Medicinske nyheder

Fibrinklæber fører til færre postoperative smerter end staples ved herniekirurgi

> Ann Surg

Fibrinklæber til fiksering af mesh ved ingvinal- og femoralhernier giver færre smerter og hurtigere genoptagelse af det daglige liv end stapling, konkluderer en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i februar i Annals of Surgery.

Ifølge Federico Lovisetto og kollegaer fra University of Pavia i Italien er postoperativ neuralgiog kronisk neuralgi nogle af de komplikationer, efter mesh-fiksering med staples, som kan påvirke omkringliggende nerver.

Førsteforfatteren randomiserede, mellem 2003 og 2005, 197 herniepatienter til enten mesh-fiksering med staples (98 patienter) eller fibrinklæber (99 patienter). Patienterne havde enten ingvinal- eller femoralhernier, og fik alle foretaget et laparoskopisk indgreb.

Neuralgi blev vurderet i de efterfølgende 12 måneder ved anvendelse af en visuel analog skala. Patienterne i fibrinklæbergruppen havde signifikant færre smerter i alle vurderinger. Fysisk aktivitet blev også genoptaget tidligere (7,9 vs. 9,1 dage).

En patient i fibrinklæbergruppen havde en recidiv, som blev tilskrevet en teknisk fejl ved fikseringen.

Henrik Kehlet, Perioperativ Patofysiologi, Rigshospitalet, kommenterer: »Arbejdet er et meget vigtigt bidrag til den aktuelle debat om, hvorledes risiko for kroniske smerter efter lyskebrokkirurgi kan reduceres. Konceptet synes fornuftigt, men yderligere undersøgelser er påkrævet, før almen rekommandation, specielt hvad angår recidivrisiko.«

Lovisetto F, Zonta S, Rota E et al. Use of human fibrin glue (Tissucol) versus staples for mesh fixation in laparoscopic transabdominal preperitoneal hernioplasty. Ann Surg 2007;245:222-31.

Tre måneder er sikrere end seks måneder ved antikoagulationsbehandling

> BMJ

En seksmåneders antikoagulations (AK)-behandling hos patienter, der har dyb venøs trombose (DVT) eller lungeemboli, har ingen fordel frem for en tre-måneders behandling. Den længere behandling er tillige tilknyttet en øget risiko for alvorlige blødninger.

Dette konkluderer en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i februar i BMJ.

Ifølge førsteforfatteren Ian Campbell er der stadig tvivl om, hvor længe AK-behandlingen skal vare hos disse patienter. Derfor sammenlignede han og kollegaer fra 46 behandlingscentre i Storbritannien tre versus seks måneders AK-behandling til patienter med DVT, lungeemboli eller begge.

I studiet indgik 749 patienter, hvor warfarinbehandlingen varede enten tre måneder (369 patienter) eller seks måneder (380 patienter). Alle fik heparin i de første fem dage. International Normalised Ratio (INR) blev holdt imellem 2,0 og 3,5.

Der var ingen forskel på andelen af patienter, der fik recidiv af DVT eller lungeemboli (både fatal og nonfatal) i behandlingsperioden eller i den 12- måneders opfølgningsperiode (8%). Der var ingen fatale hæmoragier. Blandt patienterne i gruppen med den lange behandlingstid var der dog otte patienter (2%), der havde en større blødning, mod ingen i gruppen med den korte behandlingstid.

Jørn Dalsgaard Nielsen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Trombosecentret, Gentofte Hospital, kommenterer: »Det er de senere år blevet almindeligt at give AK-behandling i seks måneder til de fleste patienter med venøs tromboembolisk sygdom, men denne undersøgelse og et tidligere, tilsvarende studie taler for, at man som standard bør give tre og ikke seks måneders AK-behandling. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke gælder patienter med svær venøs tromboembolisk sygdom eller kendt trombofili. Disse patienter bør have længerevarende, ofte livslang behandling.«

Campbell IA, Bentley DP, Prescott RJ et al. Anticoagulation for three versus six months in patients with deep vein thrombosis or pulmonary embolism, or both. BMJ 2007 [Epub ahead of print]. BMJ, doi:10.1136/bmj.39098.583356.55.

Blodprøve fra moderen identificerer føtale kromosomsygdomme

> Lancet

Forskere fra USA har udviklet en teknik til diagnosticering af føtale kromosomsygdomme ud fra moderens perifere blod. I en artikel publiceret i februar i The Lancet kunne de identificere kromosom 21-trisomi med en detektionsrate på 66% og en falsk positiv rate på under 2%.

