Medicinske nyheder

Ældre antipsykotika er ikke mindre effektive end nyere præparater ...

> Arch Gen Psychiatry

Der er ingen klinisk grund til at vælge et andengenerations antipsykotisk præparat frem for et ældre præparat til skizofrene, som i forvejen skal skifte medicinering på grund af dårlig respons eller bivirkninger. Ifølge en artikel publiceret i september i Archives of General Psychiatry, er de ældre antipsykotika ikke underlegne i forhold til livskvalitet eller symptomer.

I studiet, som ikke fik finansiel støtte fra medicinalvirksomheder, indgik 227 skizofrene patienter fra 14 behandlingscentre i England. Ved studiestart skulle patienterne skifte præparat af kliniske grunde. De blev randomiseret til enten et første- eller andengenerations antipsykotikum. Valg af præparat inden for hver gruppe blev truffet af den behandlende psykiater.

Efter et år var der ingen forskel på livskvalitet (Quality of Life Scales) grupperne imellem. Der var heller ingen forskel på symptomer (Positive and Negative Syndrome Scale), og totale omkostninger (inklusiv indlæggelsesrelaterede) var ens. Endelig var der ingen forskel vedrørende polyfarmaci grupperne imellem. Patienterne havde ingen præference for nogen af de to præparatgrupper.

De mest ordinerede førstegenerations antipsykotika var sulpirid og trifluoperazin. De mest ordinerede andengenerationsantipsykotika var olanzapin og risperidon.

Henrik Lublin, Psykiatrisk Klinik O, Rigshospitalet, kommenterer: »Denne undersøgelse er foretaget på en langt overvejende kronisk patientgruppe med en gennemsnitlig sygdomsvarighed på 13-14 år. Kun ca. 10% af patienterne var første episode-patienter. Man kan derfor ikke generalisere til antipsykotika-naive første episode-patienter. Studiet støtter generelt resultatet fra CATIE-studiet, fase 1: Førstegenerations antipsykotika er et muligt alternativ til patienter med kronisk skizofreni, hvis patienterne ikke er følsomme for ekstrapyramidale bivirkninger, inklusive tardive dyskinesier.«

Jones PB, Barnes TRE, Davies L et al. Randomized controlled trial of the effect on quality of life of second- vs first-generation antipsychotic drugs in schizophrenia. Arch Gen Psychiatry 2006;63:1079-87.

... som ikke virker mod psykose hos patienter med Alzheimer

> N Engl J Med

Det kan ikke betale sig at bruge atypiske antipsykotika hos psykotiske, agiterede eller aggressive patienter med Alzheimers sygdom - præparaterne er ikke mere effektive end placebo. Dette er hovedkonklusionen på en dobbeltblindet, randomiseret og offentligt finansieret undersøgelse, publiceret i oktober i New England Journal of Medicine.

Førsteforfatteren, Lon Schneider fra University of Southern Californien, og kollegaer randomiserede 421 ambulante Alzheimer-patienter til enten placebo, olanzapin (gennemsnitsdosis 5,5 mg i døgnet), quetiapin (56,5 mg i døgnet) eller risperidon (1,0 mg i døgnet). Patienterne havde alle episoder med psykose, aggressivitet eller agitation.

Det primære effektmål var tid til seponering eller præparatskift. »Det er et pragmatisk mål«, skriver forfatterne. »Det tager hensyn til den vurdering, både patienter, plejepersonale, pårørende og læger har af effektivitet, sikkerhed og bivirkninger.« Den kliniske respons, som blev målt ved hjælp af Clinical Global Impression of Change (CGIC), blev vurderet efter 12 uger.

Efter en opfølgningsperiode på 36 uger, havde 82% af patienterne stoppet behandlingen - i gennemsnit skete dette efter fem til otte uger, afhængig af præparatet - uden at der fandtes signifikant forskel grupperne imellem.

Quetiapin blev hurtigere seponeret end olanzapin og risperidon på grund af manglende virkning, mens alle tre aktive præparater blev hurtigere seponeret end placebo på grund af bivirkninger.

Der var ingen forskel grupperne imellem i andelen af patienter, der fik gavn af præparaterne.

Henrik Lublin, Psykiatrisk Klinik O, Rigshospitalet, kommenterer: »Disse resultater ligger meget tæt op ad vore rekommandationer for behandling af patienter med Alzheimer: Antipsykotika skal ikke bruges til behandling af adfærdsmæssige forstyrrelser som agitation og aggression. Kun til egentligt psykotiske tilstande, og hvis der ikke er effekt, skal behandlingen stoppes igen.«

Schneider LS, Tariot PN, Dagerman KS et al. Effectiveness of atypical antipsychotic drugs in patients with Alzheimer's disease. N Engl J Med 2006;355:1525-38.

