Medicinske nyheder

Gentagne antenatale steroider har ingen senfølger hos børn> N Engl J Med

Gentagne behandlinger med antenatale steroider, reducerer risikoen for respiratoriske komplikationer hos den nyfødte, og medfører ikke øget forekomst af senfølger hos børnene 2-3 år efter fødslen. Behandlingen er dog ikke forbundet med øget overlevelse men er associeret med en let øget risiko for vurdering for opmærksomhedsforstyrrelser.

Dette konkluderer to studier publiceret i september i New England Journal of Medicine.

Forskere fra Australien fulgte 1.085 børn, hvis mødre var i risiko for en for tidlig fødsel. Efter en initial konventionel behandling med steroider blev mødrene randomiseret til enten placebo eller ugentlige intramuskulære injektioner af 11,4 mg betametason, så længe de var i risiko for en tidlig fødsel (og med gestationsalder under 32 uger). De initiale resultater viste en gavnlig neonatal effekt.

Når børnene var to år gamle, var overlevelsesraten uden komplikationer den samme i de to grupper (81 hhv. 84,4%). Der var ingen signifikante forskelle på en række antropromorfiske, fysiologiske og adfærdsmæssige parametre, men børnene i interventionsgruppen blev oftest vurderet for opmærksomhedsforstyrrelser.

I et andet studie, fra USA, blev de gravide randomiseret til 12 mg betametason eller placebo. Når børnene var to til tre år gamle, var der ingen statistiske signifikante forskelle på grupperne. Der var dog en ikkesignifikant forhøjet risiko for cerebral parese i interventionsgruppen.

Gorm Greisen, Neonatalklinikken, Rigshospitalet, kommenterer: »Disse resultater er beroligende i forhold til den betydelige risiko for cerebral parese, som er forbundet med postnatal brug af kortikosteroid, men manglen på varig fordel af behandlingen er skuffende i forhold til den store fordel, som den første dosis kortikosteroid giver ved truende præmatur fødsel. Mødrene i de to studier fik typisk fik 3-4 gentagne doser, og da halveringstiden af betametason er flere dage, var børnene altså eksponerede for eksogent kortikosteroid i 3-4 uger. Den forsigtige holdning vil derfor være ikke at bruge gentagen antenatal kortikosteroidprofylakse som rutine.«

Crowther CA, Doyle LW, Haslam RR et al. Outcomes at 2 years of age after repeat doses of antenatal corticosteroids. N Engl J Med 2007;357:1179-89.

Wapner RJ, Sorokin Y, Mele L et al. Long-term outcomes after repeat Doses of antenatal corticosteroids. N Engl J Med 2007;357:1190-8.

Akupunktur virker ikke mod knæartrose
> BMJ

Akupunktur hjælper ikke mod knæosteoartrose, konkluderer en randomiseret og placebokontrolleret undersøgelse publiceret i september i BMJ.

Nadine Foster fra Keele University i Stafford randomiserede, sammen med forskere fra 37 behandlingscentre i Storbritannien, 352 personer med knæartrose i tre grupper: fysisk træning samt vejledning og akupunktur, fysisk træning samt vejledning uden akupunktur eller fysisk træning samt vejledning og ikkepenetrerende akupunktur (kontrol). Patienterne var mindst 50 år gamle.

Ved studiestart havde patienterne en gennemsnitlig smertescore ved Western Ontario and McMaster Universities Osteoarthritis Index på 9,2. Efter seks måneders behandling var reduktionen i smerteskalaen 2,3 i både akupunkturgruppen og gruppen, som kun fik træning og vejledning. Reduktionen i gruppen, som fik ikkepenetrerende akupunktur, var lidt større, på 2,5.

Der var dog små, statistisk signifikante gavnlige forskelle efter to og seks ugers behandling blandt de akupunkturbehandlede patienter, samt efter et år blandt de patienter, som blev behandlet med ikke-penetrerende akupunktur.

Palle Rosted, Sheffield University, England, kommenterer: »Imidlertid mener Dansk Selskab for Evidensbaseret Akupunktur, at den valgte punktkombination utvungent forklarer det negative resultat. Punktvalget er baseret på en kinesisk tradition og ikke på en analyse af problemet, herunder de involverede muskler, der er medvirkende til både smerterne og en evt. bevægeindskrænkning.«

Foster NE, Thomas E, Barlas P et al. Acupuncture as an adjunct to exercise based physiotherapy for osteoarthritis of the knee. BMJ 2007;335:436-40.

