Content area

|

Medicinstuderende strømmer til praktiserende læger: »Mit studiejob har åbnet mine øjne for almen praksis«

En ny medarbejdergruppe har i de senere år holdt sit indtog i almen praksis. På bare otte år er antallet af medicinstuderende, der arbejder hos praktiserende læger, mere end tidoblet. Udviklingen forventes at styrke rekrutteringen og tiltrække flere til specialet almen medicin. Der er dog en skæv geografisk fordeling af de studerende.
Mia Lindegaard Pedersen er medicinstuderende og arbejder hos Familielægerne i Skanderborg.  Før hun fik studiejobbet, havde hun slet ikke overvejet almen praksis som fremtidig arbejdsplads. Men i dag overvejer hun at blive praktiserende læge.  Foto: Martin Dam Kristensen
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Ugeskriftets Lyd · Boom af medicin­studerende hos praktiserende læger

 

Når patienter møder op hos deres praktiserende læge, vil de stadig oftere blive mødt af en medicinstuderende. Et ungt menneske, der for eksempel er ansat som praksisassistent eller klinikassistent, og som kan visitere på telefonen, vaccinere patienter, fjerne suturer og tage blodprøver, celleskrab eller ekg.

Antallet af medicinstuderende med studiejob i almen praksis er vokset voldsomt inden for de senere år, viser en ny opgørelse fra PLO. Hvor der i 2013 blot var ansat 47 medicinstuderende i landets almene lægepraksis, var der sidste år tale om 591. Det er mere end en tidobling på otte år. Omregnet til fuldtidsstillinger er antallet steget fra 11 til 130.

De medicinstuderende er en medvirkende faktor til, at praktiserende læger kan løse det stigende antal opgaver i almen praksis. Men ansættelsen af studerende ses også som et vigtigt middel til at forbedre rekrutteringen til specialet almen medicin.

»Der er flere og flere praktiserende læger, der har haft gode erfaringer med at ansætte medicinstuderende, så det har spredt sig som en løbeild med mund til mund-metoden i de senere år. De medicinstuderende er dygtige og fleksible, og vi er meget glade for dem«, siger Lise Høyer, der er formand for PLO’s rekrutteringsudvalg.

Kilde: PLOKilde: PLO

Udviklingen glæder formanden for FADL, Liv Therese Holm-Nielsen:

»Det er bestemt et billede, som vi godt kan genkende, og vi er superglade for, at det i de senere år er blevet lettere for medicinstuderende at få arbejde i almen praksis. Udviklingen understreger, at medicinstuderende har relevante kompetencer og er en vigtig ressource for et presset sundhedsvæsen. Jeg er sikker på, at det er godt for rekrutteringen, at vi allerede på studiet får et kendskab til hverdagen i specialet«.

Liv Therese Holm-Nielsen tilføjer, at FADL derfor også ønsker, at der bliver slået flere stillinger op til medicinstuderende inden for et andet presset speciale, psykiatrien.

»Især vest for Storebælt er der potentiale for at ansætte flere medicinstuderende i psykiatrien. Det handler om at løse problemer her og nu, hvor psykiatrien er presset, men også om at forbedre rekrutteringen på den lange bane – især efter psykiatrien ikke længere er en del af KBU’en«, siger FADL-formanden.

Bedre rekruttering

Rekruttering af fremtidige læger og oprettelse af studiejob til medicinstuderende hænger tæt sammen, mener Lise Høyer.

»Jeg tror, at vi i almen praksis kan tilbyde noget andet og mere nært end sygehusene, som for nogle studerende godt kan virke lidt skræmmende. Sådan havde jeg det i hvert fald selv. Men i almen praksis bliver de en del af et tæt team, hvor de bliver set, og hvor der er interesse for det, de laver. Derfor tror jeg, at studiejob kan få flere til at vælge almen praksis som deres fremtidige arbejdsplads«, siger Lise Høyer.

Den formodning er hun ikke ene om. I 2017 udgav den daværende VLAK-regerings lægedækningsudvalg således en rapport, hvor de blandt andet foreslog bedre mulighed for studiejob i almen praksis som en mulig vej til at forbedre rekrutteringen og imødegå lægemangel.

PLO’s nye opgørelse viser, at 13 procent af de studerende på kandidatuddannelsen på de fire universiteter i København, Aarhus, Odense og Aalborg arbejder i almen praksis. Opgørelsen rummer kun studerende, der har færdiggjort deres bachelor, og derfor er det samlede antal medicinstuderende hos praktiserende læger efter alt at dømme noget højere, påpeger Lise Høyer. Flere praksis ansætter nemlig studerende, der stadig er i gang med deres bachelor.

»I min praksis har vi tre medicinstuderende, og vi går efter at ansætte dem, mens de er på bacheloren, fordi de så kan være hos os i længere tid«, forklarer hun.