Intravitrealt antistof er effektivt mod aldersrelateret maculadegeneration

> N Engl J Med

Intravitreale indsprøjtninger med antistof mod vaskulær endotelial vækstfaktor ikke alene forhindrer synsnedsættelse hos patienter med våd aldersrelateret maculadegeneration - behandlingen øger endda synsstyrken, konkluderer en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i oktober i New England Journal of Medicine.

I studiet blev 716 patienter på 96 behandlingscentre i USA randomiseret til enten en simuleret behandling (sham injection) eller indsprøjtning i øjets glaslegeme med 0,3 mg eller 0,5 mg ranibizumab, et monoklonalt antistof mod vaskulær endotelial vækstfaktor (VEGF) A, som er involveret i karnydannelsen. Patienterne havde alle karnydannelse under nethindens gule plet og nedsat læsesyn.

Patienterne fik behandlingerne en gang om måneden. Det primære effektmål var fraktionen af patienter, som undgik et moderat synstab (halvering af synsstyrken). Efter 12 måneder var dette mål opfyldt for cirka 95% af patienterne i begge grupper, der fik ranibizumab. I en ubehandlet kontrolgruppe var det kun tilfældet for 62% af patienterne. En markant forbedring af synsstyrken (fordobling af synsstyrken) blev opnået hos 25 og 34% af patienterne i ranibizumab-grupperne (0,3 hhv. 0,5 mg) mod kun 5% i kontrolgruppen. Den gunstige behandlingseffekt var bevaret efter 24 måneder. Blandt ranibizumab-behandlede patienter blev fem patienter (1%) behandlet for formodet endoftalmit. Dyrkning af aspirat fra øjets indre var dog kun positiv hos en af disse.

Michael Larsen, Øjenafdelingen, Amtssygehuset i Glostrup, kommenterer: »Det ligger nu fast, at synet bedres af bredspektret intravitreal VEGF-inhibition ved aldersrelateret maculadegeneration med aktiv karnydannelse under nethindens centrum. Vores erfaring fra egne studier viser, at patienterne accepterer gentagen injektion i øjets indre, og at intervallet mellem behandlingerne kan strækkes op til 12 uger for mange patienter. Vi har varslet behandlingen for over et år siden til de relevante beslutningstagere men endnu ikke fået svar på, om vi må indføre behandlingen. Lægemidlet er allerede tilgængeligt på enkeltpatientdispensation og har været godkendt i USA i snart et år. Jeg frygter, at behandlingen glider ud af sygehusvæsenet og ender i private klinikker, hvor patienterne selv må betale for proceduren og medicinen. Bemærk, at vi taler om den hyppigste årsag til svagsynethed og blindhed i Danmark.«

Rosenfeld PJ, Brown DM, Heier JS et al. Ranibizumab for Neovascular age-related macular degeneration. N Engl J Med 2006;355:1419-31.

Medicinsk behandling øger chancen for kvittering af uretersten med 65%

> Lancet

Behandling med alfablokkere eller calciumantagonister øger chancen for spontan passage af uretersten med 65%. Når kirurgisk behandling ikke er akut indiceret, kan medicinsk b ehandling være et alternativ, konkluderer en metaanalyse publiceret i september i The Lancet.

John Hollingsworth og kollegaer fra University of Michigan samlede data fra ni randomiserede, kontrollerede undersøgelser, hvor præparaterne blev anvendt ved behandling af uretersten. Studierne omfattede i alt 693 patienter.

De patienter, der fik enten en alfablokker eller en calciumantagonist, havde en 65% større chance for stenpassage end dem, der ikke fik præparaterne. Alfablokkere førte til en 54% øget chance for stenpassage, mens tre studier med nifedipin og steroid resulterede i en 90% større chance for spontan stenpassage.

Number needed to treat med en af de to typer præparater var fire patienter.

Forfatterne påpeger dog, at deres resultater bør bekræftes i en randomiseret undersøgelse.

Steen Walter, Urologisk Afdeling L, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Det vil være et godt alternativ med behandling med alfablokkere til den behandling, der gives i øjeblikket med prostataglandinhæmmere (NSAID). Men som anført er der behov for yderligere undersøgelser.«

Hollingsworth JM, Rogers MAM, Kaufman SR et al. Medical therapy to facilitate urinary stone passage. Lancet 2006;368:1171-9.