Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

8. maj 2006
6 min.

Kortison reducerer fobisk angst

> Proc Natl Acad Sci USA

Både kortisol og kortison reducerer fobisk angst, konkluderer en artikel publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences i marts.

I et første eksperiment randomiserede forskere fra Schweiz og USA 20 patienter med araknofobi til enten 10 mg kortisol eller placebo en time før eksponering for et billede af en edderkop (se billedet). Proceduren blev gentaget flere gange i løbet af to uger. I forhold til patienter i placebogruppen havde patienter, der fik kortisol, signifikant lavere angstscorer, målt med State-Trait Anxiety Inventory og visuelle analogskalaer. »Denne effekt var også til stede, da patienterne fik fremvist billedet to dage efter den sidste kortisolbehandling«, observerer forfatteren Leila Soravia fra University of Zürich.

I det andet eksperiment blev 40 patienter med social angst randomiseret til enten placebo eller 25 mg kortison. De blev derefter udsat for en valideret stressinducerende situation, Trier Social Stress Test (hvor patienterne skal gennemføre en række opgaver foran et publikum). Selvrapportering af angst og en valideret angstskala (Spielberg State-Trait) viste, at patienterne i kortisongruppen var mindre angste før, under og efter den stressende situation.

Ifølge forfatterne er det muligt, at kortisol påvirker hukommelsen ved at reducere indflydelsen af tidligere ubehagelige erindringer.

Poul Videbech, Center for Psykiatrisk Grundforskning, Århus, kommenterer: »Kortisol er vigtigt for vores indlæring og hukommelse ved depression og ved forskellige angsttilstande, men der er stadig meget, vi ikke forstår. Artiklen peger på, at behandling med kortisol i kombination med kognitiv terapi kunne være effektivt ved en så alvorlig tilstand som posttraumatisk stress disorder (PTSD). Andre forsøg tyder på, at kortisol i forbindelse med selve traumet kan forebygge PTSD ved at påvirke lagringen af de ubehagelige erindringer.«

Soravia LM, Heinrichs M, Aerni A et al. Glucocorticoids reduce phobic fear in humans. Proc Natl Acad Sci USA 2006;103:5585-90.

Fiskeolie har ingen beskyttende effekt, antyder ny metaanalyse

> BMJ

En metaanalyse publiceret i marts i BMJ tyder på, at fiskeolie ikke har en klar effekt på mortalitet, kardiovaskulære sygdomme eller cancer.

I metaanalysen indgik data fra 48 randomiserede kliniske forsøg med i alt 37.000 patienter samt 41 kohortestudier. »Resultaterne fra de kliniske forsøg var ikke konsistente«, skriver Lee Hooper fra University of East Anglia i Norwich. Det poolede estimat viste en risikoreduktion på mortalitet (relativ risiko på 0,87) men ikke på kardiovaskulære hændelser (relativ risiko på 0,95). Når kun de studier, der havde god metodologisk kvalitet, blev vurderet, var resultaterne mere konsistente, men stadig uden klar effekt på mortalitet (relativ risiko på 0,98) eller kardiovaskulære hændelser (relativ risiko på 1,09).

Ingen af studierne tydede på øget risiko for cancer. »Men vi kunne ikke udelukke, at der er en klinisk relevant skadelig effekt«, konkluderer forfatterne.

Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Frederiksberg, kommenterer: »Det er problematisk, at analysen inkluderer ét meget dårligt interventionsstudie, der fandt en signifikant overdødelighed af at spise fed fisk eller fiskeolietilskud (DART2). Udelades dette studie, forsvinder den statistisk signifikante heterogenitet i analysen, og den relative risiko for død i n-3-gruppen blev signifikant nedsat til 0,83 (0,75-0,91). Metaanalysen blev publiceret første gang på Cochrane-hjemmesiden i 2004, og afstedkom i den forbindelse en kritik i Ugeskriftets spalter. Jeg mener derfor fortsat, at der er belæg for, at fede fisk og n-3 nedsætter risiko for hjerte-kar-sygdom og død.«

Hooper L, Thompson RL, Harrison RA et al. Risks and benefits of omega 3 fats for mortality, cardiovascular disease, and cancer. BMJ 2006;332:752-60.

Dyerberg, J, Astrup A, Stender S. N-3 flerumættede fedtsyrer og hjerte-kar-sygdom. Ugeskr Læger 2005;167:1971-2.

