Medicinsk civilingeniør

Det er tre år siden, at Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i samarbejde med Københavns Universitet optog 62 af de 220 ansøgere på den nye femårige bachelor/masteruddannelse som »civilingeniør i medicin og teknologi«. Denne sommer vil de fleste af dem afslutte den første, treårige del af forløbet.

Uddannelsen kombinerer lægens og ingeniørens kompetencer, og det er der god brug for i et hospitalsmiljø, hvor apparaturet bliver mere og mere avanceret. Mange steder passes det allerede af civilingeniører, som imidlertid mangler lægelige kompetencer - en mangel, den nye uddannelse råder bod på gennem et tværfagligt studium, der kombinerer det sundhedsvidenskabelige og det tekniske fagområde.

Halvdelen er kvinder

Uddannelsen var en succes allerede fra starten for tre år siden. I løbet af juni og juli vil op mod 45 af de ca. 60, der begyndte på den første årgang, aflevere deres midtvejsprojekter og kan fortsætte mod endemålet. Den første årgang er optaget efter den gamle studieordning for den femårige uddannelse til civilingeniør.

For de følgende årgange vil det, som i dag svarer til midtvejsprojektet, resultere i en bachelorgrad, mens de sidste to år fører til mastergraden. Curriculum vil dog være det samme.

»Der er ikke tale om en halvt lægelig, halvt teknisk uddannelse: Det er en medicinsk civilingeniør, men en rigtig civilingeniør - ikke en lidt af det hele-uddannelse«, siger professor Liselotte Højgaard, klinikchef på H:S Rigshospitalet.

Den tidligere Ugeskrift-redaktør har selv en myndig finger med som koordinator på Københavns Universitets (KU) del af uddannelsen, og hun glæder sig til at blive aftager af færdige kandidater på Klinik for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin og PET: »Det er en seriøs eliteuddannelse med et curriculum, der er lidt større end akademiske uddannelser plejer at have«, siger hun. »De skal simpelthen kunne noget. De skal læse på det, og det vil de gerne og gør det«.

Ørsted-DTU er et institut på DTU, der underviser og forsker på internationalt niveau inden for elektroteknologi samt medicin og teknologi. Instituttet fokuserer på metoder til og principper for udvikling og implementering af elektroniske systemer til specifikke anvendelsesområder. På instituttet havde man arbejdet med ideen til den nye uddannelse i en halv snes år, da rektor for KU, Ralf Hemmingsen, i 2002 tog Liselotte Højgaard med til et møde på DTU med henblik på at gøre hende til koordinator på KU's del af uddannelsen. Året efter var der 220 ansøgere til den nye uddannelse, og heller ikke i 2004 og 2005 var ansøgertallet under 200; 40 procent af dem, der optages på uddannelsen, er kvinder.

»Det er bemærkelsesværdigt i lyset af, at normen på de fleste andre naturvidenskabelige uddannelser højst er 15 procent«, siger Liselotte Højgaard. Ca. 70 procent af uddannelsen foregår på DTU og 30 procent - biologi og medicin - på KU og H:S Rigshospitalet.

Kan bruges fra dag 1

Hvor er der brug for medicinske civilingeniører?

»Det er der på hospitalerne. På min afdeling for eksempel er 12 af de 85 ansatte cand.scient.er eller civilingeniører. På Rigshospitalet er der ansat i alt omkring 100 ingeniører og fysikere. Og hvis de har en målrettet uddannelse, når de kommer, skal vi ikke bruge flere år på at lære dem om sundhedsvæsenet og medicinen. Så kan de bruges fra dag 1. Og med den teknologiske udvikling, hvor apparaterne bliver sværere og sværere, skal de simpelthen hjælpe lægerne med at tænke«.

Liselotte Højgaard forklarer, at apparaturets brug, forskningsmæssige anvendelse, vedligeholdelse og tekniske udvikling kræver, at ingeniørerne er »i øjenhøjde med lægerne og ikke en slags assistenter«, som hun mener, der har været en tendens til: Lægerne stod for forskningen, assisteret af fysikere og civilingeniører.

»Men sådan er det ikke mere«, siger hun. »Nu er man fælles om forskningen på en helt anden, tværfaglig måde. Og så er det vigtigt med nogle, der har kompetencerne inden for teknisk videnskab og teknologi på meget højt niveau. I vore dage er de langt mere integreret, og derfor er det en fordel at have nogle, som er målrettet uddannet til at kunne løse opgaver inden for forskning, udnyttelse af den medicinske teknologi, som bliver mere og mere kompleks. Skal alt det hundedyre isenkram udnyttes ordentligt og samtidig videreudvikles, er vi nødt til at have nogle, som har nogle høje kompetencer i krydsfeltet mellem sundhedsvidenskab og teknisk naturvidenskab«, siger Liselotte Højgaard.

Studerende strømmer til

Tilstrømningen til uddannelsen er ikke blevet mindre, fortæller professor Jørgen Arendt Jensen, Ørsted-DTU. På alle årgange har der været over 200 ansøgere til de godt 60 pladser med et karaktergennemsnit, der har varieret mellem 8,7 og 9. »Nogle har haft medicinstudiet som første prioritet, men ca. halvdelen har haft dette studium som første prioritet. Og vi er begunstiget af at have nøjagtig lige mange af hvert køn på den sidste årgang«.