Har fået øjnene op for almen praksis

En gang om ugen hopper den 28-årige medicinstuderende Mia Lindegaard Pedersen op på sin gamle sorte damecykel og hjuler fra sin lejlighed på Trøjborg til banegården i Aarhus. Her tager hun toget til Skanderborg, hvor hun igennem to et halvt år har arbejdet som klinikassistent hos Familielægerne i Skanderborg.

Til sommer er det slut, for så skal Mia Lindegaard Pedersen aflægge lægeløfte og ud i KBU og prøve dagliglivet af på både sygehus og i praksis. Hun håber, at det kan gøre hende klogere på, hvilken type arbejde der passer hende bedst.

For hun er stadig uafklaret. Måske vil hun være pædiater på et sygehus. Måske vil hun være praktiserende læge. Måske noget helt tredje.

»Før jeg fik jobbet i Skanderborg, var almen praksis slet ikke med i mine overvejelser om mit fremtidige arbejdsliv som læge. Det handler om, at jeg altid godt har kunnet lide tanken om at blive specialist, hvor man ved næsten alt inden for et mere afgrænset felt. Det kan man jo ikke som almenmediciner, hvor man skal vide noget om alting. Derfor regnede jeg ikke med, at et generalistspeciale var noget for mig. Men nu er jeg kommet i tvivl. Mit studiejob har åbnet mine øjne for almen praksis«, siger hun.

Mia Lindegaard Pedersen uddyber:

»I en større praksis kan man godt have nogle mindre nicher, som man interesserer sig for og udvikler særlige kompetencer inden for – selvom man samtidig skal være generalist. Det gør lægerne i den praksis, jeg arbejder i, og den kombination kan jeg godt lide«.

Hvorfor valgte du egentlig at søge job i almen praksis, når det – i hvert fald dengang – overhovedet ikke var dit fremtidige drømmejob?

»Det var, fordi jeg gerne ville have et studiejob, hvor jeg kan arbejde med mange forskellige patienttyper med flere problemstillinger. Og det gør man jo i almen praksis. Jeg ønskede dels at få træning og praktisk håndelag ved at gennemføre mange forskellige undersøgelser, dels at øve mine kommunikative færdigheder og få erfaring i omgangen med patienter«, siger Mia Lindegaard Pedersen.

Frigør tid til sygeplejersker

Det er forskelligt fra praksis til praksis, hvilke arbejdsopgaver de medicinstuderende varetager. I nogle praksis visiterer de på telefonen og udfører andre sekretæropgaver. I andre praksis udfører de klinisk arbejde med patientkontakt som for eksempel forundersøgelser til kronikerkontroller samt konsultationer med enklere undersøgelser for øjenbetændelse og mellemørebetændelse.

  • »Pensum sidder bedre fast, når man får et ansigt på diagnosen. Pludselig giver det mening, når et menneske med en diagnose, man har læst om for tre semestre siden, sidder i stolen i praksis«

Mia Lindegaard Pedersen, medicinstuderende

Der er også praksis, der anvender de medicinstuderende til kvalitetsarbejde som sortering af epikriser eller kontakt til patienter, som er udeblevet fra for eksempel årskontroller eller børneundersøgelser.

Hos Familielægerne i Skanderborg er de medicinstuderende primært ansat til at varetage klinisk arbejde, hvilket frigør tid hos sygeplejerskerne. Det fortæller Rasmus Peter Christoffersen, der er en af kompagnonerne i praksis.

»For os handler det om at bruge kompetencerne i vores praksis bedst muligt. Vores sygeplejersker kan mange andre ting end de opgaver, som man typisk skal udføre ved forundersøgelser: tage blodprøver, ekg og urinprøver og måle blodtryk. De opgaver bliver vores medicinstuderende lært op i, og så kan sygeplejerskerne bruge mere tid på for eksempel at lave mindre medicinjusteringer på lægens instruktion«, fortæller han.

Rasmus Peter Christoffersen (t.v.) er kompagnon hos Familielægerne i Skanderborg og den primære tovholder i samarbejdet med de seks medicinstuderende, heriblandt Mia Lindegaard Pedersen (t.h.).  Foto: Martin Dam KristensenRasmus Peter Christoffersen (t.v.) er kompagnon hos Familielægerne i Skanderborg og den primære tovholder i samarbejdet med de seks medicinstuderende, heriblandt Mia Lindegaard Pedersen (t.h.). Foto: Martin Dam Kristensen

For ti år siden var Rasmus Peter Christoffersen sammen med en kollega med til at starte praksis op med blot 1.500 patienter. Siden har de købt kapaciteter op og udvidet, så de i dag er nået op på 6.400 patienter. I dag lægger klinikken vægge til tre kompagnoner, to ansatte læger, en uddannelseslæge, seks øvrigt personale og så de seks medicinstuderende – i daglig tale kaldt SAMS’ere (Studerendes Almen Medicinske Selskab).

