Medicinsk turisme kan blive dyrt

»Behandlinger foretaget i udlandet kan ende med at blive dyrere for det danske sundhedsvæsen, end hvis den pågældende patient havde fået foretaget den oprindelige behandling herhjemme«, siger Kristine Sorgenfri Hansen, videnskabelig assistent ved Sektionen for Global Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab i København.

I en statusartikel om medicinsk turisme henviser hun til engelske undersøgelser, som viser, at indgreb foretaget i udlandet – om det så er en nyretransplantation, en brystforstørrelse eller fedmekirurgi – har risiko for komplikationer, der kan kræve flere indlæggelser og efterbehandlingsforløb i hjemlandet.

Risiko for komplikationer

I den canadiske provins Alberta behandlede det offentlige sundhedsvæsen på et år 59 »medicinske turister« for alvorlige, i nogle tilfælde livstruende komplikationer, herunder lækager fra mavesækken og rupturer, der kan forårsage dødelig sepsis. Enkelte patienter er endt på livslang, parenteral ernæring, og udgifterne løber op i millioner af canadiske dollars.

Overlæge på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling, professor Thomas Benfield, ser andre bekymrende aspekter ved den medicinske turisme end den økonomiske:

»Vi har set flere eksempler på, at folk rejser til områder med resistente bakterier, bliver behandlet på et hospital og risikerer at blive inficeret, hvorefter de kommer hjem med en infektion, som vi ellers ikke har i det danske sundhedsvæsen«, siger han.

Thomas Benfield nævner et eksempel, hvor en dansk statsborger blev inficeret på en plastikkirurgisk klinik i Abu Dhabi, hvor man ikke var i stand til at håndtere de resistente bakterier. Hospitalet sendte patienten tilbage til Danmark »med et kosmetisk udbytte, som nok var en del værre, end hun havde forventet«, siger Thomas Benfield.

»Det danske hospital overtog viderebehandlingen i et ret langvarigt forløb«, forklarer han.

»Det er naturligvis dyrt«, siger Thomas Benfield. »Men det største problem er, at hun har bakterierne med og introducerer dem i vores hospitalsmiljø«.

»Bliver voldsomt dyrt«

Problemet er indtil videre begrænset, men Thomas Benfield forudser, at det vil vokse i de kommende år, og at der ikke er meget at gøre ved det ud over, hvad der allerede gøres:

»Når patienter overføres fra et hospital i udlandet – uanset, om det er Tyskland eller Tyrkiet – screenes de for resistente bakterier. Men vi screener kun efter bestemte ting, og det er ikke alt, der fanges, og så risikerer vi småepidemier på hospitalet«, siger Thomas Benfield.

»De resistente bakterier, der bringes hertil, er ikke nemme at behandle. Pludselig står vi og skal bruge ældre antibiotika, som dels har flere bivirkninger, dels er dyrere, fordi det er nicheprodukter«.

»Og da de som regel kun kan gives intravenøst, binder det os til et længere indlæggelsesforløb. På den måde bliver det voldsomt dyrt«, siger Thomas Benfield.

At de komplicerede efterforløb kan blive endog meget dyre, illustreres af et eksempel fra Canada, hvor man har regnet på prisen: På grund af lange offentlige ventelister besluttede Connie Kempton at betale for en fedmeoperation i Mexico. Der var ingen ventetid, og det var langt billigere end de 20.000 dollars, som operationen ville koste på en canadisk privatklinik.

Men de efterfølgende komplikationer var alvorlige, og hjemme i Canada måtte hun undergå langvarig efterbehandling, der ifølge canadiske CBC News endte med at koste det offentlige sundhedsvæsen 750.000 dollars.

Markedet findes

Der er ingen danske opgørelser over, hvad medicinsk turisme koster sundhedsvæsenet i form af efterbehandling. Der er heller ingen, der ved, hvor mange danskere, der rejser til f.eks. Tyrkiet, Thailand eller Polen for at kombinere en kosmetisk eller bariatrisk operation med et ferieophold. Men det er Kristine Sorgenfri Hansens fornemmelse, at der er et marked af et vist omfang:

»Når man kan udbyde en diplomuddannelse i ’medicinsk guideservice’, giver det mig indtryk af, at markedet er større, end man umiddelbart skulle forvente. Helt almindelige rejsebureauer beskriver på deres hjemmesider, hvordan man skal bære sig ad, og hvor man kan hente information«.

Så uden at kende konkrete tal går Kristine Sorgenfri Hansen ud fra, at rejsebureauerne – og udbyderne af diplomuddannelsen som medicinsk rejseguide – må opleve en efterspørgsel.

»Jeg kan henvise til en EU-rapport, hvor man dokumenterer, at der årligt er over 24.000 danskere, der søger behandling i andre EU-lande«, siger hun.

Der findes ingen opgørelser over, hvor mange der søger behandling i lande uden for EU.