Medicinske nyheder

Forhøjet D-dimer peger på forlængelse af antikoagulationsbehandling

> N Engl J Med

Patienter, der har en abnorm D-dimer efter ophør af peroral antikoagulationsbehandling (AK-behandling), har en større risiko for en ny tromboembolisk komplikation end patienter, som ikke har en forhøjet D-dimer. Denne øgede risiko kan reduceres ved genopstart af antikoagulationsbehandlingen. Dette fremgår af et prospektivt, randomiseret forsøg publiceret i oktober i New England Journal of Medicine.

»Den optimale varighed af oral antikoagulation hos patienter med idiopatisk venøs tromboembolisme er ukendt«, skriver Gualtiero Palareti fra Orsola-Malpighi University Hospital i Bologna.

I studiet indgik 607 patienter, som havde været mindst tre måneder på AK-behandling. D-dimer blev vurderet en måned efter ophør af behandlingen, og den var forhøjet hos 223 patienter. Disse patienter blev derefter randomiseret til enten ingen AK-behandling eller fortsat AK-behandling i den resterende studieperiode.

Patienterne blev fulgt i gennemsnit i 15 måneder. Blandt de 120 patienter, som blev randomiseret til ingen AK-behandling, fik 18 (15%) en ny tromboemboli. Blandt de 103 patienter, som fortsatte med AK-behandling, fik kun tre (2,9%) en komplikation (to tromboembolismer og en blødning).

Blandt de 385 patienter, som ikke havde en abnorm D-dimer (dvs, ikke indgik i randomiseringen), fik 24 (6,2%) en ny tromboemboli.

Jørn Dalsgaard Nielsen, Klinisk Biokemisk Afde-ling, Trombosecentret, Amtssygehuset i Gentofte, kommenterer: »Denne undersøgelse og tidligere studier, hvor der er anvendt andre metoder til bestemmelse af D-dimer, tyder på, at D-dimer-analyse kan være et nyttigt redskab, ikke blot ved diagnostik af venøs tromboembolisk sygdom, men også ved vurdering af recidivrisikoen ved ophør med AK-behandling. I den kommende tid vil vi utvivlsomt blive præsenteret for en række tilsvarende studier, hvor recidivrisikoen søges vurderet med andre af de mange forskellige fabrikater af D-dimeranalyser«.

Palareti G, Cosmi B, Legnani C et al. D-Dimer Testing to Determine the duration of anticoagulation therapy. N Engl J Med 2006;355:1780-9.

Rimonabant forbedrer metabolisk profil hos type 2-diabetikere
> Lancet

Rimonabant, som blokerer cannabinoid-1 (CB1)-receptorer, kan i kombination med en hypokalorisk diæt og fysisk aktivitet, føre til vægttab og bedre glykeret hæmoglobinniveau hos patienter med type 2- diabetes, hvor behandling med metformin eller sulfonylurinstof ikke var tilstrækkelig. Præparatet forbedrer desuden en række kardiovaskulære risikofaktorer.

Dette fremgår af en artikel publiceret i oktober i Lancet.

I studiet blev 1.047 patienter fordelt på 159 centre i Europa, Nord- og Sydamerika randomiseret til enten placebo, rimonabant 5 mg eller 20 mg dagligt. Alle var i monoterapi med enten metformin eller et sulfonylurinstof. De havde et body mass index mellem 27 og 40 kg/m2. Patienterne i alle grupperne fik rådgivning om fysisk aktivitet og fik tilbudt en hypokalorisk diæt.

Efter et års behandling havde de patienter, der fik 5 mg og 20 mg rimonabant, et større vægttab end kontrolpatienterne (2,3 kg henholdsvis 5,3 kg, mod 1,4 kg). Andelen af patienter, hvor glykeret hæmoglobin blev under 6,5% var henholdsvis 24%, 43% og 21%. Stigningen i HDL-kolesterol var 9,2%, 15,4% og 7,1%. Ændringerne i taljemål var også signifikant bedre i rimonabant-grupperne. De vigtigste bivirkninger, som førte til behandlingsstop, var depressive symptomer, kvalme og svimmelhed.

Bjørn Richelsen, Medicinsk Afdeling C, Århus Sygehus, kommenterer: »Det ekstra vægttab med 20 mg rimonabant på omkring 4 kg i forhold til placebo plus livsstilsændringer er på niveau med det vægttab, der kan opnås med andre antifedmemidler. Rimonabant synes også at have nogle positive vægttabsuafhængige effekter på HDL og triglycerid. Hvis det sidste viser sig at holde stik i nye undersøgelser, der specifikt er designet til at identificere den eventuelle vægtuafhængige effekt, vil rimonabant være et velvalgt præparat i behandlingen af overvægtige med det metaboliske syndrom/type 2-diabetes«.