Den første medicinstuderende blev ansat i 2020, og den ny medarbejdergruppe har haft betydning for udviklingen og ekspansionen af klinikken.

»Vores SAMS’ere har i høj grad medvirket til, at vi har kunnet tage flere patienter ind. Vi har tilrettelagt det sådan, at der er en medicinstuderende på arbejde hver dag, og det gør det meget nemt for os at planlægge vores dagsprogrammer. SAMS’erne lærer meget hurtigt, arrangerer selv vagtskema og sørger for at bytte vagter indbyrdes, hvis de har brug for det«, fortæller Rasmus Peter Christoffersen.

Et friskt pust

Som en behagelig sidegevinst har de seks studerende også givet et friskt pust i lægehuset, siger han.

»De fungerer godt med vores andre dygtige ansatte og giver nyt liv, agilitet og nye øjne på klinikken og os selv. Det betyder meget for os. Vi kan godt lide tanken om at få nogle nye unge kolleger ind, som vi forhåbentlig kan præge i en god retning. Og så har det også fyldt for os, at vi ser det som en god måde at forbedre rekrutteringen til specialet almen medicin«.

Nærhed og et tæt kendskab til hinanden kendetegner almen praksis. Både i forhold til patienterne og i forholdet til kolleger og personale. Det er det liv, man skal kunne trives i, hvis en fremtid som praktiserende læge skal lokke. Derfor er det også selvfølgeligt for klinikejerne, at de medicinstuderende bliver inviteret med til forskellige sociale arrangementer som for eksempel sommerfester, fortæller Rasmus Peter Christoffersen. De skal mærke, at de er en vigtig del af et hold.

Det er ham, der primært står for samarbejdet med de medicinstuderende i lægehuset i Skanderborg. Det kan være at udarbejde klare opgavebeskrivelser for deres arbejde, ligesom Rasmus Peter Christoffersen også står for det ugentlige nyhedsbrev med oplysninger om for eksempel nye instrukser, som bliver delt i en lukket messenger-gruppe med de medicinstuderende.

»Jeg ville ønske, at der havde været studiejob i almen praksis, da jeg selv var studerende på universitetet. Det er superrelevant. De får lov at se patienter og øver sig i læge-patient-rollen ved at udføre nogle meget konkrete opgaver, hvor de lige præcis ved, hvad de skal. Det ville jeg godt have prøvet, da jeg selv var studerende«, siger Rasmus Peter Christoffersen.

Vil ikke for langt væk

Mia Lindegaard Pedersen fortæller, at Skanderborg var tæt på smertegrænsen for hende rent geografisk. Hun havde ikke lyst til at bruge meget mere end en halv time på transport.

»Det har ikke været noget problem for mig. Det tager kun omkring et kvarter i tog, og min praksis betaler transportudgifterne«, siger hun.

Men der er grænser for, hvor lang tid studerende vil bruge på at komme til deres studiejob, og det afspejler sig da også i PLO’s opgørelse over den geografiske fordeling af de medicinstuderende i almen praksis. Langt hovedparten arbejder i universitetsbyerne eller i omegnskommunerne, enkelte rejser længere væk til byer som Hillerød og Hedensted.

Derfor tror Lise Høyer da heller ikke, at et studiejob er en nem snuptagsløsning til at løse lægemanglen i de lægedækningstruede områder. Hun har selv praksis på Frederiksbjerg i Aarhus – lige midt i det århusianske smørhul.

»Da vi sidst slog en stilling op, måtte vi lukke efter en halv time, for på det tidspunkt havde vi allerede fået 30 ansøgere. Der er kæmpestor interesse for studiejob i almen praksis blandt de studerende, men det er klart, at det har stor betydning, hvor praksis ligger, og det er betydeligt sværere for de klinikker, der ligger langt fra de store universitetsbyer – især hvis de ikke ligger godt i forhold til togforbindelser«, siger hun og tilføjer:

»Det er ærgerligt, at det primært er en mulighed omkring storbyerne, men vi kan ikke forvente, at de studerende skal rejse langt for et arbejde i et begrænset antal timer. Vi må glæde os over, at det er noget, der kan spille en kæmpestor rolle for rekrutteringen til specialet, og så må vi håbe på, at de som færdiguddannede vil søge ud af byerne for at komme til at arbejde i almen praksis«.

Helt umuligt er det dog ikke. Flere studerende tager hjem til familien i ferieperioder og kommer derfor væk fra universitetsbyerne, og de kan være friske på sommerjob i en lokal lægepraksis, påpeger Lise Høyer. Flere regioner giver da også støtte til, at lægepraksis kan ansætte medicinstuderende i korterevarende sommerjob.

