nøjes med at få information om kun astma, aids og sukkersyge, lyder hans pointe, og hvorfor diskriminere store patientgrupper ved at udelukke dem fra at få bedre information, som kun tre grupper patienter får adgang til, tilføjer han.

»På internet kan du i dag få al den viden om lægemidler, som du har lyst til. Det er en naturlig udvikling, vi er oppe imod. Det er patienternes krav. Vi kan ikke vende informationssamfundet ryggen. Man kan vælge at stikke hovedet i busken, eller man kan prøve at se, hvordan man kan komme videre. Kunsten er at gøre området sagligt og korrekt, for der findes en mængde information på nettet, som ikke er kvalitetsbetonet«, udtaler Teddy Hebo Larsen.

Han erkender, at det kan være et definitionsspørgsmål, hvad der er information, og hvad der er reklame, men »ingen skal være i tvivl om, at (Lif) går ind for den del, som hedder information«.

»Lad os få en debat om information over for reklame, for selv vores europaparlamentarikere har svært ved at finde ud af det«, nævner han.

Teddy Hebo Larsen afviser, at udvidede reklameregler vil give større udgifter til samfundet for medicin. Han mener, at det måske tværtimod er omvendt.

»Jeg tror ikke på, at vi vil se større samfundsudgifter til medicin, for det er jo stadig lægerne, som skal ordinere den. Men man får måske en bedre compliance på grund af den bedre adgang til information. Lægen er måske ikke længere en autoritet med hensyn til information, men det er lægen, der styrer pennen og udfylder recep-ten. Den ret ønsker (Lif) ikke at røre ved«, siger Teddy Hebo Larsen.

Primært for producenterne

Lægeforeningen er i lighed med blandt andre Forbrugerrådet imod den foreslåede liberalisering af reklamereglerne.

»Sporene fra USA skræmmer. Det betyder et mersalg af medicin. Ikke fordi folk er blevet mere syge eller mere raske, men simpelthen fordi man foranstalter et pres fra befolkningen mod lægerne for at udskrive mere medicin. Adgang til at reklamere for medicin direkte over for patienterne provokerer en sygdomsangst i en befolkning. Flere vil komme til lægen med deres ,dårligdomme` og det vil belaste og fordyre systemet, at folk kommer for at få af- eller bekræftet deres bange anelser. Vi kender det delvis i dag fra tv; hvis der har været en dramatisk historie om et medicinsk problem, vil det de følgende dage afspejles i konsultationerne hos de alment praktiserende læger og hos lægevagten. De eneste, som har noget ud af at reklamereglerne for medicin bliver liberaliseret, er producenter og distributører af lægemidler«, udtaler Ole Eckhardt Poulsen, formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg.

Han tvivler også på, at medicinalindustrien vil være i stand til at levere uvildig rådgivning og information til patienterne.

»Producenterne hævder, at forbrugerne efterspørger mere information, men hvor går grænsen mellem information og reklame? Vi kan ikke forhindre, at folk surfer på nettet for at finde informationer om lægemidler, men der er et stort spring fra informationer på nettet, til at man i aviser, radio og tv kan høre og se reklamefremstød fra medicinalindustrien«, mener Ole Eckhardt Poulsen .

De to undtagelser

Reklamering direkte til forbrugeren for receptpligtig medicin er globalt - med to markante undtagelser - et ukendt fænomen. Kun i USA og New Zealand er det tilladt, og ifølge en artikel i The Lancet (vol. 359, 18. maj 2002, p. 1709) er det forbundet med problemer.

Lægemiddelindustrien har med de frie reklameregler, som blev givet fri i USA i 1997, fundet en ny kanal til større indtjening. Industrien har øget sit budget til direkte forbrugerreklamering fra 860 mio. $ i 1997 til 2,5 mia. $ i 2000.

I gennemsnit bliver tv-seere i USA udsat for ni reklameindslag for receptpligtig medicin om dagen, og det er i alt overvejende grad kun de storsælgende og nyeste præparater, der reklameres for, hvorved der kan opstå risiko for, at patienterne får den medicin, der reklameres mest for i stedet for den, der er bedst og billigst.

Ifølge Health Action International (http://www.haiweb.org/), som er en forbrugerorganisation, går 95 procent af medicinalindustriens budget til direkte forbrugerreklamer kun til 50 præparater. Salget fra de pågældende præparater udgjorde med sine næsten 10 mia. $ halvdelen af den samlede stigning i udgifterne til receptpligtig medicin.

En anden anke ved den ny reklamemulighed har været informationernes beskaffenhed. Både i USA og i New Zealand har der været en tendens til at overdrive fordelene og underbetone bivirkningerne ved præparaterne.

Fra 1997 til 2001 har det amerikanske sundhedsministerium, som overvåger lødigheden af reklamerne, i 94 tilfælde skredet ind over for overdrevne lovprisninger eller på anden måde mangelfuld information.

I New Zealand gik sidste år ifølge sundhedsministeriet fem ud af seks tv-reklamer for vidt i deres anprisninger, og 20 procent af alle trykte annoncer forbrød sig mod de stedlige reklameregler.

EU-kommissionens forslag kan læses i sin fulde længde på følgende hjemmeside: http://europa.eu.int/ eur-lex/da/com/pdf/2001/ da_501PC0404_01.pdf