Scheen AJ, Finer N, Hollander P et al. Efficacy and tolerability of rimonabant in overweight or obese patients with type 2 diabetes. Lancet 2006:368:1660-72.

Børnecancer fører til øget risiko for kronisk tilstand i voksenlivet
> N Engl J Med

Personer, som har haft cancer i barndommen, har en tre gange større risiko for kroniske sygdomme, end personer, som aldrig haft cancer. Risikoen for alvorlige kroniske tilstande er endnu mere udtalt - otte gange højere, fremgår det af en retrospektiv undersøgelse publiceret i oktober i New England Journal of Medicine.

Kevin Oeffinger fra Memorial Sloan-Kettering Cancer Center i New York og kollegaer undersøgte data vedrørende 10.397 personer, som fik stillet en cancerdiagnose mellem 1970 og 1986 (herunder leukæmi, centralnervesystemtumor og Hodgkins sygdom). Som kontrol anvendte forskerne 3.034 søskende til patienterne.

I analysen indgik 137 kroniske sygdomme eller komplikationer. Disse blev klassificeret som enten milde, moderate, svære, livstruende eller fatale.

Patienterne og deres søskende var 27 henholdsvis 29 år gamle da studiet blev gennemført. Blandt patienterne havde 62% en kronisk sygdom (relativ risiko 3,3). 28% havde en svær eller livstruende sygdom (relativ risiko 8,2).

De højeste relative risici var for ledsubstitution (relativ risiko = 54; 1,6% af patienterne), hjerteinsufficiens (15; 1,2%), en ny cancer (15; 2,4%), svær kognitiv nedsættelse (11; 0,7%) og koronar sygdom (10; 1,1%).

De patienter, som havde haft en knogletumor, havde den højeste risiko for alvorlige senfølger (relativ risiko = 38,9%).

I de første 25 år efter diagnosen var den kumulative incidens for en kronisk tilstand 73% blandt børnecanceroverleverne.

Kjeld Schmiegelow, Pædiatrisk Klinik II, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Behandlingsintensi-teten for børn med cancer er øget betydeligt siden 1970-1986 (den periode studiet dækker), og risikoen for senfølger er derfor stigende. En række danske studier støtter de amerikanske data og har ført til etablering af senfølgeklinikker for livslang opfølgning af unge og voksne, der er behandlet for cancer i barnealderen. Den første blev etableret på Rigshospitalet i 1998«.

Oeffinger KC, Mertens AC, Sklar CA et al. Chronic health conditions in adult survivors of childhood cancer. N Engl J Med 2006;355:1572-82.

H. pylori associeres med både øget og nedsat risiko for ventrikelcancer
> J Natl Cancer Inst

Helicobacter pylori-infektion har to forskellige påvirkninger på risikoen for ventrikelcancer: den reducerer risikoen for cardiacancer, men risikoen for non-cardiacancer er stærkt øget. Dette konkluderer en prospektiv, case-control-undersøgelse publiceret i oktober i Journal of the National Cancer Institute.

Ifølge førsteforfatteren Farin Kamangar fra National Cancer Institute i Bethesda er H. pylori-infektion en kendt risikofaktor for ventrikelcarcinom, men der er uklarhed omkring denne risiko og de specifikke anatomiske variationer vedrørende tumoren.

I studiet indgik data fra 30.000 m ænd med alder mellem 50 og 69 år. Ved studiestart blev demografiske data og perifert blod indsamlet.

Mellem 1985 og 1999 blev der konstateret 243 nye tilfælde af ventrikelcancer blandt studiets deltagere. Der blev taget blodprøver fra 234 af disse patienter (173 non-cardiaventrikelcancer og 61 med cardiacancer). Som kontroller anvendte forskerne 234 raske personer.

Antistof mod H. pylori var stærkt korreleret med risikoen for non-cardiacancer (odds ratio 7,9), mens risikoen for cardiacancer var nedsat (odds ratio 0,31).

Ove B. Schaffalitzky de Muckadell, Gastroente-rologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Disse risici er velkendte, men nu fastslået i et meget stort studie. To spørgsmål rejser sig: 1) skal man screene for Helicobacter pylori mhp. reduktion af risiko for non-cardiacancer og 2) vil heraf følgende eradikation af bakterien føre til øget incidens af cardiacancer. Det første ser i øjeblikket - pga den lave prævalens af Helicobacter i Danmark - ikke ud til at være omkostningseffektivt og det andet er mindre sandsynligt bl.a. fordi Helicobacter-eradikation ikke øger incidensen af refluksoesophagitis«.

Kamangar F, Dawsey SM, Blaser MJ et al. Opposing Risks of gastric cardia and noncardia gastric adenocarcinomas associated with helicobacter pylori seropositivity. J Natl Cancer Inst 2006;98:1445-52.