Medicinske nyheder

Lægerne fortæller for lidt om nye ordinationer

> Arch Intern Med

Til 26% af patienterne fortæller lægerne ikke navnet på de præparater, de ordinerer, - selvom de stort set altid (97% af gangene) beskriver præparaterne. De fortæller kun om bivirkninger 35% af gangene, og om hvor længe patienten skal tage medicinen, i 34% af gangene. Dette fremgår af en observationel undersøgelse publiceret i september i Archives of Internal Medicine.

Derjung Tarn fra University of California i Los Angeles, samlede data fra 185 patient-læge-samtaler hos 16 almenpraktiserende læger, 18 internmedicinere og 11 kardiologer i Sacramento, Californien. Under samtalerne blev der ordineret 243 nye præparater. Oplysningerne blev indsamlet via spørgeskemaer og transkriptioner af videooptagelser af samtalerne.

Lægerne instruerede kun 55% af patienterne i, hvor mange tabletter de skulle tage, og 58% af patienterne i hvor ofte eller hvornår de skulle tage dem.

Der var forskel på præparatklasser. Bivirkninger blev oftest nævnt i forbindelse med kardiologiske og psykiatriske lægemidler (67 henholdsvis 62%). De patienter, der fik ordineret gastrointestinale og dermatologiske præparater, fik sjældent noget at vide om bivirkninger (0 og 5%).

Patienterne fik oftest at vide navnet på de psykiatriske præparater og analgetika (95 hhv. 86%), mens navne på antibiotika var de mindst angivne (54%).

Kim Peder Dalhoff, Klinisk Farmakologisk Enhed, H:S Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Artiklen understreger vigtigheden af, at læger forbedrer deres information til patienten, når behandling med et nyt lægemiddel iværksættes. Også ældre danske undersøgelser viser, at en kvalitetsmæssig dårlig læge-patient-konsultation nedsætter komplians.«

Tarn DM, Heritage J, Paterniti DA et al. Physician communication when prescribing new medications. Arch Intern Med 2006;166:1855-62.

Kort universel intervention forebygger amfetamin-misbrug blandt skolebørn

> Arch Pediatr Adolesc Med

En kort universel intervention, som indebærer undervisning af børn og forældre i skolens regi, kan reducere antallet af unge, som bruger amfetamin. Dette konkluderer en artikel publiceret i september i Archives of Pediatric and Adolescent Medicine.

I artiklen beskriver forfatterne en række studier, som blev gennemført på 69 amerikanske skoler, beliggende i landsbyområder, mellem 1993 og 2004. I alt blev 1.346 elever og deres forældre inddraget i studierne.

Forfatterne fra Iowa State University randomiserede skolerne til enten intervention eller kontrol. Interventionerne varierede mellem studierne og omfattede undervisning af børn alene, forældre alene eller børn og forældre sammen. Børnene gik i sjette og syvende klasse. Typisk varede interventionen 5 til 15 samtaler eller foredrag, hvor der blev fokuseret på generelt misbrug (og ikke alene på amfetaminer). Et af de primære mål var at forstærke det beskyttende samspil mellem forældre og børn.

Efter 4,5 til 6 års opfølgning, var resultaterne positive i stort set alle aspekter. I det ene studie brugte ingen af interventionsbørnene amfetamin i året før studiets afslutning, sammenlignet med 3,2% af børnene i kontrolgruppen. I et andet studie rapporterede 0,5% af interventionsbørnene at have brugt amfetamin på et tidspunkt i deres liv, mod 5,2% af børnene i kontrolgruppen.

Per Hove Thomsen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov, kommenterer: »Dette er et interessant studium, som understreger betydningen af en målrettet indsats i form af oplysning mhp. at forhindre unge i at udvikle et misbrug af stoffer. Studiet betoner samtidig vigtigheden af også at få forældre med i et forpligtende samarbejde. En lignende interventionstype kunne være relevant i Danmark.«

Spoth RL, Clair S, Shin C et al. Long-term effects of universal preventive interventions on methamphetamine use among adolescents. Arch Pediatr Adolesc Med 2006;160:876-82.

Regression af venstre ventrikel-hypertrofi forebygger atrieflimmer

> JAMA

Patienter, som får deres venstre ventrikel-hypertrofi (VVH) reduceret som følge af antihypertensiv behandling, eller som ikke udvikler VVH efter start af antihypertensiv behandling, har en lavere risiko for atrieflimmer end dem, hvor VVH ikke reduceres eller bliver større. Dette konkluderer en artikel publiceret i september i Journal of the American Medical Association.