På den nyeste årgang er andelen af kvinder præcist lige så stor som den mandlige. Jørgen Arendt Jensen finder forklaringen på den store kvindelige interesse for det meget tekniske studium i, at de her kan se, hvad en ingeniøruddannelse kan bruges til. »Denne uddannelse viser det nok lidt tydeligere end andre ingeniøruddannelser. Man kan se perspektivet i det. Jeg tror, at piger har det svært med at forholde sig til at skulle designe mobiltelefoner, mens de sagtens kan se perspektivet i en skanner til kræft«.

Samtidig har det formentlig også haft betydning, at informationen om uddannelsen bevidst har været målrettet til unge, som var interesserede i det medicinske felt, vel vidende, at det er et studium, der tiltrækker mange kvinder.

Industrien spæder godt til

Uddannelsen er blevet til i samarbejde med medikoindustrien, der er lige så interesseret som hospitalerne i denne ekspertise. Derfor har et såkaldt firmaudvalg med repræsentanter fra industrien været med til at designe uddannelsen.

Industrien er også med som sponsorer: F.eks. har Radiometer sponsoreret et professorat samt apparatur for et par mio. kr., og Novo Nordisk sponsorerer hvert år fem studerendes sommerophold på George Washington University.

I Aalborg findes en lignende uddannelse. Hvordan adskiller I jer fra Aalborg - og er der overhovedet brug for så mange medicinske civilingeniører?

»Der er mange fælles træk. Men uddannelsen her er forskellig derved, at vi fra begyndelsen inddrager det medicinske fakultet. Vi har undervisning fra det medicinske fakultet på hvert semester, hvor det er mere grupperet i Aalborg, hvor de studerende tilbringer et semester udelukkende på sygehuse. Vi har sagt: Det er vigtigt at præge tankegangen fra start - og så har vi fordelen af, at der står et fuldt etableret sundhedsvidenskabeligt fakultet bag«.

Har I nogen fornemmelse af, hvor flertallet af jeres studerende øns ker ansættelse - i hospitalsverdenen eller i industrien?

»Som for alle andre ingeniører har vi hele spektret. Nogle er specielt interesserede i forskning, mens nogle er mere til virksomhederne, og andre er meget begejstrede for hospitalsvæsenet. Det har også afspejlet sig i de midtvejsprojekter, der var udbudt, at de kommer alle mulige steder hen«.

Hvad jobmuligheder angår, mener Jørgen Arendt Jensen, at der vil være et voksende behov for personale med de kompetencer, uddannelsen giver.

»De skal selvfølgelig vise deres værd. Men de midtvejsprojekter, der blev udbudt, kom jo fra eksterne parter. Vi skulle bruge 15 forslag, og vi fik 45. Der var simpelthen rift om at få de studerende, og mange var skuffede, da de ikke fik nogen. Så det blev i hvert fald tydeligt, at de virksomheder, der har brug for vores kandidater, har fanget ideen med uddannelsen«, siger Jørgen Arendt Jensen.

Industrien tiltrækker

To studerende fra den første årgang, som Ugeskriftet har talt med, er da heller ikke i tvivl: Det er industrien, der tiltrækker dem. Begge valgte i øvrigt deres uddannelse, fordi deres interesser var delt mellem det biologisk-medicinske og det teknisk-matematiske.

For Carsten Haagen Nielsen var der endnu en grund til at vælge den medicinske ingeniøruddannelse - nemlig, at den gav mulighed for at specialisere sig allerede under studiet. På de første tre år ligger uddannelsen ganske vist i faste rammer, siger han: »Men på kandidatdelen er der kun en tredjedel, som er fastlagt, mens resten er valgfrit inden for en gruppe af fag«.

Carsten Haagen Nielsen er ved at lægge sidste hånd på sit midtvejsprojekt. Det foregår i samarbejde med en stor virksomhed og handler om, »at vi er ved at undersøge nogle grundideer«, som Carsten Haagen Nielsen holder sig til at fortælle.

Hvilken retning regner du med at vælge, når du bliver kandidat? Er det industrien eller hospitalsvæsenet, der trækker mest?

»Det vil nok være industrien. Jeg vil gerne arbejde med udvikling i en virksomhed«, siger Carsten Haagen Nielsen.

Også Isa Conradsen svingede lidt mellem at vælge medicin- eller ingeniørstudiet - men hendes tekniske interesser gjorde udslaget. Da hun stødte på DTU's materiale om den nye uddannelse, var den nærmest skræddersyet.

Hendes midtvejsprojekt foregår ligesom Carsten Haagen Nielsens i samarbejde med en virksomhed og skal derfor holdes lidt tæt til kroppen. Og foreløbig er det industrien, der har vundet kapløbet om hendes gunst: »Jeg har været på et klinisk ophold i 5. semester, hvor vi fik oplevelsen af, hvad der sker på et hospital. Men det var lidt svært at se, hvad vi vil komme til at arbejde med. De job, vi skal have, findes måske ikke helt endnu, og de job, som vi kunne gå ind og være en del af, havde ikke lige min interesse«, siger hun.

»Ingeniørernes arbejde består mest i at vedligeholde og reparere og holde øje med, at udstyret fungerer, som det skal. Jeg vil hellere være med til at udvikle«, siger Isa Conradsen, som derfor regner med at søge arbejde i industrien, når hun om ca. to år afslutter sin uddannelse.