Teknikken er baseret på undersøgelse af fri føtal DNA i moderens plasma, hvis eksistens blev beskrevet for cirka ti år siden. Nu har forskerne identificeret variationer i enkelte DNA-baser og korreleret disse variationer med enten moderens eller faderens (og dermed fosterets) DNA.

Raviner Dhallan fra firmaet Ravgen i Columbia, Maryland, anvendte, sammen med kollegaer fra tre andre centre, teknikken på 60 gravide kvinder, som skulle gennemgå prænatal diagnosticering. Kvindernes gennemsnitlige alder var 34 år, og den mediane gestationsalder var 17 uger og fem dage.

I undersøgelsen forsøgte forskerne at identificere kromosomsygdomme i kromosom 18 og 21. Ud af de 60 blodprøver med føtal DNA, havde 57 ingen abnormaliteter i disse kromosomer, mens tre havde kromosom 21-trisomi (verificeret ved traditionelle undersøgelser). Den nye teknik korrelerede alle blodprøverne rigtigt, bortset fra et falsk positivt og et falsk negativt resultat.

Karen Brøndum-Nielsen, Kromosomlaboratoriet, Kennedy Instituttet, kommenterer: »Metoden er endnu i udviklingsfase, og antallet af gravide testet, især i 1. trimester, er meget lille. Hertil kommer at det aktuelle tilbud til danske gravide i form af 1. trimester-nakkefoldscanning kombineret med blodprøve af moderen har en detektionsrate for Downs syndrom på 80-90% for en falsk positiv rate på ca 5%. Det ovenfor beskrevne arbejde kan ikke anvendes til beregning af falsk positive eller falsk negative i en population af gravide, ligesom metodens robusthed og reproducerbarhed ikke er velbelyst. Men udviklingen inden for feltet er lovende.«

Dhallan R, Guo X, Emche S et al. A non-invasive test for prenatal diagnosis based on fetal DNA present in maternal blood. Lancet 2007;369:474-81.

Telomerfejl tilknyttes tidlig aldring

> Proc Natl Acad Sci USA

Werners syndrom - som karakteriseres ved tidlig aldring - kan være en følge af telomerdysfunktion. Forskere fra USA og Tyskland publicerede i februar i Proceedings of the National Academy of Sciences en artikel, der viser, at den kendte mutation, som er forbundet med Werners syndrom, kan være en direkte årsag til denne telomerdysfunktion.

Ifølge Jan Karlseder fra Salk Institute i San Diego er syndromet forbundet med en mutation i genet WNR, hvis protein bidrager til DNA-stabilitet. Det defekte protein kan derfor ikke beskytte telomererne - som er enderne af kromosomisk DNA - mod patologiske forandringer.

»Vi viser, at telomertab er årsagen til kromosomfusion, som findes i fibroblaster hos patienter med syndromet«, skriver forskerne. Endvidere kunne forskerne kompensere for det muterede gens tabte funktion ved at tilføje et andet enzym - og dermed reducere de patologiske celleforandringer.

Vilhelm Bohr, Laboratory of Molecular Gerontology, National Institutes of Health, USA, kommenterer: »Dette arbejde er et af flere, der viser,at patienter med Werner-syndrom har defekter i telomervedligeholdelsen. Werner-syndromet er karakteriseret ved førtidig aldring og ved, at patienterne tidligt får de a ldersassocierede sygdomme såsom cancer og kardiovaskulære sygdomme. Proteinet, Werner, som er defekt i denne tilstand, fungerer i en lang række DNA-relaterede processer, specielt DNA-reparation/vedligeholdelse. Denne DNA-vedligeholdelse foregår mange steder i genomet, og altså i særdeleshed i kromosomenderne, telomererne. Dette underbygger igen den store betydning af at vedligeholde DNA'et i telomerenderne, og understreger også igen, at aldringsprocessen har noget at gøre med defekte telomerender. Dette har en diagnostisk betydning, idet man måske kunne detektere aldersassocierede sygdomme med teknikker til at visualisere telomer-ender, og har den langsigtede terapeutiske mulighed, at man kan behandle med proteiner eller andre molekyler, der indvirker på telomervedligeholdelse.«

Crabbe L, Jauch A, Naeger CM et al. Telomere dysfunction as a cause of genomic instability in Werner syndrome. Proc Natl Acad Sci USA 2007;104:2205-10.