»Selvom VVHs sværhedsgrad tilsyneladende kan have en prædiktiv værdi for opståen af atrieflimmer, har det været uklart, om reduktionen i elektrokardiografisk VVH var koblet til en reduktion i incidensen af atrieflimmer«, skriver førsteforfatteren Peter Okin fra Cornell University i New York.

I denne undersøgelse analyserede forfatterne data fra et randomiseret og dobbeltblindet studie, som sammenlignede atenolol og losartan mod hypertension. I analyserne indgik data vedrørende 8.831 patienter (gennemsnitsalder 67 år), som havde VVH ved studiestart og blev sat i behandling med et af præparaterne. Ingen af patienterne havde atrieflimmer ved studiestart.

Efter en opfølgningsperiode på næsten fem år, udviklede 701 patienter atrieflimmer. Blandt de patienter, som fik deres VVH reduceret, eller som fortsat ikke udviklede VVH, var atrieflimmerratioen 14,9 pr. 1.000 patientår. Blandt de patienter, hvis VVH ikke blev mindre, eller blev mere udtalt, var ratioen 19,0 pr. 1.000 patientår. Dette svarer til en 17% lavere incidens af atrieflimmer.

Forskellen var til stede uanset behandlingsregime.

Hans Ibsen, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup, kommenterer: »Resultaterne understreger yderligere, at VVH er en alvorlig risikofaktor, og udvikling af atrieflimren øger risikoen for kardiovaskulære komplikationer. Der skal fokuseres på behandlingstiltag, der specifikt giver regression af VVH ud over effektiv blodtrykskontrol. Vi skal lære at bruge Cornell-kriterier for VVH ved indprogrammering i vores ekg-udstyr.«

Okin PM, Wachtell K, Devereux RB et al. Regression of electrocardiographic left ventricular hypertrophy and decreased incidence of new-onset atrial fibrillation in patients with hypertension. JAMA 2006;296:1242-8.

På sigt er øvelsesprogram bedre end steroidinjektioner til tennisalbue

> BMJ

Steroidinjektioner har en god korttidsvirkning på gener fra en tennisalbue, men på sigt har denne behandling signifikant flere recidiver end fysioterapi eller ingen behandling. På kort sigt er fysioterapi mindre effektivt end steroidinjektioner, men mere effektivt end ingen behandling.

På lang sigt er der derimod ingen forskel på fysioterapi og ingen behandling, men den fysioterapeutbehandlede gruppe havde et mindre forbrug af analgetika og NSAID og et mindre forbrug af bandagering end de to andre grupper.

Dette er hovedkonklusionerne på en prospektiv, randomiseret (og ikke dobbeltblindet) undersøgelse publiceret i september i British Medical Journal.

Leanne Bisset fra University of Queensland, Australia, randomiserede 198 patienter til enten »aktiv fysioterapi« (øvelsesprogram med mobilisering og træning), steroidinjektioner eller ingen behandling. Patienterne havde alle haft tennisalbuediagnosen i mindst seks uger, og ingen havde fået behandling i de forudgående seks måneder.

Efter seks ugers behandling ha vde 78% af patienterne i steroidgruppen fået det bedre, mod 27% blandt patienterne i kontrolgruppen og 65% i fysioterapigruppen. Efter 52 uger var de tilsvarende procenter 68% i steroidgruppen, 90% i kontrolgruppen og 94% i fysioterapigruppen.

Troels Mørk Hansen, Medicinsk Afdeling Q, Amtssygehuset i Herlev, kommenterer: »Det er opmuntrende at se en videnskabelig undersøgelse af værdien af fysioterapeutisk behandling. Undersøgelsen bekræfter i øvrigt en god effekt af steroidinjektion på kort sigt. Men den dårligere prognose på lang sigt giver anledning til eftertanke, herunder om man skal tilråde patienterne ikke at genoptage armbelastende arbejde for hurtigt efter steroidinjektioner.«

Bisset L, Beller E, Jull G et al. Mobilisation with movement and exercise, corticosteroid injection, or wait and see for tennis elbow. BMJ 2006; doi 10.1136/bmj.38961.584653.AE.