Ændringer i triglycerider påvirker risiko for koronarsygdom
> Ann Intern Med

Unge mænd, der har en relativ høj triglyceridkoncentration, har en otte gange højere risiko for koronar sygdom end dem, der har lavere koncentrationer. Risikoen falder, hvis koncentrationen også reduceres, men forbliver højere end hos dem, der altid har haft lavere koncentrationer.

Dette konkluderer en observationel artikel publiceret i september i Annals of Internal Medicine.

Iris Shai og kollegaer, Ben-Gurion University of the Neguev, Beer-Sheva, Israel, målte triglyceridkoncentrationer på 14.000 mænd to gange med fem års interval. Mændene var mellem 26 og 45 år gamle og ingen havde triglyceridkoncentrationer højere end 3,39 mmol/l. Dataene blev kontrolleret for deltagernes livsstilsændringer i perioden, samt dispositioner og en række antropomorfiske og fysiologiske parametre, herunder HDL-kolesterol.

På hvert målingstidspunkt blev deltagerne inddelt i tre grupper efter deres triglyceridkoncentrationer.

I perioden blev der dokumenteret 158 tilfælde af angiografiverificeret koronar sygdom.

I forhold til de mænd, der havde de laveste koncentrationer ved begge målinger (lav/lav-gruppen), havde mændene i høj/høj-gruppen en hazard ratio på 8,23, mens mændene med faldende koncentrationer havde lavere hazard ratios (6,84 og 4,90 for hhv. høj/middel- og høj/lav-grupperne).

Tilsvarende kunne stigende koncentrationer associeres med stigende risici for koronar sygdom.

Erik Berg Schmidt, Lipidklinikken, Aalborg Sygehus, kommenterer: »Den primære behandling af forhøjede triglycerider er optimering af livsstil (særligt kost og motion), og i tråd hermed findes det i ovenstående publikation, at personer der foretager livsstilsændringer, nedsætter deres triglycerider og samtidig deres risiko for at få påvist aterosklerotiske forandringer ved koronararteriografi.«

Tirosh A, Rudich A, Shochat T et al. Changes in triglyceride levels and risk for coronary heart disease in young men. Ann Intern Med 2007;147:377-85.

Metaanalyse sammenligner de tre mest almindelige stents
> Lancet

Mortaliteten er stort set den samme, hvad enten patienten får anlagt en drug-eluting stent eller en bare-metal stent. Sirolimus-eluting stent ser ud til at være klinisk overlegen i forhold til bare-metal stents eller paclitaxel-eluting stent.

Dette er nogle af konklusionerne på en artikel publiceret i september i The Lancet.

Forskere fra 13 lande, heriblandt Danmark, identificerede 38 undersøgelser, som sammenlignede de to drug-eluting stents med hinanden eller med bare-metal stents, og derefter gennemførte en metaanalyse på tværs af studierne (network meta-analysis). I alt inkluderede studierne 18.000 patienter. Opfølgningsperioden var op til fire år.

Mortaliteten var den samme i de tre grupper: hazard ratio 1,00 for sirolimus-eluting vs. bare-metal stents; 1,03 for paclitaxel-eluting vs. bare-metal stents; og 0,96 for sirolimus- vs. paclitaxel-eluting stents.

Sirolimus-eluting stents havde de laveste r isici for myokardieinfarkt (hazard ratio på 0,81 mod bare-metal stents og på 0,83 mod paclitaxel-eluting stents). Paclitaxel-eluting stents havde øget risiko for sen trombose i forhold til bare-metal stents og sirolimus-eluting stents (hazard ratio 2,11 hhv. 1,85).

Sirolimus-eluting stents var, mere end paclitaxel-eluting stents, associeret med et mindre behov for revaskularisering i forhold til bare-metal stents.

Hans Erik Bøtker, Hjertemedicinsk Afdeling B, Århus Universitetshospital, Skejby, kommenterer: »Analysen er begrænset af de generelle forbehold, som gælder for metaanlyser, men den er den hidtil bedste af sin art. Om end den anvendte statistik ligger ud over det, der er gennemskueligt for den almindelige kliniker, er analysens resultater i overensstemmelse med nuværende kliniske erfaring. Analysen bekræfter, at morbiditeten kan reduceres uden forøget mortalitetsrisiko ved anvendelse af medicin afgivende stenter til højrisikopatienter og til patienter med komplekse læsioner, men også at der er klinisk betydende forskel mellem medicin afgivende stenter.«

Stettler C, Wandel S, Allemann S et al. Outcomes associated with drug-eluting and bare-metal stents. Lancet 2007;370:937-48.