Infektion identificeres som risikofaktor for venøs tromboemboli

> Lancet

Lungeinfektioner og urinvejsinfektioner forekommer med øget hyppighed før en dyb venøs trombose (DVT), eller lungeemboli udvikles, konkluderer en retrospektiv, database-base-undersøgelse publiceret i april i The Lancet.

»Vores resultater bekræfter, at infektion bør betragtes som en risikofaktor for venøs tromboembolisme«, skriver førsteforfatteren Liam Smeeth fra London School of Hygiene and Tropical Medicine.

Forfatterne identificerede 7.278 tilfælde af førstegangs DVT og 3.755 tilfælde af førstegangs lungeemboli fra en database tilknyttet primærsektoren. Data dækkede perioden mellem 1987 og 2004 og svarer til 20 millioner personår.

Risikoen for både DVT og lungeemboli var specielt høj i de første to uger efter en urinvejsinfektion (incidensratio 2,1 for begge). Risikoen faldt gradvist i de efterfølgende måneder og var først på baseline efter et år. Ifølge forfatterne tyder den ens risiko for urinvejs- og lungeinfektioner på, at alle infektioner kan give en øget risiko for DVT og lungeemboli, og ikke afhængig af specifikke infektionstyper.

Risikoen for venøse komplikationer efter lungeinfektioner var også øget, men en mulig fejl i diagnostisk klassificering umuliggjorde et pålideligt estimat af risikostørrelsen.

Henrik Permin, Intern Medicinsk Klinik I, H:S Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Infektioner vides at medføre et inflammatorisk respons med bl.a. aktivering af endotelcellerne i karrene. Det er ikke kun venøse, men også arterielle kardiovaskulære sygdomme som akut myokardieinfarkt, som er øget i efterforløbet af en infektion. Det, artiklen gør opmærksom på, er, at risikoen for kardiovaskulære sygdomme er øget i op til -1 år efter en infektion. Man bør overveje, om ikke alle patienter med samtidig andre faktorer, der kan disponere til kardiovaskulære sygdomme, bør sættes i profylaktisk antikoagulationsbehandling, ikke kun under indlæggelsen, men også de efterfølgende måneder.«

Smeeth L, Cook C, Thomas S et al. Risk of deep vein thrombosis and pulmonary embolism after acute infection in a community setting. Lancet 2006;367:1075-9.

Andelen af industrisponsorerede studier stiger

> BMJ

På trods af, at universitetstilknyttede forskere er medforfattere til de fleste høj impact-artikler, er de fleste af de kliniske randomiserede undersøgelser i disse artikler finansieret alene af biotek- og lægemiddelindustrien.

»Måske er forskerne på universiteterne ved at miste kontrollen over forskningsdagsordenen«, konkluderer John Ioannidis fra University of Ioannina, Grækenland, der er forfatter til en databaseanalyse publiceret i marts i BMJ.

Mellem 1994 og 2003 identificerede forfatteren 1.846 artikler i Web of Knowledge (Institute for Scientific Information), som indtil 2004 blev citeret mindst 325 gange. De analyserede derefter forfatterskabs- og finansieringsforhold i de 30 mest citerede artikler fra hvert år.

De fleste artikler (76%) havde mindst én akademisk forfatter. I hele perioden var den offentlige finansiering hyppigst (60% af artiklerne), efterfulgt af industrifinansierede artikler (36%). Men andelen af ind ustrifinansierede artikler steg i perioden (odds-ratio 1,17 per år), og i 2001 var den det samme som andelen af offentligt finansierede artikler.

I alt 65 ud af de 77 randomiserede kliniske forsøg med høj impact blev finansieret af industrien. Andelen steg ligeledes i perioden, således at 18 ud af de 32 forsøg publiceret efter 1999 alene var finansieret af industrien.

Jens Rehfeld, Klinisk Biokemisk Afdeling, H:S Rigshospitalet, kommenterer: »Danmark har en stor lægemiddel- og biotekindustri. Forskningssamarbejdet mellem landets universitetstilknyttede læger og industrien er derfor i begge parters interesse. Men i takt med den stigende industrifinanciering er strikt overholdelse af redelige regler for samarbejdet pinligt nødvendig for begge parter«.

Patsopoulos NA, Analatos AA, Ioannidis JPA. Origin and funding of the most frequently cited papers in medicine: database analysis. BMJ, doi:10.1136/bmj.38768.420139.80