Men uanset hvor praksis ligger i landet, skal arbejdsmiljøet være i orden, hvis et speciale skal virke tiltrækkende på et ungt menneske – og ikke frastødende. I de senere år har knap fire ud af ti praktiserende læger i arbejdsmiljøundersøgelser angivet, at de er udbrændte i moderat eller alvorlig grad, så på den baggrund kan det være nærliggende at bekymre sig for rekrutteringen.

Udbrændthed er vel ikke den bedste reklame for et speciale, når en studerende kommer ud og prøver det af?

»Nej, men de forhold, der gør os udbrændte, handler meget om opgaver, vi bliver pålagt udefra – attestarbejde, afviste henvisninger og den slags systemting. Det er jo ikke hele sandheden. Jeg tror, at de studerende vil opleve arbejdspladser, hvor vi hygger os, griner og har det godt sammen, når vi for eksempel sidder i kaffestuen. Og de vil opleve, at både de og vi gør en stor forskel for patienterne«, siger Lise Høyer.

Et ansigt på diagnosen

Mia Lindegaard Pedersen har fået flere opgaver i praksis i Skanderborg i takt med, at hun har fået mere erfaring. I begyndelsen tog hun sig primært af forundersøgelser til kronikerkontroller med blodprøver og urinprøver, siden er der kommet flere sygeplejeopgaver til; for eksempel øreskylninger, fjernelse af suturer, celleskrab, måling af INR og også sekretærarbejde i tilfælde af sygdom.

»Det har givet mig rigtig meget. Selvom mit primære arbejde som læge ikke kommer til at bestå af suturfjernelse og blodprøver, så betyder det noget for mig rent håndværksmæssigt. At jeg ved, hvordan det skal gøres. Jeg har haft instrumenterne i hænderne og har fået styr på, hvad mine hænder gør«, siger hun.

Men den største værdi for Mia Lindegaard Pedersen ligger i forholdet til patienterne. Det at fornemme, hvordan den person, der træder ind i rummet, har det. Og en større sikkerhed i at tilpasse konsultationen, så den passer til den enkelte.

»Der er travlt i en praksis, og vi kan godt ordne prøverne på de fleste patienter hurtigt og effektivt. Men der er også patientgrupper, hvor det slet ikke går. Det kan være, fordi de er utilfredse med noget, som vi skal have clearet, før vi kører løs med alle prøverne. Men det kan også være patienter, som er anspændte eller bekymrede, og som har brug for en snak og for at få lov til at ligge ned, mens vi tager prøverne. Der kan jeg mærke, at jeg har lært rigtig meget. Jeg er blevet bedre til at spotte og fornemme det i tide, så vi ikke kører skævt af hinanden«, siger Mia Lindegaard Pedersen.

Og som en ekstra sidegevinst er hun også blevet bedre til at huske al den boglige lærdom, som hun har terpet og terpet i de senere år.

»Pensum sidder bedre fast, når man får et ansigt på diagnosen. Pludselig giver det mening, når et menneske med en diagnose, man har læst om for tre semestre siden, sidder i stolen i praksis. Stofskiftesygdom? Nårh ja, det var jo ham med skægget! Jeg husker det teoretiske stof bedre, når jeg kan sætte en patients navn og forløb på«, siger Mia Lindegaard Pedersen.

 

Du kan læse PLOs opgørelse over studerende i almen praksis som PDF her: https://ugeskriftet.dk/files/ansatte_medicinstuderende_i_almen_praksis_v2.pdf

Medicinstuderende i almen praksis

Der er ikke tegnet en selvstændig overenskomst mellem FADL og PLA, der fastlægger rammerne for de studerendes løn og arbejde. De ansættes efter gældende overenskomster med for eksempel HK.

Lønnen afhænger af jobfunktioner og erfaring, men kan ofte ligge på 140-180 kroner i timen. Nogle praksis betaler transporten.

SAMS – Studerendes Almen Medicinske Selskab – er en interesseorganisation under DSAM. Derfor omtales medicinstuderende i almen praksis også som »SAMS’ere«. SAMS arbejder for at fremme interessen for almen medicin blandt de studerende og organiserer blandt andet en webbaseret jobportal, hvor job til medicinstuderende i almen praksis formidles i hele landet.

Blad nummer: 

Right side

af Peter Gjersøe | 21/05
3 kommentarer
af Mia Gall Grandahl | 20/05
1 Kommentar
af Bahast Biuk | 19/05
1 Kommentar
af Jesper Kolbeck | 16/05
3 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 15/05
5 kommentarer
af Jacob Nielsen | 14/05
5 kommentarer
af Thomas Tagmose Thomsen | 13/05
1 Kommentar